Man kommer vel ikke meget tættere på at møde en ung Orson Welles, tænkte jeg på vej til interviewet med Paul Thomas Anderson efter at have set hans nye film ’The Master’.
Jeg var stadigvæk helt tummelumsk af at stirre ned i det blå, brusende kølvand, som i filmen strækker sig ud bag Franklin D. Roosevelts gamle præsidentskib ’USS Potomac’. At bruge et kølvand til at symbolisere den tid og afstand, man lægger bag sig, er så symbolsk banalt, som det kan blive.
LÆS OGSÅ Kult-instruktørs kultiske fabel er filmisk fuldkost
Det virker bare ikke sådan, når det er en gudbenådet billedmager som P.T. Anderson, der står for billederne. Så fremstår billedet og symbolikken sammen stærke og håndgribelige.
Den 42-årige amerikanske instruktør skaber film med samme overlegne intelligens som Welles.
Med den samme frygtløse interesse for at skildre magtmenneskets komplekse psykologi. Sidst man hørte fra Anderson, var, da han for fem år siden instruerede den næsten frygtindgydende sammenbidte ’There Will Be Blood’ om rødderne for den amerikanske kapitalismes rovdyrpsyke.
Nu er han tilbage med ’The Master’. En film, som handler om en sømand, der slipper levende om end traumatiseret fra Stillehavskrigen, og om sømandens møde med kultlederen og religionsstifteren Lancaster Dodd.
At skildringen af den begavede charlatan Dodd er stærkt inspireret af Scientology-grundlæggeren L. Ron Hubbard er ikke til at tage fejl af.
Pinagtigt pressemøde
’The Master’ er imidlertid ikke nogen banalt kontroversiel hudfletning af Scientology.
Filmen er et magtfuldt studie af forholdet mellem to mænd i efterkrigstiden. En film om Mesteren og Disciplen. Herren og hans hund. Lancaster Dodd og Freddie Quell.
To mænd, som spejler deres forhold til alkohol og kvinder i hinandens voldsomme libido. To mænd spillet af Philip Seymour Hoffman og en Joaquin Phoenix, der fik alle i Venedig til at tabe underskuffen af forbløffelse.
To gange 'Paul Anderson' dominerer HollywoodFørst i beundring over den berømte og berygtede skuespillers ekstreme og fabelagtige spil som psykisk ustabil, fordrukken sømand. Dernæst over hans mærkværdige og arrogante opførsel ved filmens officielle pressemøde.
Phoenix tilbragte det meste af tiden med at gå ud at ryge, mens den forsamlede verdenspresse sad og blomstrede med deres spørgsmål.
Da P.T. Anderson også helst trak på skuldrene, endte hele pressemødet som en pinagtig affære.
Det startede med en sømand
Men da først Anderson sætter sig ned ved bordet for at snakke om ’The Master’, fejler snakketøjet ikke noget.
»Faktisk har jeg i mindst ti år tumlet med en historie om en sømand. Jeg tumlede med John Steinbecks biografi. Fra tiden hvor Steinbeck under forbudstiden var ung i det nordlige Californien. Engang satte han en seddel på døren med beskeden »Taget til Kina« og gik ned havnen for at tage hyre på et skib og leve livet som helten Jack London.
Men ingen ville forhyre ham. Steinbeck prøvede at lave en dramatisk exit, men endte med bare at drive rundt, knokle som landarbejder, lave sprut og arbejde kortvarigt i et stormagasin. Jeg prøvede at få det brygget sammen til en historie, men det ville ikke rigtig lykkes. Så lagde jeg det til side og skrev ’There Will Be Blood’«.
»Jeg lod det ligge som ’ulvestøv’. Det kalder man sådan noget, man lader ligge i skabet, så der er noget til ulven, hvis han pludselig skulle komme forbi og banke på. At skrive synes jeg i høj grad handler om at have ulvestøv liggende rundt omkring på hylderne«, siger Paul Thomas Anderson og smiler noget, der kun kan beskrives som en civiliseret udgave af et ægte ulvesmil.
Forskellige afskygninger af far-søn-lignende forhold er et gennemgående tema i P.T. Andersons film og er det også i ’The Master’.
»Ja, sådan er det åbenbart. Hver gang går man i gang med forestillingen om, at man skal lave noget helt nyt. Og så ender det alligevel med at blive mere af det samme. Der er en tyngdekraft i det. Det er lidt enerverende«, konstaterer han.
Men vist mest for at lukke dén diskussion. Med en tilståelsessag er det hurtigt overstået.
Det kræver indlevelse
Scientology er næste oplagte tilståelsessag.
»Som alle andre har jeg været nysgerrig. Jeg har betragtet Scientology på afstand og fundet det lidt sært. Men jo mere jeg fandt ud af, desto bedre kunne jeg forstå de mennesker, der får noget ud af det«, forklarer instruktøren, der er scientologen Tom Cruises gode ven.
Det er en pointe i filmen, at Lancaster Dodds religionsfilosofi måske nok er vidtløftigheder og humbug, men at den terapeutiske metode måske kan hjælpe på et kaotisk sind.
»Især i dianetikkens tidlige dage synes jeg, der var noget sympatisk over forestillingen om, at man ved hjælp af tidsrejser kunne regne ud, hvad der var galt med folk. At man kunne komme tilbage til ondets rod ved at huske et andet, tidligere liv. Det synes jeg da er udtryk for optimisme! Og slet ikke så tosset endda.
Det er let at gøre grin med det, og foretagendet har en broget historie, men når man undersøger noget for at lave en film om det, må man prøve at finde ud af, hvad det er ved det, man kan lide. Hvis man bare vil prikke hul i ballonen, er det ikke umagen værd. Dertil tager det simpelthen for lang tid og koster for mange kræfter at lave en film«.
Troen og tvivlen
Næste tematiske spørgsmål handler om tro og tabet af tro. Er det en tendens i hans film?
Paul Thomas Anderson klemmer sine ulveøjne lidt sammen.
»Jeg tænker ikke på tro og den slags. Jeg tænker kun på de figurer, jeg skaber. På hvad de betyder for hinanden. Hvad er deres historier? Hvad har de gang i? Præsten med sin spirituelle svindel i ’There Will Be Blood’ var en specifik rolle i forhold til emnet. Men jeg så slet ikke på Lancaster Dodd på den måde. Det er noget helt andet, synes jeg«, siger Anderson og glider ind i sin egen films tankegang:
»Hvorfor vil nogen bruge så mange kræfter på at hjælpe andre? Det kan synes som et dumt spørgsmål. Hvad skulle der være galt i det? Men måske handler det samtidig om et menneske, der prøver at beherske sin egen galskab og kontrollere sin egen sult. Og så er der bare folk, som er bedre til at snakke end andre. Som elsker at være omgivet af mennesker, der lytter til dem som en slags udvidet familie.
Sådan en mand er Lancaster Dodd. Han kan også godt lide at have det sjovt og at køre hurtigt. Han går i det hele taget meget positivt til angreb på livet. Han er simpelthen en god figur og alt for kompleks til bare at være en charlatan«.
Alle kvinder afklædes
Sprog, sprut og sex er de tre s’er i Mesterens magtfulde cocktail.
Freddie har ikke meget sprog, men han kompenserer så rigeligt, hvad angår de to andre s’er. Han drikker alt, hvad der er flydende, og lader sig ikke stoppe af, at en kvindekrop er formet i sand.
»Grundlæggende vil han bare stikke den ind, hvor han kan komme til det. Hvis man var sådan en gruppe fyre, der havde været i krig og tilbragt jeg ved ikke hvor lang tid om bord på et skib, ja, så var man altså sulten efter sex«, konstaterer Anderson.
