Jeg er en stor beundrer af Michael Shannon. Han fanger min opmærksomhed på en anden måde end andre skuespillere. Der er en indestængt eksplosivitet i ham, som i høj grad også er med til at gøre Ariel Vromens lejemorderportræt ’The Iceman’ til et af Venedig-festivalens foreløbige højdepunkter. LÆS OGSÅVenedig dag 3: Filmfestivalen kom sløjt fra start Da Shannon kommer ind til interviewet i cowboybukser med opsmøg og kraftige sorte sko, ser han umiddelbart yngre og mere afslappet ud, end jeg havde forventet. Men det varer kun, indtil han skal svare på første spørgsmål. Så krummer han sig sammen om sig selv, og med lukkede øjne under de buskede øjenbryn koncentrerer han sig 100 procent om at formulere fyldestgørende svar på spørgsmålene. »Det var en meget hård rolle«, siger Michael Shannnon, der ellers er vant til udfrodrende roller. Hvad han ellers sagde, kan man læse, når filmen senere får dansk premiere. Europæisk autencitet Professionelle skuespillere som Michael Shannon er der ikke rigtig plads til hos Ulrich Seidl. Han arbejder med amatører og ukendte skuespillere.
En galdegrøn galgenhumor præger østrigske Seidls portrætter af sine landsmænd som mennesker med indestængte følelsesliv og et rengøringsvanvid, der lugter effektivt af smånazisme. Når man skrubber gulv og trapper så manisk, gemmer man ting i mørke kælderrum. I Cannes præsenterede Seidl den første del af sin Paradistrilogi, som behandler tre beslægtede kvinders meget forskellige oplevelser af kærlighedens ’paradis’. Der fulgte man den midaldrende Teresa på sextur til Østafrika. Næsten lige så mange tæer skal man krumme i skoene i ’Paradies: Glaube’, som er med i Venedig. I modsætning til sin søster bliver Anna Maria hjemme i Wien. Hjemme hos kæresten, Jesus, som hun dyrker med pisk, sømbælte, Canossa-gang på køkkengulvet og andet fromt selvpineri. Når Anna Maria ikke arbejder som røntgensygeplejerske, missionerer hun i Wiens mere ydmyge kvarterer. Indvandrere, ugifte, alkoholikere og andre syndere får besøg af hende jomfru Maria-figuren. Kærligheden til Jesus Sammen med en gruppe ligesindede er hendes erklærede mål at erobre Østrig tilbage til katolicismen fra muslimer og swingerklubber. Så det kommer som noget af en overraskelse, da en lam herre ved navn Nabil halvvejs inde i filmen pludselig kommer anstigende i sin kørestol og viser sig at være Anna Marias ægtemand! Nogen forklaring på baggrunden for det mildt sagt uharmoniske ægteskab får man ikke. Hvilket er en smule utilfredsstillende. Nu bliver det i stedet en fortælling om fortrængning og sublimering hos en katolsk kvinde, der flygter panisk fra mareridtsagtige bunkepul i byens parker blot for i hjemmets renskurede skød at onanere ved hjælp af et krucifiks under dynen. I stedet for den besværlige jordiske kærlighed har hun kastet sin kærlighed på søde Jesus. LÆS OGSÅIndisk instruktør kritiserer Hollywood Seidls skildring af religiøs galimatias er ikke subtil, hans ubarmhjertige portrætter er svære at sluge og pointen ikke altid lige til at få øje på. Og alligevel er det en film, jeg ikke kan slippe med øjnene. Seidl insisterer med sine faste kameraindstillinger, sine sublimt koreograferede tableauer og sine ubarmhjertigt lange scener, der ender med at overskride alle rimelige pinlighedstærskler og ende i noget, der slet og ret er interessant. Efrons Iowa Ulrich Seidls film er klart den bedste hidtil i konkurrencen, men også den amerikanske ’At Any Price’ instrueret af Ramin Bahrani viser gode takter. Han slutter sig til de unge filmmagere fra USA, som laver realistiske dramaer om almindelige mennesker i klemme i senkapitalismens tidsalder, hvor de store fisk snart har spist så mange af de små, at havet er ved at være tomt. ’At Any Price’ udspiller sig i kornkammeret Iowa, hvor store firmaer, der sælger genmanipulerede, patenterede afgrøder, bestemmer slagets gang. Filmen er dog ikke en politisk tirade, men et familiedrama. LÆS OGSÅDansker konkurrerer ved verdens ældste filmfestival Storbonden og kornsælgeren Henry Whipple knokler for at udvide slægtens ejendom, men den ældste søn flakker verden rundt, og den yngste, Dean, vil hellere skabe sig en karriere som racerkører. Det moderne superlandbrug er en interessant ramme, og sammen med en vedkommende historie bringer det ’At Any Price’ ganske langt, men filmisk har Bahrani for lidt at byde på. Markerne bugner af genmodificeret majs. Halvvejs i spøg fremmaner man spøgelset fra 1930’ernes Dust Bowl. Men i aviserne kan jeg læse, at flere års ekstrem tørke og usædvanligt høje temperaturer nærmest har udraderet majshøsten i Midtvesten. Så sidder man der med sine majskorn. Patenterede og 1-årige. Patent og copyright på det levende liv? Hvis ikke det ligner helligbrøde, ved jeg ikke, hvad gør.
