Vi er kun to dage inde i årets festival – og jeg er definitivt omsluttet af boblen. Nu og de næste tolv dage handler det kun om film. Og så alligevel ikke, for filmene afspejler i den grad verden omkring os – og verden, som den tager sig ud i en masse afkroge, vi ellers aldrig kommer i nærkontakt med.
I år er jeg ikke kun af sted med to kasketter – filmindkøberens og biografdirektørens – men også med en hvid Stetson, der skal holde solen fra døren, når jeg flere gange dagligt skifter de mørke biografsale ud med den skarpt solbeskinnede hverdag på Côte d’Azur.
Fransk films store starlet er »viril og sårbar«En slags hverdag er der nemlig tale om. Filmfolket drikker ikke kun longdrinks i palmernes skygge. Her handles, holdes møder og kommunikeres over alle platforme. Og netforbindelsen er Gud. Derfor har jeg opgivet min stamplads i den lavloftede kahyt i den gamle havn.
'Citronlunden'
Mette, min medsammensvorne i Camera Film, har skaffet en lejlighed, hvor hele elektronikken kører. Og så er der i tilgift en have, der, selv om den ikke er større end kontoret derhjemme, prydes af et citrontræ i fuldt flor.
Det glæder vi os over flere gange om dagen. Og så har træet ekstra symbolværdi for os, for en af vores succeshistorier hed 'Citronlunden’. Den solgte rigtigt mange billetter for sin slags - en palæstinensisk-israelsk co-produktion af Eran Riklis i 2008. Snak om fjerne horisonter!
LÆS MERE
Kim Skotte: Fransk stjerneinstruktør skuffer i CannesUnder en af de første pauser i filmprogrammet går jeg en tur ud af min gamle mole og støder straks ind i François Yon, som er den salgsagent, vi i sin tid købte ’Citronlunden’ af.
Der er altid synkronicitet i luften i filmverdenen. Det viser sig, at François tester min gamle model af. Med køjeplads i vandlinjen nu iklædt smoking og på vej til galla. Vi aftaler at mødes senere på ugen, sælger og køber.
Børs og katedral
Hvis han ellers har tid, når jeg stikker forbi hans kontor, der befinder i filmmarkedets hovedbygning bag festivalpalæet. Jeg afskyr de fastlagte møder som pesten, for de ender næsten altid med at kollidere med en filmvisning, man bare ikke vidste, at man måtte gå til.
For os med smag for de mere kunstneriske film er Cannes virkelig børs og katedral. Vi taler rigtig meget om filmiske virkemidler og den slags, men når dagen er færdig, skal der altid sættes beløb på.
FOTO
Og heller ikke her sætter fantasien nogen grænser. Vilkårene fra kontrakt til kontrakt er ganske ens, men på ét punkt er der forskel: Minimumsgarantien. Den svarer til de forskud, der betales på bogmarkedet, og jo større risiko salgsagenten kan skubbe over på os købere, des bedre for ham.
Det rigtige tidspunkt
Men der må være en kant, og derfor har vi f.eks. slet ikke budt på Jacques Audiards konkurrencefilm ’Rust and Bone’, selv om den er fremragende og ligger perfekt til både Camera Film og Grand Teatret, hvor vores filmindkøb som tommelfingerregel også skal passe ind.
At smide et lavt bud for tidligt i processen, kan være en dårlig strategi. Hellere lade et par dage gå og håbe, at prisen finder et realistisk leje, så vores endnu mindre bud ikke virker som en fornærmelse.
Egentlig ved salgsagenterne det jo godt: Danmark er lidt af et uland, når det gælder import af de knapt så kommercielle film. Udbuddet er ikke imponerende, og det er vores tilskuertal heller ikke altid – sammenlignet med, hvad man kan arbejde med og præstere i andre nordeuropæiske lande.
Haneke og Anderson er købt
For os er det en præmis, så det gælder om at holde sig på måtten og undlade at blive revet med af hypen og den løsslupne festivalstemning. Når det bliver hverdag derhjemme, kan palmesuset hurtigt synes langt væk. Så skal filmen stå på egne, skrøbelige ben.
I år har vi lovet os selv at have ekstra is i maven, for egentlig mangler vi ikke film. I april var vi i Paris og se Michael Hanekes konkurrencebidrag ’Amour’. Den købte vi på stedet.
Og i februar var vi til en privat visning af Wes Andersons ’Moonrise Kingdom, i Berlin. Den har vi også købt til dansk distribution – inden den blev udvalgt til at åbne ballet i Cannes.
KIM SKOTTE
Kim Skotte: Spøjs spejderlejr åbnede filmfestenAf samme årsag valgte vi gallaåbningen fra onsdag aften, spiste i stedet et par gode bøffer på den lokale bistro og endte til afterparty på filmen. På stranden over for Hotel Carlton glimrede Bruce Willis og co. mest ved deres fravær.
Men barpersonalets spejderuniformer - inspireret af filmen - holdt hele vejen. Det kunne være en sjov gimmick at sakse, når vi skal sætte filmen op i danske biografer til september.
fortsæt med at læse
