Vinterberg viser 'Jagten' i Cannes på sin 43-års fødselsdag

Fødselar. Vinterberg er i den grad ankommet til Cannes. I dag, 19. maj, på hans 43-års fødselsdag.
Fødselar. Vinterberg er i den grad ankommet til Cannes. I dag, 19. maj, på hans 43-års fødselsdag.
Lyt til artiklen

»I dag er det Thomas' fødselsdag, hurra, hurrah, hurraaah. I dag er det Thomas' fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaaaaah«.

Thomas Vinterberg går langs strandpromenaden i Cannes. Pludselig bliver han overrasket af et stort selskab af venner og filmkolleger, som sidder ved et langbord på en restaurant og hylder den danske instruktør, mens forbipasserende ser forundrede til.

Et par minutter tidligere er Vinterberg og Mads Mikkelsen gået mod restauranten fra det fashionable Hotel Majestic på Croisetten, gennem horder af fotografer og fans, der stopper op og knipser billeder på deres mobiltelefoner af de to danskere.

Vinterberg er i den grad ankommet til Cannes. I dag, 19. maj, på hans 43-års fødselsdag.

LÆS OGSÅ Mads Mikkelsen er blandt favoritterne i Cannes

Tager presset med ro
I aften bliver Thomas Vinterbergs 'Jagten' vist for det internationale pressekorps i den sydfranske badeby. I festivalpalæet i Cannes skal hele verden dermed for første gang se historien om Lucas (Mads Mikkelsen), der bliver anklaget for pædofili.

Og forventningerne er høje. For Thomas Vinterberg er om nogen en stjerne i Cannes, hvor han i 1998 kom på alles læber. Både på grund af de indiskutable kvaliteter, som 'Festen' indeholdt. Men også fordi, han var frontmand i dogmebølgen sammen med Lars von Trier.

I dag håndterer den danske filmskaber dog forventningspresset på helt afslappet vis.

»Jeg har en god fornemmelse i maven. Der er gået 14 år, siden jeg var her sidst. Dengang var det hele jo ekstremt voldsomt, en eksplosion i lys. Det var uvirkeligt. Men nu er det hele anderledes, og jeg er blevet et roligere menneske«, siger Thomas Vinterberg til politiken.dk.

Mads Mikkelsens konkurrent er fængslet for drab

Stolt over at være med i Cannes
Hvordan har folk modtaget 'Jagten' hidtil?

»Jeg har fået fantastiske tilbagemeldinger fra de mennesker, der har set filmen. Folk har syntes, at den er rørende. Det er dejligt. Men det kan være, at det ændrer sig«, siger Thomas Vinterberg.

Hvad er det vigtigste for dig i forhold til at være i Cannes igen?

»Det helt afgørende er jo, at vi overhovedet er her. Det synes jeg, af hele mit hjerte, er fantastisk. Derudover er det vigtigt, hvordan folk tager imod filmen, når den bliver vist for publikum her i Cannes. Jeg håber, at de åbner sig og bliver rørt«.

TV

Konen er højgravid

Betyder konkurrencelementet på festivalen, hvor din film jo dyster om Guldpalmen, meget for dig?

»Selvfølgelig spiller det også ind. Men jeg tør slet ikke prøve at forudsige, om vi har en chance for at vinde noget«, siger Thomas Vinterberg til politiken.dk.

Får du overhovedet tid til at fejre din fødselsdag?

»Jeg fik champagne i nat, da klokken slog 12, her på terrassen på Hotel Majestic sammen med min familie. Og vi skal holde stor middag i aften. Men samtidig ligger min kone derhjemme og er højgravid. Så det fylder også en del«.

Er det sådan, at du måske lige pludselig får et opkald og må haste hjem til Danmark?

»Det er lige oppe over, helt klart. Men hun er først sat til om en uge og er førstegangsfødende, så... Jo, jeg tjekker min telefon konstant. Lige nu er der 16 beskeder på min mobil, men de var ikke fra hende«, siger Thomas Vinterberg.

LÆS OGSÅ Ålen' i Cannes: »Hysteriet er latent«

FACEBOOK

Anders Hjort, Cannes

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her