At racisme og religiøs fanatisme ofte er sider af samme sag, belyser flere af de film, der fra i dag vises på Copenhagen Jewish Film Festival i Cinemateket i København. Men næppe nogen af dem med samme overskud af kritisk fornuft, godmodig humor og farverig billedpoesi som i den ny franske tegnefilm om ’Rabbinerens kat’, der er en del af åbningsprogrammet i dag.
Katten uden navn bor i Algier hos den godmodige rabbiner Sfar og hans meget smukke datter Zlabya, men det bedste ved katten er, at siden den slugte familiens papegøje, kan den tale og sågar læse! Nu vil det opvakte, men også frække dyr lære hebraisk og føres igennem et bar mitzva-ritual! Så vidt kommer det nu ikke, for i mellemtiden skal rabbineren aflægge prøve i kolonimagtens sprog, fransk – som katten er bedre til.
Desuden kommer en ung russisk maler til byen, flygtet fra de russisk ortodokses pogromer i den hjemlige landsby og med en drøm om at finde sagnbyen Falasha i Etiopien, hvor sorte afrikanere lever efter Toraens ord!
Og hvordan mon det går, når en jødisk rabbiner og hans islamiske fætter (en oplyst sheik med samme efternavn, Sfar) drager på en ekspedition med to russere – maleren plus en hovedrig ateistisk, ja, hedonistisk excentriker, der ejer et fabelagtigt ørkenkøretøj af Citroën-model 1925?
Kalder på en fortsættelse
Historien er kendt fra den franske tegneserie af samme navn, foreløbig fem bind solgt i hen ved en million eksemplarer verden over, ikke mindst i USA.
Joann Sfar – hvis tegneserieversion af ’Den lille prins’ også er udgivet på dansk – udsætter underfundigt den lokale overrabbiners stivstikkeri såvel som en blodig islamisk fundamentalists uhyrligheder for den kattens punkterende ironi. Og såvel de vesteuropæiske (sefardiske) jøders som de østeuropæiske (ashkenazi-)jøders myter og skikke bades i den rene, skære voltaireske oplysningsfornuft.
Omsat til én handling af spillefilmlængde kommer nogle figurer fra de trykte episoder – blandt andre rabbinerens drømmende datter og en flyvsk storvildtjagende fætter – til at hænge lidt løst i filmens skarpe sving. Et par stilistisk forenklede drømme- og eventyrsekvenser – især det længe ventede møde med ’det sorte Jerusalem’ – falder delvis udenfor, og den bratte slutning på de økumeniske eventyreres lange rejse gennem Afrika kalder på en fortsættelse.
Men gevinsten ved omplantning til film opvejer tabene: Scenografien folder sig nu engang flottere ud, når de levende billeders præcisere fastlagte streg fører på pittoreske vandringer i det gamle Algiers stejle, snævre gyder, og mauriske byggekunstværker afløses af billedskønne panoramaer fra den nordafrikanske kyst, ørkenen og sågar savannen, for ekspeditionen når helt til Belgisk Congo – og et møde med en temmelig bøvet Tintin!
Ja, gammeleuropæisk kolonialisme, racisme og blind religiøs fanatisme ifølge enhver slags profet – det hele får sin bekomst af rabbinerens frygtløse kat.
Ikke noget angreb på religioner som sådan, men et varmt, vittigt forsvar for at bevare den sunde fornuft i alle anliggender, ikke mindst troens.
fortsæt med at læse
