Jeg sidder og slapper af med en tallerken risotto på Lidoens hovedstrøg, da lyden af en ophidset demonstration kommer nærmere. Er der optræk til generalstrejke i det kriseramte Italien? Først kommer politimænd med sved på panden og plexiglasskjolde. Så kommer demonstrationens fortrop, og den ligner bestemt ikke de marcherende bønder fra Bertoluccis '1900'. I stedet er det unge kvinder, der danser rundt i grønne og gule narredragter. Der bliver båret skilte og råbt taktfast, men midt i det hele bærer fire mænd to hule stensøjler. Rekvisitter. Barberas tur til at svinge kosten Og så går der en prås op for mig, da jeg ser bagtroppens store banner med påskriften 'Salviamo Cinecitta'. Red Cinecitta. Den legendariske filmby uden for Rom, som står foran lukning. Cinecitta er en vigtig del af italienske films kulturarv. Venedigs nye boss, Alberto Barbera, skilter med sin historiske bevidsthed. LÆS OGSÅVenedig dag 2: Der er gået 'kendis'-kuller i branchen Så hvor er det bedre at protestere imod tidens dårligdomme end på Lidoen? Især nu, hvor Barbera er tilbage i chefstolen, som han første gang sad i 1999-2001. Har var i færd med at arrangere sin fjerde festival, da Berlusconi kom til magten, og Barbera blev fejet ud af nye politiske koste. Men nu er det Barberas tur til at svinge kost og kniv. Kraftige nedskæringer Sidste år viste man 180 film på festivalen. Ifølge Barbera alt for mange og for broget. Så nu er der skåret ned. Hvilket kun skærper kravene til kvaliteten af de film, Barbera så rent faktisk har plukket af de 1.459 film af spillefilmslængde, man har besigtiget. Alene i hovedkonkurrencen har Barbera skåret ned fra 23 til 18 film. Så det er med spænding, jeg sent onsdag aften sætter mig ned for at se den første film, der er i spil til Guldløve nr. 69.
Mere mondæn end interessant Da jeg ved midnatstid forlader biografen igen, er det med dybe panderynker. Den 43-årige russer Kirill Serebrennikovs 'Izmena' ('Betrayal') er mere mondæn end interessant. En film om utroskab, hvor en mand, som kommer til lægen for at få undersøgt sit hjerte, får en overraskende besked af den smukke kvindelige læge. Det er hjertet, den er gal med. Altså ikke hans, men hans kones. Hun har nemlig en affære med lægens mand. Hvorpå de to bedragede indleder et forhold baseret på begær og hævntørst.
Tom kulisse 'Izmena' er lækkert lavet og ligner i ambitionen en russisk pendant til Wong Kar-wais stilfulde kærlighedsfilm, men i modsætning til 'In The Mood For Love' bliver 'Izmena' ikke andet end en tom kulisse. Mondæn. Næsten det værste, en film kan være! Meget bedre bliver det ikke med konkurrencefilm nummer 2. Franske Xavier Giannolis 'Superstar' er en mediesatire, hvor den helt almindelige og anonyme Martin Kazinski bliver berømt fra det ene øjeblik til det andet. Berømmelsen er uønsket og ubegrundet og springer lynhurtigt fra internettet til talkshowet. Alle klapper og tiljubler den virale og meget modvillige superstar. Kazinski går helt i spåner.
Mediekritikken er demokratiseret Men så kommer det forventede backlash, hvor offentlighedens og mediernes tilbedelse slår over i had og skuffelse, mens filmen synker om i mediekritisk forudsigelighed. Med Cecile De France som kvindelig journalist er der klar parallel til Nicole Kidman i Gus Van Sants 'To Die For', men uden meget bid. LÆS OGSÅDansker konkurrerer ved verdens ældste filmfestival
Det mest interessante er, at mediekritikken er demokratiseret. Skurkene er ikke bare slappe og sensationslystne medier, men en befolkning, der har lavet sig selv om til små enmandsmedier, som bevæbnet med iPhones ikke lader hjerteløse paparazzi meget efter. Sløj start Den bedste film indtil nu har været israelske Ariel Vromens amerikanske film 'The Iceman'. En film om den polsk-amerikanske lejemorder og trofaste familiefar Ritchie Kuklinski, som i 1970'erne likviderede mindst 100 mennesker for mafiaen. Lejemorderen med et gammelt sort raseri tordnende bag øjnene bliver fremragende fortolket af Michael Shannon i en film vist uden for konkurrence. Men, uha, for en sløj start for Barberas barberede konkurrenceprogram. Jeg håber ikke, verdens ældste filmfestival efter i år ligesom Cinecitta har kurs mod de truede italienske filmkulturinstitutioner.