Filmens første billede er paddehatteskyen, der troner faretruende over Hiroshima.
Året er 1945, og selv om Anden Verdenskrig nærmer sig sin ende, ligner det mere begyndelsen til enden.
Samtidig begynder livet for to piger, hvis mødre mødes i barselsstuen. De to pigebørn rejser sig som fugl Fønix af asken, og deres historie er fortællingen om en ny verden, men også om en tilværelse i skyggen af dommedag.
LÆS OGSÅ Film om venskab i atomtruslens slagskygge er en fin overraskelse
Med ’Ginger & Rosa’ rejser instruktøren Sally Potter tilbage til sin egen ungdom, og faktisk længere endnu, for hun var blot selv et stort barn i 1962, hvor teenagepigerne Ginger og Rosa forsøger at tage stilling til den verden, de er født ind i.
En tid så svanger med forandringer, at det hele synes at kunne eksplodere når som helst.
Nok er Anden Verdenskrig slut, men krigens rædsler, desillusion og fattigdom bor i forældregenerationen, alt imens de unge hører swing, ryger i smug, krymper deres jeans og leger med de friere kønsrollemønstre, og verden omkring dem er ladet med farer i form af atombomber og missilkrise i Cuba.
Nutidigt nærvær
Sally Potter var 12 det år, filmens handling foregår, »så det var tæt nok på«, og hun gik fredsmarch med sine forældre.
Selv kalder hun filmen en blanding af erindringer og opfindelser. Men hvorfor fortælle en historie fra fortiden frem for at skildre de unges udfordringer i dag?
»For mig var de to piger, der blev født under krigen, hvor så mange mennesker døde, og som ønskede at redde en verden, der syntes at være i opløsning, den perfekte katalysator for deres tid«, siger Sally Potter, der mener, at den vestlige verden stadig er meget påvirket af, hvad der skete dengang i forhold til kernefamilien i opløsning, en ny form for krig og politik under forandring.
»Alle frøene til vores nutid blev plantet i de år«, fortæller hun. »Hvis jeg havde ladet filmen foregå i dag, havde den handlet om konsekvenserne, ikke om roden til dem. Jeg ville gerne gå direkte til roden«.
Man skal dog ikke glemme, at Sally Potter er en kunstner med fødderne solidt plantet i nutiden.
Gammeldags er ikke just ordet at bruge om en instruktør, hvis foregående film, ’Rage’ (2009), simultant havde premiere i biograferne og på mobiltelefoner verden over, og som foretrækker at lade sig interviewe over Skype frem for i telefonen.
Men hun er sig generationernes forskelle uhyre bevidst, og selv om man tydeligt mærker, at filmens scenograf har muntret sig med at finde tidstypiske genstande, har ’Ginger & Rosa’ et akut og usentimentalt nutidigt nærvær.
Udspændt mellem barn og voksen
Filmens titelfigurer har travlt med at blive voksne, for de føler, at verden kan gå under når som helst, og hvis ikke der bliver et 1963, må man nå det hele i 1962.
De skal både nå at finde kærligheden, revolutionere samfundet og gøre oprør mod forældregenerationen. De er tidlige teenagere, deres kroppe er fulde af hormoner, og deres hoveder fulde af frygt for Bomben med stort B.
»Kan du dog ikke forblive et barn bare et øjeblik længere?«, spørger Gingers gudfar hende, men med verdens undergang lige om hjørnet er der ikke tid til barnagtighed.
Jeg spørger Sally Potter, om hun selv husker denne overgang, dette uskyldstab, fra sin egen tidlige ungdom mellem barn og voksen.
»Jeg følte mig aldrig som en, der befandt sig mellem aldre. Jeg husker, at jeg allerede som helt lille barn ikke følte mig anderledes end de voksne omkring mig. Jeg tænkte os alle som ét stort kontinuum af væren, og det undrede mig altid meget, når andre behandlede mig som et barn, for sådan var det ikke i min familie«.
»Når det er sagt, så føler jeg en overvældende omsorg for de unge, jeg møder i dag. Deres verden er helt anderledes end den verden, jeg voksede op i, og den uskyldig frihed, jeg levede med, er stort set forsvundet i dag«.
Måske derfor troede Sally Potter også, at hun skulle finde en langt ældre pige til rollen som Ginger end den bare 12-årige Elle Fanning, som hun blev introduceret til af en caster i Los Angeles.
»Jeg troede, hun var alt for ung, men faktisk var hun moden og erfaren og samtidig så åben og transparent. Hun havde alle de rette kvaliteter til rollen«.
Da først Fanning og den fire år ældre Alice Englert (instruktøren Jane Campions datter) var fundet, gik Sally Potter i gang med at arbejde filmen igennem med dem.
