De sidste år har der kun været et stort hul, hvor det nye, fornemme filmpalads skulle være skudt i vejret på Lidoen. Men i år er det anderledes. Nu er halvdelen af hullet i det mindste fyldt op og pyntet med en bar, nogle stole og lidt græs, man måske kan trille lidt bold på. Og således er banen kridtet op til Alberto Barbera, den nye direktør for filmfestivalen i Venedig.
Et smallere program Barbera opstiller tre mål, men jeg forventer ikke, han scorer på mere end et foreløbig. Et nyt filmpalads? Det vil jeg se, før jeg tror det. Et filmmarked, som kan konkurrere med Cannes og Berlin? Det har aldrig kunnet lade sig gøre før, så hvorfor nu? Men Barbera vil have et smallere og mere stramt kunstnerisk defineret program, og med kun 18 film i hovedkonkurrencen er det i hvert fald allerede blevet smallere.
Porten mod Østen er truet Hans forgænger, Marco Müller, er flyttet til rivalen i Rom. Müller har flyttet filmfestivalen i Rom til november, som er et ønsketidspunkt for asiatisk film, og han har slået dørene op på vid gab for sæsonens store premierefilm. Målet er 60 verdenspremierer i Rom. LÆS OGSÅ'Drive'-stjerne instruerer anden 'Drive'-stjerne i ny film Så ikke blot er Venedigs rolle som Porten mod Østen alvorligt truet, men Alberto Barbera kan også risikere at få sit ønske om en kunstnerisk ren festival for cineaster opfyldt på den hårde måde. Forsvinder de store amerikanske film, fordufter også stjernerne, og så bliver hovedparten af verdenspressen væk.
Overvægt af 'kendis'-stof Dilemmaet står temmelig klart med det samme, da jeg skal rundt og lave mine første interviewaftaler. PR-agenten Matthew er ikke den eneste, der holder meget af mig. Ikke pga. mit vindende væsen, men fordi jeg hellere vil tale med instruktøren end med en eller anden kendt skuespiller. Jeg er så heldig at arbejde for en avis, der stadig gerne vil have filmfaglige beretninger fra filmfronten. Den slags er der færre og færre af. År for år bliver der færre journalister, som kan afsætte andet end 'kendis'-filmstof, når de kommer hjem til Storbritannien, Norge, Holland eller Litauen.
Ufornuft, fordomme og følelser Åbningsfilmen uden for konkurrence på Venedig 69 er Mira Nairs 'The Reluctant Fundamentalist'. Filmen om verden efter 9-11 set med pakistanske øjne er bestemt ikke noget 'stjernefartøj'. Det er en seriøs film om ufornuft, fordomme og følelser. Men Kate Hudson er med. Og selv om Kate Hudson er stort set det dårligste ved filmen, er det hende, alle vil have. Som alle skal have, hvis ikke redaktøren skal blive sur, eller hvis de som freelancere skal gøre sig håb om at sælge deres artikel. Så da jeg siger ja til Mira Nair og nej tak til Kate Hudson, lyser Matthew, der er nyslået farmand, op, som om han lige er blevet far for anden gang.
Virkeligt miljø og interessant synsvinkel 'The Reluctant Fundamentalist' er lavet af Mira Nair. Indiskfødte Mira Nair kan tilføre filmatiseringen af Mohsin Hamids roman en virkelig fornemmelse for det miljø i den pakistanske storby Lahore, som meget af filmen udspiller sig i. Det er filmens ene store fortrin. Det andet er synsvinklen. Forsøget på at se konflikten med pakistanske øjne er interessant. Globalt aftegnes en konflikt, som ikke handler om kristne mod muslimer eller om fundamentalister mod ateister, men om islamisk fundamentalisme kontra kapitalistisk fundamentalisme.
Håndplukket til Wall Street Hovedpersonen Changez (Riz Ahmed) er søn af en berømt digter i en økonomisk trængt pakistansk overklassefamilie. Changez bliver uddannet på Princeton og håndplukket af et Wall Street-firma, der med brutale nedskæringer trimmer 'overflødigt' fedt af virksomheder. Sultne Changez er dygtig til sit job, men har sværere ved at finde sine ben som kæreste med en kulret kunstnertype (Kate Hudson). LÆS OGSÅStjernerne er ikke selv med i sex-scenerne i von Triers nymfomanfilm Så brager flyene ind i Tvillingetårnene, og alting ændrer sig for Changez.
Ny filmisk verdensorden Den noget skematiske historie om kulturidentitet er mere vellykket som pædagogik end som dramatik, men synsvinklen er spændende, og som politisk signal er valget af filmen om den modvillige fundamentalist som åbningsfilm et klart signal fra den nye boss på Lidoen. At filmen er produceret af oliepenge fra filminstituttet i Doha antyder en ny filmisk verdensorden i svøb.
Postkortsmukt på den grove måde Men foreløbig er klart den smukkeste 'film', jeg har set, tirsdag aftens solnedgang over lagunen, hvor månen hang som en bleg støvbold på en dueblå himmel. Langsomt voksede den sig hvidere og stærkere, i takt med at blåtonerne sank mod det stadig mørkere, og flyene trak hvide striber som fredsommelige kometer på tusmørkehimlen. Med Venedigs silhuet knejsende over lagunen var det postkortsmukt på den grove måde. Dagens internationale nyhed om polarisens rekordafsmeltning er dårligt nyt for Venedig. Men her er smukt. Så stigende vandstand og rabiat fundamentalisme fortoner sig for et par timer på det gamle, fornemme Hotel Danielis rosmarinduftende terrasse.