En psykotisk kvinde slår sit eget barn ihjel.
Det handler filmen om. Gæster til snigpremierer og pressevisninger kommer ud med forgrædte ansigter og sved på panden. Hvorfor i alverden skal man frivilligt gå ind og se Nils Malmros’ nye film, ’Sorg og glæde’?
Helle Fargalid spiller den kvindelige hovedrolle, og det er hende, der giver skikkelse og stemme til Signe i filmen, der siger:
»Jeg kom til at røre hende med kniven. Og så var der blod. Og jeg tænkte, at nu bliver Johannes sur. Og så var jeg nødt til at blive ved«.
Helle Fagralid mener, at filmen viser et smukt billede af en kærlighed, der modner, og at den nuancerer noget, som for mange måske er sort og hvidt.
»Ikke bare for dem, der har psykisk sygdom inde på livet, men på en universel måde. For mig er det væsentligt, at der ikke er fokus på selve det, at hun slår barnet ihjel – men på, hvordan det kunne ske, og hvordan man efterfølgende kan vende tilbage til livet. Den rummelighed, filmen er fortaler for, synes jeg er væsentlig at vise«, siger hun.
LÆS OGSÅ Nils Malmros: »Her og nu var der ikke andet i verden end at redde Mariannes liv«
Selve handlingen sker inden for fire timer i Nils Malmros og hans kones liv. Fire timer, hvor han tager til Fyn for at holde foredrag. Fire timer, hvor hans kone er alene med parrets ni måneder gamle datter. Fire timer, som ikke kan vises på film og heller ikke bliver det.
I filmen hedder de Johannes, Signe og lille Maria. I virkeligheden Nils, Marianne og lille Anne Malmros. Signe har ikke sovet i en uge, hun er bipolar og psykotisk. Mens de er alene, skærer Signe Maria i halsen med en køkkenkniv. Da Johannes kommer hjem, er deres datter død, og Signe er tilbageholdt af politiet. 26 år efter ligger de i sengen sammen, og hun siger, at som en gave fra hende til ham må han gerne lave filmen nu. Og da han indser, at han ikke er nødt til at vise selve de fire timer, hvor det forfærdelige sker, siger han ja.
Den ekstreme følsomhed
Helle Fagralid gik til casting i rollen som Signe. Marianne Malmros så hendes præstation og mente, det skulle være hende. Nils Malmros var enig. Den 37-årige skuespiller tog orlov fra det Kongelige Teater, hvor hun har været ansat siden 2002.
Havde du forbehold over for at sige ja til en rolle, som stammer fra instruktørens eget liv?
»Nej. Jeg var til casting, hvor Nils var til stede, og jeg kunne mærke på ham, at han var berørt af historien, og at det var vigtigt for ham, at han fandt de rette skuespillere. Men han behandlede stoffet med stor professionalisme, nærmest en nøgternhed. Bare til castingen kunne jeg mærke, hvordan det ville være at arbejde med ham. Hans instruktion var meget præcis, teknisk og konkret – helt ned i replikbehandlingen«, siger Helle Fagralid.
Som forberedelse tilbragte hun en dag på en psykiatrisk afdeling, hvor hun fik lov at følge patienter, der var på samme medicin, som Signe skulle have i filmen. Desuden har Helle Fagralid tidligere spillet forskellige psykisk syge eller ustabile kvinder på teatret og mener, at hun på en måde allerede havde gjort et stort forarbejde.
Hvordan finder man ind til sådan en rolle?
»Jeg forestiller mig, at hun er en kvinde, der er ekstremt følsom og oplever livet meget stærkt, uden filter. Alt påvirker hende meget kraftigere, end hvis der var den distance til livet. En helt ekstrem åbenhed. Hun er jo maniodepressiv eller bipolar, men det er så svært med de betegnelser. Jeg vælger at se det som en ekstrem følsomhed«.
LÆS OGSÅ
Det er vel også det, Johannes bliver forelsket i?
»Jo. Hun er så impulsiv, ren, barnlig, naiv, åben. Hun er sjov at være sammen med og har en dejlig form for humor«.
Det, Marianne gjorde
Hvordan har det været at spille en rolle som en nulevende kvinde i en film, der handler om noget så privat og sårbart som det, Marianne Malmros har været igennem?
»Det har været vigtigt for mig, at jeg ikke skulle forsøge at ligne hende eller honorere en forventning om, at ’sådan var Marianne’. Det var min egen frygt inden projektet. Men det var tydeligt fra Nils’ side, at filmen ikke skulle være en dokumentar. Han sagde nærmest ingenting til os under optagelserne. Det flød enormt let. Jeg har mødt Marianne mange gange, og det var væsentligt for mig at mærke hendes accept af mig, fordi det nu engang er hendes historie, vi skildrer«.
Hvordan har det været at leve sig ind i det, hun gjorde?
