Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

skilsmisse. 'Le Passé' kan indirekte ses som en kritik af den måde, hvorpå vi i Vesten udskifter ægtefæller, som var de beskidt sengetøj.Foto: Cannes Film Festival

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cannes dag 4: Iransk instruktør imponerer med fransk skilsmissedrama

Asghar Farhadi har lydhørhed over for menneskelivets kompleksitet.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Årets Cannesfestival er ved at være i fulde omdrejninger.

Lyden af klinkende cocktailglas fra de mange filmpavilloner går i spand med det strålende sollys, der er på fransk visit.

På Croisetten arrangerer de professionelle galninge fra Troma Entertainment lesbisk monsterbryllup.

Det skal nok blive et tilløbsstykke. Men ikke med mig som deltager. Mit hoved er et helt andet sted. Nemlig i Paris, hvor den iranske instruktør Asghar Farhadis ’Le Passé’ udspiller sig.

En intimsfærens Hitchcock Farhadi lavede ’Nader og Simin – en separation’, som i 2011 vandt i Berlin og senere også fik en Oscar.

Et iransk mesterværk om en dramatisk skilsmisse i Teheran, der etablerede Farhadi som en intimsfærens Hitchcock.

En instruktør, som med uhørt lydhørhed over for menneskelivets kompleksitet forenede et røntgenblik for menneskelige og sociale relationer med en hitchcocksk brug af suspense.

Hos Farhadi kan følelser så voldsomme og vanskelige som i et drama af Shakespeare udspille sig som dæmpet samtale ved et uanseligt køkkenbord.

Flig for flig
Disse kvaliteter går igen i Farhadis første franske film. I modsætning til Farhadis landsmand Kiarostami er der ikke gået noget tabt i ’oversættelsen’ fra iransk til fransk film.

Der er igen tale om et skilsmissedrama med uventede dramatiske forgreninger.

Ahmad kommer fra Iran til Paris for at skrive under på skilsmissepapirerne. Der er lagt op til en ukompliceret skilsmisse, da Marie-Anne vil videre i livet sammen med sin nye kæreste Samir.

Den første halve time går med at etablere Marie-Annes kaotiske hverdag med sammenbragte børn i et rodet hjem i en anonym parisisk forstad.

Flig for flig løfter Farhadi for dramaets forhæng. Samirs kone ligger i koma. Hun har forsøgt at begå selvmord ved at drikke klorin. Men hvad har udløst selvmordsforsøget, og hvem er skyld i det?

Et lydfrit drama
Farhadi fokuserer ikke mindst på børnene og den pris, de betaler. Indirekte er der en kritik af den lethed, med hvilken man i Vesten udskifter ægtefæller, som var de snavset sengetøj.

Som skilsmissedrama er ’Le Passé’ så indviklet, at den i hænderne på en ringere fortæller havde virket konstrueret, men mesterfortælleren Farhadi må man tro på.

Det lydefrit spillede drama handler hele tiden om noget mere filosofisk grundlæggende end bataljer mellem følelsesmæssige rodehoveder. Kan man løsrive sig fra fortiden og starte på en frisk – eller er det en illusion, man kun kan tro på ved at lyve for sig selv?

Filmens uforglemmelige slutbillede giver det måske eneste mulige svar. Nemlig intet.

Kinesisk kritik
Lige så kompleks, men på alle planer mere bastant er Jia Zhangkes ’A Touch of Sin’ (’Tian Zhu Ding’).

Zhangke fletter fire historier sammen i en forbløffende åbenhjertig kritik af det moderne Kina som et korrupt og voldeligt vækstmonster, hvor menigmand trynes og prygles af griske bureaukrater og vulgære rigmænd, mens partifunktionærerne hygger sig på luksusbordeller, hvor stripperne optræder som sexede soldater med røde stjerner på huen og sorte lakknæstøvler i folkekommunistisk kavalergang.

Et markant nybrud

Den første halve time er eminent, og hele vejen igennem er der slående billeder i filmens blanding af hård realisme og symbolsk fortælling, hvor befolkningen i det moderne Kina lignes ved en trækhest, der piskes til blods og i knæ.

Men de enkelte historier får i en efterhånden noget slingrende film for ujævn valør.

SE OGSÅ

Stilistisk er filmen et markant nybrud for Zhangke, der er kendt for sin dæmpede dokumentarisk baserede realisme, der i 2006 skaffede ham Guldløven i Venedig.

Men ’A Touch of Sin’ er en ikke helt vellykket stilistisk skilsmisse må jeg sige.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden