Sikken en regn!
Vejret kan drille i forårsmånederne, men sjældent har paraplysælgerne tjent flere penge på Croisetten end under den forgangne weekend. Hvilket betød, at en af årets hovedbegivenheder – den årlige fodboldkamp mellem Europa og resten af verden – blev aflyst for første gang i 16 år. Zidanes gamle hjemmebane stod under vand.
Jeg håber, at vores holdleder fik orienteret Anthony LaPaglia i ordentlig tid. Sidste år fløj den australske skuespiller til Cannes alene for at vogte buret i halvanden time – under to fridage fra det Broadway-stykke, han optrådte i.
Den aflyste kamp betød, at jeg pludselig havde fri mandag aften, som typisk er den mest tætpakkede i festkalenderen.
Vi har en filmskolestuderende fra London med som ’føl’ i år, så hende tog vi med på runden, der begyndte med martini med mesteren, Michael Haneke.
Han dukkede vanen tro op i bedemandsantræk, men også med det brede smil på. ’Amour’ er værd at fejre og ligner pt. den mest oplagte Guldpalmevinder.
Reception hos Kiarostami
Næste station var en reception for Abbas Kiarostamis nye film.
Her skulle jeg hooke op med min tyske ven Martin, der arbejder for den tysk-franske tv-station Arte og både laver festivalreportager og dokumentarfilm fra verdens brændpunkter. Han fik opdateret mig på privatfronten. Familien er velkørende, og Martin er snart færdig med at bygge på et sommerhus i en skov nord for Berlin. Herligt.
Undervejs fik jeg også talt med Kiarostami-filmens salgsagent, så vi begge kan sætte flueben ved det møde, som vi aldrig fik sat termin på.
Da vi sagde ja til at have Elizabeth som en slags praktikant, havde vi advaret om vores lidt uortodokse arbejdsmønstre. I stedet for at halse rundt til møder, der oftest forsinkes, udskydes og æder tid fra filmvisningerne, så tager vi snakken, når der alligevel skal socialiseres.
Og ellers er sms’en et fantastisk arbejdsredskab. Vi har handlet mange film hjem ad den vej.
Om eftermiddagen var vi inviteret til frokost af folkene fra StudioCanal, som vi bl.a. har købt et par David Lynch-film af.
Vores kontakt, Anna, var tilbage fra barsel og kunne stolt fremvise festivalakkrediteringer for sine nybagte tvillinger.
KIM FOSS
Granddirektøren: En ægte røverhistorie fra CannesOg så fik vi evalueret vores sidste film fra hende, ’Anonyme romantikere’. Den levede ikke rigtigt op til forventningerne. Måske var den bare lidt for light? Vi kommer ikke nærmere en forklaring.
Film om Fassbinder
Martin og jeg tager en tur ned mod festivalpalæet. På Hotel Majestics strand er German Films værter for en fest i den finere ende. I indgangen møder jeg min gamle ven Anatol fra München.
I 1980’erne drev han en Europas mest velrenommerede undergrundsbiografer og stod bl.a. bag et 18 minutters remake af Warhols ’Lonesome Cowboys’!
Thomas Bo Larsen fik tæsk under 'Jagten'-optagelserNu er han strøget til tops i den mere kommercielle tyske filmverden og planlægger en film om Fassbinder, som vil blive annonceret i morgendagens brancheblade. Jeg spørger, om han kender Christian Braad Thomsen, der har skrevet så glimrende om den tyske instruktør.
Anatol ryster på hovedet, så vi aftaler, at jeg sætter dem i forbindelse med hinanden. Anatol vil ikke have mit visitkort. Vi er for pokker venner på Facebook. Det havde jeg glemt.
Triste Bayernfolk
I indgangen møder jeg også den tidligere chef for Bavaria Film, Thorsten Ritter. Jeg var med til at fejre hans 50-års fødselsdag i Toronto. Dengang tikkede der en tillykke-sms ind fra Bayern Münchens chef Uli Hoeneß.
Den festede vi ekstra på, men her i Cannes hænger Thorsten med mulen. Bayern München havde fortjent bedre. Bagefter render jeg ind i Nick Roddick, som er Elizabeths lærer på filmskolen i London – og en af de sejeste veteraner på festivalscenen.
Han fortæller, at han så Champions League-finalen til den rumænske fest, og at Dardenne-brødrene var dem, der jublede allermest over Chelseas sejr. Det belgiske instruktørpar hører til de ganske få, som har hjembragt guldpalmerne to gange. Vi gisner lidt om, hvad de dog måtte have at udsætte på tyskerne.
KIM FOSS
Granddirektør Foss: Jeg skal holde mig på måtten i årNorske Trier er en stjerne
Og så fortsatte vi videre til Göteborg og Haugesund-festivalernes fælles arrangement. Den første, jeg støder ind i, er Joachim Trier i vanlig optimistisk form.
Sidste år købte vi ’Oslo, 31. august’ hernede. Og her er evalueringen positiv: Joachim er rigtig glad for de danske tal, og han har heller ikke glemt de gode bøffer, vi spiste på MASH, da han var i Købehavn for at give interviews.
Joachim kan også glæde sig over filmens fremmarch i Frankrig, hvor den allerede er set af dobbelt så mange publikummer som hjemme i Norge. En af mine franske kontakter spørger, om jeg vil introducere hende for Joachim. Han er en star. Og i Cannes er vi alle sammen groupier for Vor Herre – og de store filmkunstnere.
Og så er det ellers ud af døren og op på cyklen. Hjem i nogenlunde ordentlig tid. En ny dag truer.
Som kompensation for den aflyste kamp har jeg lovet mig selv at gå til en privat visning af Olivier Dahans nye film, ’The Dream Team’. Det var ham med ’Spurven’ om Edith Piaf.
Den nye film handler om en flok tidligere fodboldstjerner, der finder sammen for at redde en landsby i Bretagne. Sådan lyder salgsagentens pitch i hvert fald. Det kan vist gå alle veje.
fortsæt med at læse
