»Bruce, Bruce, Bruuuuce!«.
»Bill, Bill, Biiiillll«.
Fotografer med telelinser og journalister med strittende iPhones står ved indgangen til Salle Debussy. Alle prøver at få øjenkontakt med stjernerne i Wes Andersons 'Moonrise Kingdom', årets åbningsfilm på Cannes Film Festival.
I samlet flok går Bruce Willis, Bill Murray, Wes Anderson, Edward Norton og resten af holdet bag filmen ind til den fyldte sal, hvor pressen står klar. Efter ti minutters poseren for fotograferne er stjernerne klar til at svare på spørgsmål.
Aparte spejdertema
To timer tidligere er 'Moonrise Kingdom' blevet vist i den store sal i festivalpalæet.
Sidste år var det Woody Allens 'Midnight in Paris', der åbnede verdens mest prestigiøse filmfestival. Denne gang har Wes Andersons humoristiske, skæve film fået æren. 'Moonrise Kingdom' foregår i 1960'erne og handler om den 12-årige Sam, der stikker af fra en spejderlejr i New England sammen med den 12-årige pige, han er forelsket i.
Undervejs i filmvisningen lyder der højlydt latter fra pressefolkene i salen. Især det aparte spejdertema i filmen vækker genklang hos publikum, som også fornøjer sig over den eventyrlige kærlighedshistorie om de to 12-årige, som ikke må få hinanden.
Debut i Cannes
Kultinstruktøren Wes Anderson har tidligere stået bag stærke film som 'Rushmore', 'The Royal Tenenbaums' og 'The Darjeeling Limited '.
Men han har aldrig tidligere været i Cannes. I dag entreerede han pressemødet, klædt i et hvidt jakkesæt, og blev hyldet som en rockstjerne.
Men opmærksomheden om instruktøren blandt pressefolkene varede ikke længe. Lynhurtigt blev læssevis af spørgsmål sendt af sted mod de helt store navne i filmen, Bruce Willis og Bill Murray.
»Det er altid forfriskende at blive instrueret af Wes. I en verden, hvor mange filminstruktører slet ikke giver dig instruktioner, er det fedt at arbejde under ham. Han giver dig virkelig klare retningslinjer. Og så er denne film jo en fantastisk, universel historie om, at alle har brug for at blive elsket«, sagde Bruce Willis.
Filmredaktør: Vinterberg får hård modstand i CannesMurrays kamp med instruktørerne
Der var åbenlys respekt i salen om den populære, amerikanske filmstjerne.
Men det var intet i forhold til den bølge af latter, der ramte Bill Murray, hver gang den aldrende - og spøjse - skuespiller åbner munden.
»Jeg får slet ikke andre roller end hos Wes. Jeg sidder bare derhjemme ved telefonen og venter på, at nogen ringer. Det er en ære at blive spurgt, om man vil være med i hans film. Nogle gange kan man jo ikke finde ud af arbejde sammen, og tit ender det med for mig, at instruktørerne bare sender en hjem under en optagelse og følger dig helt ud til flyet for at være sikker på, at du er helt væk. Men det er aldrig sket mellem mig og Wes«, lød det fra Bill Murray.
SE FOTOS
Cirkus skudt i gang
Han troner fem på scenen i presserummet med uglet, gråt hår og et ternet, flerfarvet jakkesæt. Murray ligner mest af alt den karakter, han spillede i Sofia Coppolas 'Lost in translation'.
LÆS MERE
Lars von Triers fremtid i Cannes er stadig uvisSofia Coppolas bror, Roman Coppola, har i øvrigt skrevet manuskriptet til 'Moonrise Kingdom' sammen med Wes Anderson selv.
»Wes' filmprojekter er jo kunstfilm. Vi skuespillere har lange, lange arbejdstider, og vi får ingen penge for det. Det eneste, vi får ud af det, er denne tur til Cannes«, sagde Murray. Og simulerede et akut anfald af dyb søvn.
fortsæt med at læse


























