Der var engang en hest, der hed Tarok.
Den boede hos familien Laursen i Skive, men var kendt og elsket over hele landet for sine præstationer på travbanen. Så gik den hen og døde, og nu har den fået sin egen film, ’Tarok’, der har premiere i overmorgen.
»Den var jo et ikon«, siger skuespilleren Kirsten Lehfeldt. »Jeg har en veninde, som slet ikke kan tåle at høre dens navn, så begynder hun at græde. Så stor fan er hun. Så hun synes jo, det er fantastisk sejt, at jeg er med i filmen«.
Her spiller hun Elisabeth Laursen, mor til Jørn Laursen, der kørte Tarok, og hustru til Karl Laursen, som ejede Stald Kima og tjente millioner på sin guldhest. Elisabeth var, ifølge filmselskabets pressemateriale, en »stærk kvinde«, der »havde bukserne på derhjemme«, og derfor er det »en oplagt rolle til Kirsten Lehfeldt«, som der står.
»Njøh, det er nu ikke sådan et billede, jeg har af mig selv. Jeg føler mig jo ikke stærk på den måde. Jeg kan da også være svag«, siger hun, da vi har bænket os indenfor på Østerbrocafeen Pixie.
Den bedste ros
»Det har været en udfordring at få lov at lave et menneskes livsforløb – fra hun er i slutningen af 30’erne, til hun er 73. Der findes ikke videofilm eller interview med hende, så jeg har stykket mit eget billede af hende sammen ud fra billeder, og hvad familien har fortalt. Hendes søn, Jørn, var med på samtlige optagelser og kom nogle gange hen til mig og sagde: »Åh, du ligner min mor!«, eller »Det var fuldstændig som min mor!«. Det er jo den bedste ros, man kan få«, siger Kirsten Lehfeldt.
Servitricen kommer med menuen, der er trykt på et gult A4-ark.
Interview Kirsten Lehfeldt: »Jeg kan se, at horisonten ikke er uendelig«Kirsten Lehfeldt skal bare have noget let, og efter at have overvejet bønnepuré vælger hun en ’Hyggetallerken’, der lokker med både vesterhavsost, fennikelpølse, friterede risottoris og mandler og oliven. Til alt held aftaler vi, at vi gerne må nippe hos hinanden, for da maden ankommer, hælder hendes ’Hyggetallerken’ i dén grad til den lette ende.
Kirsten Lehfeldt griner diplomatisk – »Der er ikke så meget grønt« – mens hun vender ostehumplen og løfter på salamiskiven for at se, om der da i det mindste ikke skulle have gemt sig en enkelt tomat eller cornichon nedenunder. Allerede der begynder hun at sende nysgerrige blikke mod min salat med gedeost.
Faldt i dyregryden
Hun smager forsigtigt på de friterede risottoriskugler, mens hun fortæller, at det har været skønt at arbejde med heste på settet til ’Tarok’. Hun har elsket heste, siden hun »fra helt lille pige blev slæbt på travbanen om søndagen af min morfar«, der var passioneret fan af travsporten. Før hvert løb sad han hjemme og krydsede af i programmet.
»Det var det bedste, jeg vidste. At komme med derud på travbanen og stå nede ved plankeværket sammen med ham. Og råbe. Og nogle gange vinde«.
I dag har hun selv to islandske heste – Føni på 30 år og Møkvi på 18 – der har et noget roligere gemyt end de nervøse travheste.
»De store travheste tænder på en helt anden måde og kan blive urolige og trippe rundt. Jeg er ikke bange for dem. Men hvis man ikke er vant til heste, er det et meget stort og voldsomt dyr, og de står jo ikke stille, fordi man siger: »Nu filmer vi, og kameraet er dér, så prøv lige at holde dig dér«. Men det gik alt sammen fint. Og der var jo også en hestesminkør med«, griner hun.
Hvad er det, du godt kan lide ved heste?
»Det giver mig en ro. At gå ud og fodre dem om morgenen og høre den der gumlen og gnasken. Hvis man er stresset, kan man ikke andet end komme ned i gear af at ride en tur i skoven. Når man først er faldet i den der gryde ...«.
Hestegryden?
»Ja ... eller dyregryden. Jeg elsker dyr. Hunde, heste, katte. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden at have noget pels inden for rækkevidde. Jeg tror, det er sundt. Man udvikler sit sanseapparat, når man omgås dyr. Man er nødt til at stille ind og fornemme, hvad de vil. Du får et sprog med dyr, som du ikke har med mennesker«.
På samme frekvens
Kirsten Lehfeldt har også udviklet et specielt sanseapparat med sin skuespillerkollega Søs Egelind. De deler hinandens fascination af heste – og bor i øvrigt klos op og ned ad hinanden i landsbyen Nejede ved Hillerød. Naboskabet vil komme dem til gode, når de sammen med Jens Folmer Jepsen over de næste mange måneder skal udvikle nye afsnit og figurer til satireprogrammet ’Kongeriget’, som huserede på TV 2 i en årrække.
»Det er meget barnligt, når Søs og jeg er sammen. Vi er på samme frekvens. Vi behøver ikke snakke så meget sammen om tingene. Vi har en nem tilgang til hinanden, og når vi kommer ind i et rum, registrerer vi de samme ting«, siger hun.
Hvornår tv-seerne vil kunne se de nye afsnit, ved hun ikke, for der er mange møder, der skal holdes, og det kan være svært at koordinere tre travle menneskers kalendere. I 2014 måske. Eller 2015?
Samtidig medvirker hun i en ny dramaserie, ’Arvingerne’, der skal sendes på DR i begyndelsen af det nye år. Og hun og datteren, skuespilleren Mille Lehfeldt, er ambassadører for Folkekirkens Nødhjælp.
Sammen besøgte de tidligere i år Myanmar, og mens hun stikker gaflen i min gedeostesalat, fortæller hun, hvor stort et arbejde, der ligger bag, når et demokrati skal bygges op fra bunden, og hvor stærke de burmesiske kvinder er.
Samtidig med at de er underdanige over for mændene.
Som med Elisabeth Laursen: Den stærke kvinde, der lader manden bestemme udadtil?
»Ja, og det var jo totalt kvindeundertrykkende dengang. Det ville have været forfærdeligt, hvis det så sådan ud i dag«.
Ikke kødforskrækket
»Karl Laursen voksede op i fattige kår, og han endte med at skovle penge ind på den hest, mens børnene ikke fik noget. Pengene blev brugt på Stald Kima, og en dag hørte sønnen Jørn endda sin far stå på fjernsyn og sige, at han havde tænkt sig, at Stald Kima skulle dø med ham. Karl har måske været jaloux på sin egen søn«.
Til gengæld er Jørn Laursen i dag en af dem, der ved mest om fodersammensætninger til heste, og det er vigtigt, at de ikke får for meget græs, for så bliver de forfangne og kan ikke stå på deres hove, fortæller entusiasten Lehfeldt, som »altid sætter min underskrift«, når det handler om at forbedre dyrevelfærden – hvad enten det gælder heste, grise, høns eller andre dyr.
Hele den her hestekødsskandale ... kunne du finde på at spise hestekød?
»Ja, det tror jeg godt, jeg kunne. Det har jeg da også gjort som yngre. Jeg ville nok ikke lige vælge det, men jeg er heller ikke helt fanatisk omkring det«.
Men hvis du nu skulle vælge mellem en ’Hyggetallerken’ og en hestebøf?
»Så kan det sgu godt være, at jeg havde taget hestebøffen«.
fortsæt med at læse
