Abekattestreger kan man roligt kalde den talentfulde og originale Jan Rahbeks spillefilmdebut efter den prisbelønnede 2008-afgangsfilm ’Space Monkeys’.
For i den bananrepublik af en tropeø, hvor Marco Macaco er strandbetjent med direkte reference til præsidenten, er hele befolkningen aber.
Undermålerdiktatorens generalkasket er syet til at vokse i, men studenterhuen trykker heller ikke Marco eller hans landsmænd. Hans danseglade veninde Lulu lader sig lokke af den bondesnu Carlo og hans Casino – som er en camoufleret kamprobot til virkeliggørelse af Carlos egne diktatordrømme!
Marco må have en hel flok pirater til hjælp for at redde land og Lulu.
Frödin og Lehfeldt som aber
Den festlige omgang løjer – med lidt rigeligt langkål i første tredjedel og effekter i kø i sidste tredjedel – er produceret af Thomas Borch Nielsen, der også har været ind over manus og selv instruerede animationsfarcen ’Disco-ormene’.
Mens grotesk farceanimation er slagkraftig i kortformater, ville abekattestregerne i spillefilmlængden her vist vinde ved en mere synlig dosis alvor som kontrast.
Men den stand-up-inspirerede grovsatire fra andre nyere danske animationskomedier savner man ikke; her ligger forbilledet snarere et sted mellem Monty Python og Jacques Tati, og mere af den voksenvenlige vanvidspoesi, tak!
Peter Frödin og Mille Lehfeldt lægger godmodige stemmer til Marco og Lulu, men især Rune Tolsgaard som den sleske (midtjyske?!) svindler Carlo og Tommy Kenter som snotsentimental piratkaptajn tilføjer filmens to sammensatte figurer de dybder af vemod og vildfaren livsappetit, der gerne måtte være mere af.
fortsæt med at læse






























