0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Afgangsfilm Der er ingen genistreger blandt årets afgangsfilm

Ud over en sort humoreske om et ikke-indtruffet dødsfald fokuserer afgangshold nr. 3 fra filmkollektivet Super16 mest på det psykiske (melo)drama.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Niels A. Hansen
Foto: Niels A. Hansen
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Blandt Filmskolens mange opregnede fortjenester ved 40-års jubilæet for nylig blev én overset: Skolen afviser hvert år kvalificerede talenter, af ren mangel på kapacitet.

Sku’ det nu være en fortjeneste? Ja, fordi det fremtvinger alternative uddannelsesformer og -kanaler, som med deres blotte eksistens anskueliggør andre veje end skolens, også til det vellykkede og nyskabende. Og dermed igen stimulerer den ’etablerede’ uddannelse til fortsat selvkritik og fornyelse.

Et resultat af Filmskolens afvisninger har resulteret i oprettelsen af filmkollektivet Super16, der torsdag havde premiere på afgangsfilmene fra de 8 instruktører og 8 producere, der udgør tredje hold siden starten i 1999.

Nye Trier'ere? I tre år har de uddannet hinanden med hjælp fra ældre, etablerede kolleger, fra filmselskaber og brancheorganisationer, fonde og firmaer, partnere, børn og bedsteforældre. Bliver nogen af de otte så en ny Dreyer, Carlsen eller Trier? Tja, eleverne prøver at lære noget af hele striben af yngre instruktører fra Bier til Boe.

Nærliggende nok, men for afgangsfilmene bliver viljen til at lære pletvis til ren stiløvelse, og det bliver meningsløst at anvende en hjerteskala på de enkelte film, med hver sit uigennemskuelige tilblivelsesvilkår og langt flere dyder og laster, end her kan gøres op. I stedet et par stikord og tværgående træk:

De to korteste er logisk nok blandt de mest præcise: begrænsningen som obligatorisk øvelse. ’Daddy-O’ spejler en vordende førstegangsfars klaustrofobiske panikanfald og efterfølgende bytur ved hendes meddelelse.

Skygger
Mens ’Skyggen af tvivl’ bogstaveligt tårner sig op for den unge kvinde som den ene af et par efter deres første date. Førstnævnte økonomiserer mere med virkemidlerne end den sidste, hvis melodramatiske ’skygger’ til gengæld gør et stærkere, surrealistisk indtryk.

En skygge af sorg fra fortiden hviler også over kahytsjomfruen ’Emmalou’ på færgen, hvor en lille dreng i bamseudklædning vist er en af fantasiens blinde passagerer – til g