To timer. Længere skal du ikke forvente at overleve, hvis du, ligesom Paul Conroy i ’Buried’, en dag slår øjnene op til undersiden af et kistelåg. Sagkundskaben skønner, at du i løbet af en spillefilms længde vil have geninhaleret så meget af din udåndede kulsyre i kisten, at du kvæles af iltmangel. Hvis altså ikke din egen paranoia når dig først.
LÆS ANMELDELSEKlaustrofobi-thriller er mere tung end nervepirrende Tafefobien – frygten for at vågne i graven – var tidligere en ganske velbegrundet tvangstanke. Den nærede forfatteren Edgar Allan Poes kreative arne og hjemsøgte også nobiliteter som Alfred Nobel, Chopin og H.C. Andersen, der vanemæssigt placerede en seddel ved sit natlige leje med beskeden: »Jeg er ikke død, jeg sover bare«. Retslægerne og deres manglende evne til at skelne skindøde fra klinisk døde gav angsten et ansigt. En svensk bog fra 1884 anslår, at datidens ligsynsmænd fejldiagnosticerede 1 ud af 1.500 borgere. Derfor mærkede patentkontorerne stor interesse for sikkerhedskister med luftrør, stiger og alarmklokker som ekstraudstyr. ’Texas Funerals’ Når nyhederne i dag beretter om levende begravede, skyldes det ikke længere upålidelig lægevidenskab. Brugen af ’Texas Funerals’ som afstraffelse eller pressionsmiddel er mere udbredt, end man kunne håbe. I februar lagde en tyrkisk far sin teenagedatter i graven, fordi hun omgikkes drengevenner.