»Det første man ville gøre, når man kom i havn, var at få fat i nogle piger«.
I en scene ser man kortvarigt verden med Freddies øjne.
Der er fest i bungalowen. Mesteren danser med damerne. Freddie sløver småfuld i en lænestol. Pludselig er samtlige kvinder splitternøgne uden selv at opdage det eller tage notits af det.
»Han klæder kvinderne af med øjnene. Vi ser verden med Freddies øjne, og han klæder sandsynligvis hver eneste kvinde, han ser, af med øjnene. Som vi alle sammen gør det!«, griner han og ser rundt på journalisterne af begge køn.
»Åh Gud, sikke noget forfærdeligt noget at fyre af«, siger han og ryster på hovedet.
I Joaquin Phoenix’ land
Både pga. sit skuespil og sin optræden på pressemødet var den uforudsigelige Joaquin Phoenix på alles læber i Venedig. Hvordan var det at arbejde sammen med ham?
»Han var meget uforudsigelig på en god måde. Han er en utrolig opfindsom skuespiller. Han kunne gå rundt i to dage og stille og roligt følge manuskriptet og så på tredjedagen vende op og ned på det hele og gøre alle snotforvirrede. Det var fremragende!
Vi nåede aldrig dertil, hvor man bare gør, hvad der skal gøres, og tøffer hjem kl. 17. Han var hele tiden på jagt efter nye måder at gøre tingene på. Han er en type skuespiller, der simpelthen bare kan lyse hele rummet op, men meget af tiden aner man ikke, hvor han er på vej hen«.
»Han er stærk. Meget stærk! Vi havde væddemål bag kameraet. Hvor mange stuntmænd ville han sætte ud af spillet i slagsmålet? Da dagen var forbi, havde vi de her otte benhårde stuntgutter siddende på rad og række. Den ene havde et smadret øje, den anden bandager og ingen af dem var for kønne.
Det var også godt for Phil (Philip Seymour Hoffman). Joaquin skræmte ham. På den gode måde. Han er så god og stærk selv, så han har brug for en ordentlig modstander«, mener Mesterpromotoren.
Paul Thomas Anderson har flere gange tidligere prøvet at slå kloen i Joaquin Phoenix. ’Boogie Nights’ sagde Phoenix blankt nej til. ’There Will Be Blood’ takkede han nej til, fordi han på det tidspunkt ikke havde lyst til at arbejde.
Men allerede nu ser det ud til, at et nyt fælles projekt er i støbeskeen.
Oscar-skandale
Paul Thomas Anderson, der ikke trives med rollen som den eksklusive instruktør, der kun laver film en sjælden gang, håber, at han ret snart kommer i gang med den planlagte filmatisering af Thomas Pynchons ’Inherent Vice’.
Det vil i så fald blive den første filmatisering af en Pynchon-roman nogensinde.
Der har længe været snak om, at Robert Downing jr. skulle spille romanens potrygende detektiv, men nu peger pilen ifølge dugfriske rygter på Joaquin Phoenix.
Få dage efter interviewet i Venedig i september fik ’The Master’ næsten Guldløven.
Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix delte prisen som bedste skuespiller. Paul Thomas Anderson blev bedste instruktør, mens Kim Ki-duks ’Pieta’ fik Guldløven.
Snart gik rygterne og hævdede, at juryen i virkeligheden havde tildelt ’The Master’ Guldløven, men havde overset Venedig-reglen om, at samme film ikke må få prisen for bedste film og bedste instruktør.
Et halvt år senere er både Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix blandt favoritterne til en Oscar.
Men Paul Thomas Anderson må nøjes med at se på. At ’The Master’ ikke er blandt de nominerede til årets bedste film, kan være svært at forstå.
At Paul Thomas Anderson ikke er nomineret til instruktørprisen for sin præstation med at iscenesætte ’The Master’ er ifølge flere prominente iagttagere intet mindre end en skandale.
fortsæt med at læse
