»Hun skulle have siddet lige dér!«. Jacob Holdt peger på stolen for bordenden. Den tomme stol. Sapphire var hans trumf. Når jeg ankom, skulle Sapphire sidde der, og jeg skulle efter drejebogen tabe næse, ører og mund. Det havde jeg nok også gjort. Han kommer stadig til at klukke, når han tænker på, at den Sapphire, han boede sammen med i San Francisco for et kvart århundrede siden, er nøjagtig dén Sapphire, hvis bog ’Push’ danner forlæg for succesfilmen ’Precious’, der er linet op som en af sæsonens helt store internationale prisvindere. LÆS ANMELDELSEOscarfilm er grum socialrealisme Det gik op for ham i forrige uge, da han med sit kendskab til Amerikas sorte skulle introducere ’Precious’ ved en københavnsk forpremiere, og via email genoptog de kontakten. Og meningen var, at hun skulle have siddet lige dér. Men hun nåede det ikke. »On and off-prostitueret« Det Harlem, der danner scene for Precious’ skrækkelige familieliv i filmen og bogen, var Holdts og den sorte digter Sapphires jagtmarker i årene efter Holdts oversøiske gennembrud med ’Amerikanske billeder’.
Han boede hos nogle lesbiske veninder nede på Avenue D i East Village, da Sapphire en dag ringede og inviterede ham til at besøge sig om aftenen. »Vi havde fuldstændig det samme syn på de der undertrykkelsesmekanismer, der holder de sorte nede. Men Sapphire, der er vokset op på diverse militærbaser, kendte ikke den sorte underklasse, som jeg gjorde. Jeg gik på gaden som vagabond i fem år og drog mine konklusioner dér. Men hun var blevet voldtaget af sin far, da hun var barn, og afreagerede ved at leve som gadeprostitueret i ti år, mens hun prøvede, tappert, at holde sig fri af alfonssystemet. Dét kræver hjerne«. Da Sapphire i 1996 blev landskendt i USA med romanen ’Push’ om den stærkt overvægtige pige Precious og den sorte arvesynd, ændrede hun lidt kosmetik i sin biografi.
