Livet ligner sig selv på Lærkevej.
Det er hovedkonklusionen på dagens anmeldelser af TV 2-seriens spring fra tv-skærmen til biograflærredet.
Ikke meget har ændret sig, men netop fordi persongalleriet er det samme som på fjernsynet, er man helt hægtet af, hvis man går i biografen uden at have fulgt slavisk med på TV 2, mener Mikkel Kofod fra CinemaZone
»’Lærkevej – Til døden os skiller’ er ikke en film! Det er det sidste afsnit af TV 2-serien af samme navn. Godt nok skal man betale fuld billetpris, og man skal også en tur i biografen for at se afsnittet, der også er lige så langt som en rigtig spillefilm. Men det er altså ikke en film! Havde det været det, så havde der været en indførelse i seriens/filmens univers, en ordentlig introduktion til og opbygning af karaktererne samt et plot, der kunne bære spilletiden på 93 minutter«, skriver Kofod i sin anmeldelse.
Uindviede seere er dermed på bar bund i forhold til, hvorfor Sune sidder i kørestol, hvem den tolvårige gothpunker-pige med synske evner er osv. osv., og det er ifølge Mikkel Kofod problematisk, når der så samtidig ikke er skabt et plot, der vil andet end at levere lidt småplat situationskomik. Som når en benprotese eksempelvis ryger af under sex.
»Filmen er gudsjammerligt kedelig, usjov og dårligt fortalt. Dedikerede og indviede fans af serien har måske en chance for at blive underholdt, men resten af os vil nok være temmelig ligeglade med Lærkevej, der blev lukket ned af TV 2 efter kun to sæsoner som følge af utilfredsstillende seertal«, konstaterer Kofod og kvitterer med 2 ud af 6 stjerner.
Bovlamme optrin
'Lærkevej – til døden os skiller' følger alkoholikeren Elisabeth, der efterhånden har seriøs brug for en ny nyre, og hendes mand, der nok skal skaffe sådan en til hende. Koste hvad det vil.
Og så er der parret, der møder et andet par med swinger-tendenser. De leger selvfølgelig lidt sammen.
Ingen har rigtig hemmeligheder fra hinanden længere som i serien, og det bliver simpelthen for kedeligt i længden, mener flere anmeldere. Også Kristian Ditlev Jensen fra filmmagasinet Ekko, der kun kan finde 2 stjerner frem af posen.
Under overskriften 'Lærkevej er på herrens mark' skriver han, at filmen er så plat og åndssvag, at den burde være skrottet på ideplan.
»Den danske kigge-over-skulderen-serie er ikke helt uden evner — og den er langt bedre, end spillefilmen nogen sinde bliver. I serien er der i det mindste morsomme og tankevækkende episoder, der opstår i brydningsfladerne imellem de mange mennesker på den lille vej«, skriver anmelderen, men har dog også et par rosende ord i posen:
»For en god ordens skyld bør man måske slå fast, at skuespillerne - for de flestes vedkommende - gør det så morsomt, varmt og elegant, som de nu kan med et decideret usjovt manuskript, der er proppet med syntetiske replikker og bovlamme optrin«.
En sitcom-dagligstue
Både hos Politiken og hos Ekstra Bladet er der lidt varmere ord at hente.
Politikens Kim Skotte giver 3 ud af 6 hjerter, selv om han er enig med sine kolleger om, at filmen Lærkevej blot er et forlænget afsnit af tv-serien.
»Personerne kommer vadende ind på lærredet, som var det deres sitcom dagligstue. At Sune sidder i rullestol fordi han åbenbart blev skudt i røven af en albaner, får man at vide uden yderligere forklaring. Komedien om eksistens light og frygt og bæven på den kun udadtil pæne villavej er instrueret uden distraherende schwung af Mogens Hagedorn. Men man registrerer det knap nok. Barren er nemlig i forvejen sat lavt, når man i øjeblikket laver komedier for voksne«, skriver Skotte
Der også kalder skuespillerne for Lærkevejs guldkort.
Søren Spanning (Torben) kan synes overdimensioneret til filmen, men sammen med Henrik Prip og Anette Støvelbæk (Kim og Astrid) bliver der forsvaret bravt i de store roller. Søs Egelind (Elisabeth) gør det også godt som Elisabeth, men det lille nummer med at lade hende spille sin egen jyske tvilling bliver lovlig tovlig gammeldaws comedy«, mener Kim Skotte, der ligesom sine kolleger er træt af falde-på-halen-komik.
»Også i ’Lærkevej’ dyrker man de pinlige situationer. Hvad er det egentlig med danskerne og den der pinlighedshumor? Hvorfor er det pinlige så sjovt? Er bornertheden under den krampagtige frigjorthed alligevel så meget større end vi kan håndtere? En dag kommer der måske igen en dansk komedie om voksne mennesker, der ikke kun har noget mellem benene, men også noget mellem ørerne«.
Tynd som en værtshusdrink
Ekstra Bladets Henrik Queitsch er den, der kommer højest op på skalaen med 4 stjerner og kalder filmen for overraskende vellykket.
Queitsch mener, at fordi instruktøren Mogens Hagedorn og manuskriptforfatteren Mette Heeno har skruet endnu mere op for den kulsorte humor og de absurde optrin, er filmen på en eller anden måde også blevet mere virkelighedsnær og vedkommende end serien.
Selv om plottet heller ikke hos Ekstra Bladets anmelder gør det store indtryk.
»Historien er tynd som en gin/tonic på værtshus, men skal også blot fungere som den røde tråd, der kan binde de mange (ofte ret sjove) enkeltscener sammen. Og det gør den så«, skriver en ret begejstret Queitsch.
Også hos Berlingske lander man på 4 stjerner, mens både B.T. og Jyllands-Posten ender på bundkarakteren 2 ud af 6.
Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen skriver blandt andet:
»'Lærkevej' vil gerne være både kantet og fræk, men ender med som forventet at bekræfte den småborgerlighed, den forsøger at udstille«.
fortsæt med at læse
