Dagens 80-års fødselar er i virkeligheden kun 69 år gammel. Den slags talmysterier optræder hyppigt i de store filmfestivalers annaler, hvor de giver anledning til en herlig masse jubilæer og runde fødselsdage. Forklaringen på filmfestivalen i Venedigs forvirrende festivitas kommer her: LÆS OGSÅBier om Biennale-plads: »Der er ikke noget mere magisk end Venedig« For 80 år siden blev den første film på verdens første filmfestival vist på Lido di Venezia. Det skete 8. august 1932 udendørs på Hotel Excelsiors terrasse kun forstyrret af enkelte byger. Filmen var Rouben Mamoulians ’Dr. Jekyll & Mr. Hyde’. I 1932 var filmforevisningerne en integreret del af kunstens Biennale, men fra 1937 blev festivalen en selvstændig filmfestival og fik hurtigt kælenavnet ’La Mostra’ .Næsten alt ved det gamle I 1930’erne var Mussolini ved magten i Italien. Festivalen var et revolutionerende forsøg på at tage film alvorligt som kunstart, men blev selvfølgelig også en del af det fascistiske styres propagandamaskine. Kursen gik mod krig og ødelæggelse – og aflyste filmfestivaler. Ungdomsoprøret i 1960’erne føjede nye aflysninger til og dermed opstår rodet omkring den vitale 69-åriges 80-års fødselsdag. For at gøre forvirringen komplet begyndte man først at uddele Guldløven i 1949. Mussolini og ungdomsoprøret hører begge fortiden til, men på Lidoen ligner mangt og meget sig selv.
LÆS OGSÅ I Venedig kommer man helt tæt på stjernerne
Stjernerne kan stadig beses på Hotel Excelsiors terrasse. Festivalpalæet er stadigvæk identisk med Mussolinis kasino. Så når George Clooney skal kæmpe for sin dyd på pressemøder i Venedig, sker det i en høj sal med forgyldte spar, ruder, klør og hjerter i loftet.
Et nyt, storslået filmpalads er projekteret. Men foreløbig er det eneste, man har fået bygget, et stort hul i jorden. Hvis der rent faktisk er begyndt at skyde byggeri op, vil det uanset filmprogrammet være den klart største overraskelse på festivalen, når den begynder i dag.
Trods sin status som verdens ældste filmfestival må den gamle dame på Lidoen finde sig i at være overskygget af Cannes.
Nye kræfter
På Cannes har de markedet og musklerne. I Venedig har man til gengæld en afslappet cineast atmosfære, filmkunst i sandaler og få meter til stranden, hvor tykmavede bronzefigurer spiller backgammon og gufler spaghetti vongole i de stribede badekabiner.
69’eren er en årgang med mange spørgsmålstegn. Efter de seneste meget succesrige år under Marco Müller har Venedig en ny chef i skikkelse af Alberto Barbera, der som sin første embedshandling bekendtgjorde, at hovedkonkurrencen fra nu af maksimalt ville komme til at bestå af 20 film.
Det blev til 17, men kom op på 18, da Paul Thomas Andersons med spænding ventede ’The Master’ for kort tid siden blev tilføjet. Andersons første film i 7 år skal bl.a. konkurrere med landsmændene Brian De Palma (’Passion’), Hamony Korine (’Spring Breakers’) og sidste års guldpalmevinder, Terrence Malick (’To The Wonder’). Venedig og dens filmfestival betragter sig traditionelt som porten mod Østen, men tre asiatiske film i hovedkonkurrencen er ikke voldsomt. Til gengæld er japanske Takeshi Kitano en mester på en god dag, filippinske Brillante Mendoza absolut hot og koreanske Kim Ki-duk komplet uforudsigelig. Skandinavien ligger som regel for højt mod nord, til at man kan få øje det fra Venedig. Danske forhåbninger
