Ariane Mnouchkines kæmpefilm ’Molière’ fra 1978 står for mange som den ultimative pragtfilm om den berømte franske skuespilforfatter. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan kile sig ind med en vaks film i et mere beskedent format. Som nu den franske instruktør Laurent Tirard, der 30 år efter Theatre du Soleils firetimers kolos har lavet en komedie om, hvad der monstro skete i det korte tidsrum, hvor den unge skuespiller Jean-Baptiste Poquelin – bedre kendt som Molière – flygtede fra kreditorerne. Han gik under jorden som tragiker og dukkede op igen som satirisk komediedigter. Det er den udvikling, Laurent Tirard på skælmsk facon forsøger at fortælle.
Nyslået euro
Da jeg foreslår Tirard, at hans film kan minde om, hvordan det ville have set ud, hvis Cloderlos de Laclos’ ’Farlige forbindelser’ var blevet filmatiseret af en fransk Woody Allen, stråler han som en nyslået euro. For over alt og alle i Laurent Tirards univers svæver den amerikanske filminstruktør.
»Indtil for tre år siden svarede jeg altid »Woody Allen«, hvis nogen spurgte mig, hvem der var min mentor«, fortæller Laurent Tirard.
»Woody Allen skrev den slags psykologiske komedier, jeg ville ønske, jeg selv kunne skrive. Komedier, der er komiske på overfladen, men i virkeligheden beskæftiger sig med dybe menneskelige problemer. Men den dag, jeg opdagede Molière, tænkte jeg »Aha! Her var jo Woody Allen for 300 år siden!«.
Dømt til at være komikerFilmens Molière har det som virkelighedens Woody Allen, der gerne ville have været tragiker, men af skæbnen og sin egen succes er dømt til at være komiker? »I nogle epoker er komikere måske blevet agtet højere end tragikere. Men sådan er det ikke i dag. Vi lever i et samfund, hvor religionen stadig spiller en tilstrækkelig stor rolle til, at vi automatisk tænker, at hvis vi nyder noget, kan det nok ikke være så godt. Nydelse? Ha! Men lidelse, smerte og tragedie – dét er fine sager!«. »Men i antikken betragtede man komedien og tragedien som ligeværdige. Ja, man satte måske endda komedien højere end tragedien. Fordi komedien, når det kommer til stykket, er mere spirituel. Komedien handler om at distancere sig fra den materielle verden på en måde, så man bliver i stand til at le ad den og lægge afstand til problemerne. Så man ikke bare sidder og græder og som i tragedien tænker »Åh, Gud, jeg skal døøøø!«. Så på en måde er komedien mere filosofisk og en højere kunstart. Men altså ikke lige i vore dages øjne«, skynder Tirard sig at tilføje.
