Filmmagasinet Ekko er et ømtåleligt emne sådan at tage op. Et omstridt emne og måske også et lidt besværligt emne. For der er mange, der mener noget om magasinet, mange, som har holdninger til og historier om magasinet, men få, som vil ud med dem til citat. Og det kendetegner så måske magasinet meget godt. Magasinet er nemlig lige præcis det – kontroversielt provokerende og ofte i ilden på den ene eller på den anden måde. Og måske også lidt farligt at lægge sig ud med. Store bølger Senest har det provokerende karakteristikum vist sit potente ansigt i form af et sagsanlæg fra Zentropadirektør Peter Aalbæk Jensen, som, og vi citerer, vil knalde Ekko »big time«, fordi magasinet, i Aalbæks øjne, har bedrevet uvederhæftig journalistik og uberettiget har anklaget filmselskabet for at have snydt en hulens masse unge og håbefulde skuespilleraspiranter for mindst 250.000 kroner.
En injuriesag er derfor blevet anlagt, ingen ved endnu, hvis og i så fald hvornår den kommer for retten, og så skal vi i øvrigt ikke snakke mere om det. For det her handler om Ekko. Et tretten år gammelt nichemagasin, som i trykt form (jo, man råder da også over en hjemmeside) er fyldt med anmeldelser, interview og essay, som blot udkommer til 10.000 læsere fire gange årlig og som sådan slet ikke burde kunne skabe den grad af debat, som det flere gange har gjort.
