De burde være glade, matroserne. Anden Verdenskrig er ved at ende, en ny verden venter. Men noget er smuldret indeni, og det ses tydeligt, da matroserne bygger en kvinde i sandet på en strand et sted i Stillehavsregionen.
LÆS OGSÅ Filmredaktøren jubler: Mesteren fra Hollywood er på vej
De bedækker hende på skift, men en af dem kan ikke løsrive sig, da først han har lagt sig til rette, og han fortsætter med at pumpe løs i den kvindelige sandfigur, længe efter at hans soldaterkammerater er holdt op med at le.
Denne ene mand er Freddie Quell (Joaquin Phoenix), en marinesoldat, der har mere end svært ved at finde fodfæste efter krigens afslutning.
Famlende sjæle
Han er desillusioneret, lider af en ’tilstand’ (som man sandsynligvis i dag ville kalde posttraumatisk stress) og er dybt afhængig af de giftige cocktail, han under krigen lærte sig selv at blande ud af terpentin, maskinrens og senere fremkaldervæske, da han får job som portrætfotograf i et stormagasin efter krigens afslutning.
Fordrukken og nedslidt havner Freddie mere ved held end ved snilde på et luksusskib med kurs mod New York og møder her titlens ’Master’, Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), hvis åndelige fællesskab virker som en magnet på den åndeligt hjemløse Freddie, der bliver mesterens nye discipel og bartender.
Det er historien om Freddies åndelige opløsning, der fylder første halvdel af Paul Thomas Andersons ’The Master’, men det er fortællingen om Freddie og mesteren, far-søn-forholdet mellem to famlende sjæle, der bliver filmens kerne – selv om det er svært helt præcis at forklare, hvad ’The Master’ egentlig handler om.
Mesteren og lærlingen
Med omtrent samme gravitas som en film af Michael Haneke, men mindre stringent driver ’The Master’ af sted som skibet i filmen på et hav af brusende hemmeligheder og uigennemskuelig mystik.
Hvem er disse mennesker?
Freddies fortid åbenbares for os i små erindringsglimt, men mesteren forbliver en mystisk figur – en fritænker (Anderson har i interview medgivet, at han er formet over Scientologys skaber, L. Ron Hubbard), en mand med en indlysende fascinationskraft, men hvor hans filosofi kommer fra, og hvad den nærmere bestemt går ud på, henstår i filosofisk tågesnak.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Dodds egen søn mener, at hans far finder på det hele undervejs.
Sublimt skuespil
Skuespillet er helt sublimt. Philip Seymour Hoffman er lige netop mesterlig i titelrollen, selv om hans mudrede monologer ikke ligefrem anskueliggør, hvordan han har fået sit kultiske følge.
Amy Adams er uhyggelig som hans iskolde, kontrollerende hustru. Men især er Joaquin Phoenix fuldstændig formidabel i hovedrollen som den kuldslåede Freddie.
Han forsvinder simpelthen ind i rollen som den fortumlede drukkenbolt, og figuren får liv helt ud i den forvrængede mimik hos Phoenix i det, der må betegnes som et højdepunkt i hans karriere af svære, krævende roller – ikke mindst siden han for snart fire år siden rablede sig gennem fupdokumentaren ’I’m Still Here’ og lignede en skuespiller i krise.
Det gør han ikke længere, og scenen, hvor han bliver smidt i fængsel og som et vildt dyr vrider sig ud gennem sit tøj og sparker cellens toiletkumme til porcelænskrummer, er både gribende og dybt foruroligende.
Enestående filmografi
’The Master’ er også endnu et højdepunkt for Paul Thomas Anderson, der fik instruktørprisen i Cannes for netop denne film. Ved at skabe film så komplekse, mørke og opake, skaber Anderson nærmest i sig selv en kult omkring sig.
»Jeg tror på Paul Thomas Andersons kirke«, skrev The Rolling Stones anmelder ligefrem. Hans film kræver da også en særlig form for hengivelse, da ingen af dem er lette at forstå. Den bare 42-årige instruktørs filmografi er imponerende med film som ’Boogie Nights’, ’Magnolia’ og ’There Will Be Blood’ under bæltet.
Jury i oprør: Gylden Løve skulle have gået til en anden filmDen røde tråd i hans æuvre må siges at være skildringen af pionerer og ledere, af alternative familiestrukturer (pornobranchen i ’Boogie Nights’, den kultiske sekt her i ’The Master’) og af centrale perioder i USA’s dannelsesfortælling – især perioder, hvor der er åndeligt nulstillet og åbent for nye måder at tænke på.
Andersons film kræver nye måder at tænke på, det er det, der gør dem enestående. Både lydsiden med den sært dragende musik af Jonny Greenwood og billedsiden, som denne gang er filmet i 65 mm for ekstra righoldighed, er eminent, men håndværket gør det ikke alene.
Tankens drama
’The Master’ er et tankens drama, og når filmen er slut, lever den videre i eftertanken, men hvad står så tilbage i erindringen?
En historie, hvis korte dramatiske kurve gør det svært at nå ind til personerne og forstå dem, endsige interessere sig mere end blot flygtigt for dem. ’The Master’ er ikke en film, der binder sløjfe på sine ender, tilbyder trøst, forklaring eller enhed.
Det er en film, der efterlader de fleste spørgsmål ubesvarede, og det er i sig selv forfriskende og frisættende, men det er også gjort med en pervers grad af kontrol, der virker følelseskold og sine steder afstumpet.
Så selv om ’The Master’ er en på alle måder imponerende film, er den mere pirrende end medrivende, insisterende og irriterende på samme tid. Men alt andet end mainstream.
fortsæt med at læse
