Jeg har lige sat mig ned for at spise antipasti di pesce på favoritrestauranten Africa, da en græsk kollega, Yannis, sætter sig ved bordet ved siden af. Jeg lægger mærke til, at han tilkaster mig undersøgende blikke. Til sidst kommer det ud: »Du ligner altså virkelig meget ham skuespilleren fra 'The Killing'!«. Kun langsomt går det op for mig, hvad han mener. Filmen er Per Flys 'Drabet'. Det er Jesper Christensen, han mener! Noget med den krumme næse og de skeptiske øjenbryn. En tumultarisk tid Per Flys 'Drabet' handlede om radikaliseringen efter 68, og det samme gør den franske instruktør Olivier Assayas' 'Après Mai'. LÆS OGSÅVenedig dag 4: Jesussex og anden helligbrøde Den delvis selvbiografiske film handler om dem, der var unge få år efter 1968. Filmen begynder i 1971, og i løbet af de følgende par år følger man Gilles, hans skolekammerater og kærester. En tumultarisk tid, hvor ungdomsoprøret hastigt udviklede sig til forskellige subkulturer. De ideologiske fraktioner på den talstærke yderste venstrefløj på kant med det etablerede samfund og med hinanden. Drømmerne, hippierne og rockscenen med psykedelisk flip og heroin. Togrejser, forelskelser, oprørsgejst, første gang på tryk. Medrivende og troværdig kollage Gilles tager hele turen med, og imponerende nok skaber Assayas af denne ungdomskulturelle smeltedigel en medrivende og troværdig kollage. Tonen er ømt indlevet og vittig uden at være overbærende eller sarkastisk. Jeg var selv 14 år i 1971. To år yngre end Assayas. Selv om der er langt fra Buddinge til Paris, kan jeg uden videre genkende tidsbilledet, retorikken og kunstnerdrømmene. LÆS OGSÅVenedig dag 6: Guldpalmevinders efterfølger skuffer fælt
Gilles drømmer om at blive maler, når han ikke deltager i politiske aktioner, men langsomt graviterer han imod de levende billeder og bliver vel en dag til noget i retning af Olivier Assayas, der debuterede som instruktør i 1979 og nu er en central fransk filmskaber.
Tradition, generation og fornyelse Som I flere af de andre gode film i Venedig i år er et centralt tema en undersøgelse af tradition, generation og fornyelse. Allerede Mira Nairs åbningsfilm 'The Reluctant Fundamentalist' kastede et nyt lys på både islamisk og kapitalistisk traditionalisme. Ramin Bahranis 'At Any Price' gjorde det med amerikansk landbrug som prisme.
Gammeldags kvindeliv I israelske Rama Burstheins 'Lemale Et Ha' Chalal' er scenen sat blandt ultraortodokse haradisk jøder. Her lever man så isoleret og gammeldags, at 1800-tallets bryllypsintrige, som man kender det fra Jane Austen og George Eliot, lever i bedste velgående. LÆS OGSÅVenedig dag 5: Lange køer til mesterens nye film
Her kan kvindens liv, lykke og rolle kun defineres i forhold til ægteskabet. Hvem skal den 18-årige Shira giftes med? Hun sværmer forsigtigt for et ungt blegnæb, men da hendes storesøster Ester dør, mens hun føder lille Mordecai, får hendes mor den ide, at Shira skal giftes med Esters efterladte mand Yochay.
Fryd for øjet og sjælen I dette tætte fællesskab træffes ingen beslutninger uden om rabbineren. Bursthein tilhører selv filmens haradisk jøder, så det lukkede miljø er skildret indefra. Det er spændende! Og da scenerne og dialogerne samtidig er elegante og fortættede og fotograferingen utrolig smuk, er 'Lemale Et Ha' Chalal' både en fryd for øjet og sjælen. Pludselig har konkurrencen taget fart på halvvejen. Selv den japanske veteran Takeshi Kitano har taget sig sammen. 'Outrage Beyond' er en meget sjovere og bedre gangsterfilm end forløberen 'Outrage'. De brovtende yakuza-gangstere er ramt på kornet, og en henrettelse ved hjælp af en baseball-kastemaskine hører til de mere opfindsomme aflivningsmetoder. Det viser sig, at også blandt yakuzaer har man helt traditionelle problemer med at forholde sig til tradition og generationskløft. De unge gangstere er nogle lømler, som tror, de skal køre med klatten, selvom de ikke engang er tatoveret over hele ryggen!