Frøken Mærkværdig er ikke meget større end den æske cigarer, der står på faderens blankpolerede skrivebord, da hun bliver kaldt ind til en snak om den kometkarriere, der naturligvis venter hende ude i voksenlivet. Han kigger alvorligt gennem designerbrillen og svinger en løftet pegefinger i luften. »Man er nødt til at være mellem de ti bedste i verden. Ellers er man nemlig ingen. SLET INGEN! Forstår du det?«. »Aha, jaa ... neeej«, mumler den lille pige med sutten, mens den habitbetrukne faderfigur skuler til sit ur: »Nå ... så vidt jeg kan se, så må vi vende tilbage til denne her sag ved en senere lejlighed. Hvad skal vi sige ... vil det passe om femten år«, spørger forretningsmanden, inden han drøner af sted i en rumraket med ordene: »Denne her planet har ikke format nok til mig«, rungende efter sig. Cigaretrygende kunstnergeni Sådan begynder den knap 29 minutter lange animerede kortfilm ’Frøken Mærkværdig & karrieren’, der har dannet kult i Sverige og får premiere herhjemme i dag.
Den har blandt andet vundet prisen for bedste nordiske kortfilm på filmfestivalen Nordic Panorama og handler om antiheltinden Frøken Mærkværdig, der bliver håndplukket mellem tre millioner ansøgere til en eliteskole for kreative genier. Her går hun fra at være en ung og på overfladen selvsikker kvinde – fuld af forhåbninger om at blive anerkendt for noget stort – til at blive et cigaretrygende nervevrag, der er tynget af præstationsangst og har selvhjælpsbøger spredt ud over stuegulvet, fordi hun hverken kan leve op til sine egne eller omverdenens karrieredrømme.






