»Det skal foregå meget, meget forsigtigt. Ingen kan forventes bare at træde ind i en rolle uden videre. Det handler om at komme under huden på filmen, at rette til – det er ligesom skrædderarbejde: Man skærer til, så dragten passer perfekt«, siger Potter.
Fletværk af indre og ydre
Apropos skrædderkunst, en af de ting, der gør ’Ginger & Rosa’ til noget helt særligt, er netop dens intrikate sammensyning af indre følelser og ydre begivenheder.
De to pigers heftige livsintensitet og dødsangst kan lige så vel være resultatet af hormonrotationen i deres kroppe som af de uhyggelige nyheder, de hører i radioen.
Ved at flette noget, der i dag virker som fjerne ekkoer af verdenshistorien, sammen med den stærkt personlige fortælling om Ginger og Rosa gør man det historiske helt nærværende, atomangsten sidder som en stille sitren i kødet på fortællingen, og kernefamiliens opløsning er noget så bogstavelig for de to piger.
»Det er et spørgsmål om en imaginær balance, og det krævede en masse gennemskrivninger af manuskriptet at finde den fifty-fifty-blanding mellem den ydre og den indre verden i filmen«.
»Det er vigtigt for mig, at filmen ikke kun er et politisk portræt og ej heller kun en coming-of-age-film, men en film, der respekterer de unge og tager deres forhold til omgivelserne alvorligt frem for bare at psykologisere eller patologisere deres handlinger«.
Talen falder på ungdommen i dag, og det slår mig, at selv om hun i dag tilhører den ældre generation, har Sally Potter bestemt ikke mistet troen på ungdommens revolutionære potentiale.
»Hver generation har sine revolutioner, ligesom hver generation har sin dommedag. For mine bedsteforældre var det Første Verdenskrig, for mine forældre var det Anden Verdenskrig, for min generation var det atomfrygten, og for nutidens unge er det først og fremmest klimaforandringerne«, siger Sally Potter.
Hvert liv er en del af historien
Men selv om hun har tiltro til de unges forandringsvilje, kommer der også en advarsel fra den politisk bevidste instruktør.
»Jeg tror, at alle er påvirket af politik, også de unge. Men vi skal være på vagt, for en af de farligste vrangforestillinger i dag er, at vi føler os adskilt fra hinanden, fra problemer i Kina, Indien, eller hvor det end måtte være. Den der passive følelse af magtesløshed, der følger med tanken om det usammenhængende, den er utrolig ødelæggende. Hvis man derimod føler sig forbundet med resten af verden, hvis man føler sig som del af en større helhed, så gør selv en lille handling en forskel«.
»Det gælder også den anden vej: Vores personlige lille liv er ikke bare personligt, men en del af en social forandring. Hvert liv er en lille version af den store historie. Da ’Ginger & Rosa’ havde premiere i USA for nylig, kom mange mennesker hen til mig – unge, gamle, mænd og kvinder, visse af dem grædende – og sagde, at det var deres historie, filmen fortalte. Folk læser deres egen historie ind i filmen, og så betyder filmens specifikke detaljer ikke så meget«.
En menneskelig puls
Når det kommer til filmens udseende, er det netop de specifikke detaljer, der gør den så enestående. Dens lys og mørke, dens farver, det svagt dirrende kamera, der går helt tæt på de to piger. Da jeg spørger til Sally Potters tanker omkring filmens billedside, begynder hun at tale med hænderne på skærmens Skype-billede.
»Som filmskaber skal man med hver ny film finde en ny verden. Hver film skal blive sit eget troværdige univers, og man skal finde nøglen og få åbnet den verden, før man kan lægge sig fast på, hvordan billederne skal se ud«.
Det endelige resultat er i høj grad præget af den skotske fotograf Robbie Ryan (som også er manden bag Andrea Arnolds film), som Potter valgte for hans særlige følsomhed med et håndholdt kamera.
»Det meste af filmen er optaget stationært, men i stedet for at sætte kameraet på stativ, holdt han det i skødet, så man mærker en menneskelig puls, hans vejrtrækning i billederne«.
Og sidst må vi ikke glemme danske Anders Refn, der er filmens klipper og ifølge Sally Potter har en stor del af æren for den endelige film.
»Det var en meget lidenskabelig klippeproces«, siger hun. »Anders har stærke meninger og en enorm erfaring, selvfølgelig, og han ville det bedste for filmen i en grad, så han var parat til at risikere min vrede for resultatets skyld«, ler hun.
»Men vigtigst af alt, han druknede aldrig i filmens detaljer, han havde altid det endelige resultat for øje«.
fortsæt med at læse