»Bevidstheden om, at hun slår sit eget barn ihjel, præger selvfølgelig karakteren. Vi ved det, da vi ser hende første gang. Man ser det jo heldigvis ikke i filmen. Men det er så voldsom en handling, at uanset om man ser den eller ej, får man billeder og tanker og følelser, når man hører om det. Jeg kan godt sætte mig ind i den form for afmagt – den form for hudløshed, hun må have følt. Hvis man bare har mærket en lille snert af det selv – ikke at have sovet ordentligt i mange nætter. Det er så konkret fysisk. Og hvis man tager den følelse og forstørrer den 1.000 gange, var det ikke vanskeligt«.
LÆS OGSÅ
Det bliver beskrevet som en tvangshandling. Kunne du leve dig ind i sådan en tilstand?
»Man gør det, fordi det er det værste i verden. Det, man ikke må. Jeg har ikke formuleret det for mig selv, men ubevidst har jeg nok søgt eksempler fra det virkelige liv og forstørret dem«.
Blev du selv berørt under optagelsen?
»Ja. Det er en balancegang mellem at åbne sig, stille sig til rådighed og finde det sårbare punkt og samtidig have en lille distance. Professionel distance. Hvis jeg gav fuldstændigt slip, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne gennemføre det, uden at det blev mig privat, og det duer ikke for mig. Det var vigtigt at huske, at for Jacob (Cedergren, der spiller Nils Malmros, red.) og mig er det fiktion. Men alle på holdet var påvirkede«
Gjorde det det sværere?
»Egentlig ikke. Men det gjorde kæmpe indtryk. For eksempel når man pludselig sidder med det mest vidunderlige lille barn i favnen, og jeg skulle leve mig ind i Signes glæde, vel vidende hvad der kommer til at ske. Den private del af mig blev enormt påvirket, men den prøvede jeg at holde tilbage, så den ikke tog over. Hvis det havde været ren fiktion, havde jeg levet mig ind i det på præcis samme måde«.
Om at lære at elske
Johannes fortæller Signe, at det ikke er hendes skyld. Det er nærmere dem omkring Signe, der ikke passede ordenligt på hende, der har skyld.
»Kan du ikke skrive det til mig på et stykke papir, så jeg kan have det i lommen«, spørger hun.
Det står som en af filmens pointer, at det var altafgørende, at Signe indser, hun er uden skyld, for at hun kan komme over den tragiske hændelse, og kærligheden kan overleve mellem parret.
»Jeg er fuldstændig enig i, at det for hende er vigtigt, at hun forstår, at det er hendes sygdom, der er årsag til tragedien. Ikke hende. Det giver hende mod til at komme tilbage til livet. Vel vidende at hun må tage medicin resten af livet. Filmen viser også, at der er ydre påvirkninger, der er med til at drive hende ud i den handling. Det er komplekst. Man kan ikke bare sætte fingeren ned ét sted«, siger Helle Fagralid.
Nils Malmros siger selv, at filmen handler om at lære at elske. Om en æstetikers vej fra at være betaget af skønhed til etikeren og det modne kærlighedsforhold. Kan man sige, at han netop værner om det æstetiske i sit liv? Han beholder jo skønheden?
»Jo, det tror jeg, han altid vil være fascineret af. Men med etikken som følgesvend. I skikkelse af den meget modne og uselviske handling, han foretager, når han vælger at kæmpe for hendes liv, redde hende og få hende tilbage«.
Da de møder hinanden, dedikerer Signe sig til Johannes med hud og hår. Han er ikke helt så uforbeholden, og det giver anledning til jalousi og følelsesfulde opgør. Johannes må trøste Signe over telefonen fra filmfestivaler rundtomkring.
LÆS OGSÅ Malmros-film om kones drab på spædbarn skal dyste i udlandet
Er du enig i, at forholdet ikke er helt ligeværdigt til at starte med?
»Det må man sige. I starten er Johannes fascineret af Signe, men også af sin unge skuespillerinde i den film, han er ved at lave, og han tager ikke helt alvorligt, hvor voldsomt det påvirker Signe, at han giver sin opmærksomhed til andre. Men i den ekstreme situation, hvor hun i sin sygdom har sagt fra over for ham, står han over for et valg. Det er ikke som sådan et tema i filmen, men for mig er det essentielt, at han bevidst eller ubevidst vælger at gå ind i en kærlighed, der ikke handler om æstetik eller forfængelighed, men om at redde Signe og derigennem nå til en dybere kærlighed. Som lever videre i dag. Det udelukker ikke, at han bevarer sin fascination af uskylden. Selv om hun er mere afbalanceret og moden i slutningen, beskriver han hende stadig som Shosha, pigen, der aldrig rigtigt bliver voksen«.
Er det derfor, man skal trodse den modstand, man måtte have mod det ubehagelige i filmen, og se den alligevel?
»Det er en film, der nuancerer begrebet kærlighed. Fordi de sammen går igennem tragedien og tør være i den, kommer de også sammen ud på den anden side«, siger Helle Fagralid.
»Mange ville forstå, hvis han valgte at forlade hende og gå sin egen vej. Jeg kan godt lide, at man tager så voldsom en handling og nuancerer reaktionerne på den. Det er en værdi i filmen, at der ikke er nogen fordømmelse. Af hende. Eller at den, der er, bliver manet i jorden«.
fortsæt med at læse
