Det er en lettelse at tænke tilbage på de tider, da det svorne publikum af tilbagevendende bøsse- og lesbiskfestivaler lod sig nøje med et kysk kys på munden og lidt hud. En lettelse, fordi det kunstnerisk og på alle andre måder var pauvre tider, en lettelse, fordi de i den grad er ovre. LÆS OGSÅGuide: Fem film, du skal se på MIX En såkaldt LGBT-film anno 2012 er kun god, hvis den er… nåja, god. Og de dybeste indsigter ned i slugten af menneskelig erfaring og aspiration leveres ikke nødvendigvis af de film, der har de mest dunkende sexscener - eller de cuteste skuespillere. Bryder ny grund Det er alt sammen ret nyt. At Steve møder Pete, og Hannelore sin Julia, er fint og glimrende, og vi griner, græder og ægges lige efter bogen, hvis bare der er et minimum af filmfaglighed indover, hvis smilehullerne er skruet ordentligt fast i kinden, balderne er nogenlunde faste og dialogen tilpas sexet, doubles entendres, kalder vi det. Og selvfølgelig er historien om teenagedrengen, der ikke kan finde ud af at springe ud over for mor og far og baseball- eller fodboldkammeraterne lige eviggyldig år efter år, men hvis vi skal lægge alener eller i hvert fald blot tommer til den menneskelige lidelseshistorie, er det ikke de historier, der gør det. Det er derimod dem, hvor man er komplet i tvivl om, hvad man skal tænke og tro, fuldkommen usikker på, hvilke psykologiske forståelsesmodeller man skal hive frem for at blive den mindste smule klogere på også verden og sig selv. LÆS OGSÅ26 år gammel filmfestival får nyt navn og fokus Melvil Poupaud f.eks. i den flamboyante og tumultarisk rumsterende canadiske 'Laurence Anyways' … hvem er han? Kender vi ham? Er han os selv? Eller er der bare så meget som en kim i ham, en kim inde i os, set som i et spejl? Han er gymnasielærer, bliver spillet af en af fransk films smukkeste og mest maskuline og absolut mindst androgyne skuespillere. Filmen viser hans seksuelt frodige forhold til en kvinde, men hen ad vejen ser vi, at Poupauds karakter gemmer på en kvinde, der vil ud. I en scene i starten har han hæftet clips på alle sine negle i distraktion, en indikation af den vej, det går. Kæresten bliver forståeligt opbragt, da han fortæller, at han vil give kvinden i sig en chance, at hun fortjener at blive sluppet fri, men at det ikke vil ændre deres forhold. Han er en mand, der inderst inde er en kvinde, som elsker en (anden) kvinde. Det er den slags stof, moderne dilemmaer er gjort af! LÆS OGSÅFestivalleder til Djævlens Advokat: Hvordan kan du få det her til at handle så meget om sex? I 'Noor' er det en pakistansk transkønnet, skægløs i en kultur, der som et minimum fordrer skæg og umisforståelig maskulinitet. Noor, som er analfabet og arbejder som stikirenddreng på en rasteplads for truckere, er forelsket, næsten som i et 1001-nats eventyr, i en pige, der elsker ham tilbage, men hendes familie er traditionelt indstillet, og hun er føjelig. Da Noor begiver sig ud på landevejene i en lastvogn, han tog fra en mand, der voldtog ham, og som han dræbte i selvforsvar, er det for at finde frem til en mytisk sø, hvis vande kan kurere ens værste problemer - og samtidig give ham alibi som mand over for kærestens familie. Utvetydigt tvetydig Et andet og ligeså utvetydigt tegn på, at den såkaldte homofilm - det vi i forne tider kaldte for homofilmen, indtil begrebet blev ynkeligt antikveret og utidssvarende - tilhører fortiden, er en storladen fransk sag som 'Dronningen', for jo, den beskriver en kammerpiges betagelse af dronning Marie-Antoinette (en ualmindeligt indtagende Diane Kruger), og jo, den lader dronningen have et kærlighedsfyldt erotisk forhold til en tidligere kammerpige, men hovedærindet for filmen er at beskrive dronningen og kong Ludvig XVI's sidste dage, hvor de ude på Versailles hører efterretninger om folkelige protester, muligvis endda et stormløb på Bastillen.
Men hoffet fortsætter med deres daglige små intriger, kongen og dronningen nægter at tage truslen alvorligt, og kun vi nede i biografmørket og enkelte medvidere ude i periferien af filmen ved, at vi er i gang med monarkiets og enevældens store ultimative nedtælling. Den historie er instruktørens egentlige ærinde, men han har overskud til også at fortælle artige og uventede sager om sex og samkønnethed. Film er det mest bogstavelige medie i verden, det er både dets svaghed og styrke. Når man i 'Noor' introduceres for titelpersonen, tænker man - hvis man f.eks. er mig: »Hold da op, han er pæn«, og det samme - gætter jeg - går gennem hovedet på temmelig mange lesbiske tilskuere. Vi ser, hvad vi har lyst til at se. Og alligevel er der noget off ved Noor, noget utvetydigt tvetydigt. For ja, han har ikke skæg og smører sit underansigt som en besat for at få noget til at gro der - vi er trods alt langt fra velfærdssamfundets intrikate hormonkure, og ja, han har træk til fælles med mange kvinder, jeg har set. Hvad er han? Eller rettere: Er det overhovedet relevant i forhold til det mere universelle spørgsmål: Hvem er han? Eller hun? 'Noor' er en pædagogisk lektion i at sætte sig ud over bekvemme kønsdefinitioner, for spørgsmålene melder sig af sig selv, af castingen af skuespilleren i rollen - ikke udsprunget af nogen ortodoksi eller private fordomme. Det overraskende plot I den franske 'Let My People Go!' er det et større problem for Rubens familie af jødiske renseriejere, at hans kæreste, den finske hunk Teemu, ikke er jødisk, end at han er en mand. Om det afspejler virkeligheden uden for de mest forkælede storbykredse, er tvivlsomt, men det er rart at se en agenda udvikle sig og folde sig ud hinsides borgerretsproblematikken. Således også i 'Laurence Anyways', hvor Laurence, gymnasielæreren, en dag møder op i grøn spadseredragt, høje orange hæle og brede 80'er-skuldre, stiller sig nervøst op foran klassen i den evighed, godt et minut varer på film, indtil en pige rækker hånden op og spørger: »Side 8, afsnit 3 ... Deres vikar var lidt ulden omkring opgaven ...«, og livet går videre - realistisk eller ej. Og Laurence kan skride ned ad gangene på sine stiletter så stoltserende som John Travolta i 'Saturday Night Fever' - og til arketypisk 80'er-electronica. LÆS OGSÅLGBT'ere trives forbløffende dårligt i det danske frisindssamfund Filmen igennem er pointen, at kærligheden mellem Laurence og Fred (som pigekæresten hedder!) transcenderer noget så trivielt som kønsidentitet. 'Keep the Lights On' foregår i 00'ernes New York blandt forlæggere og kunstnere, så det giver sig selv, at homo-optikken er det allermindst problematiske i en film, der grundlæggende er en historie om narkotikas ødelæggende virkning på et parforhold, uanset personernes køn eller seksualitet, og i den ret vidunderlige amerikanske romantiske komedie 'Gayby' er det afgjort mere underligt, at hovedpersonen går i seng med en kvinde for at lave deres fælles barn, end at han i øvrigt boller med mænd. At kærlighed og køn sidder alle andre steder end lige nøjagtig mellem benene - den erkendelse synes at være kommet for at blive.
