Bogart og Bergman vil altid have Paris, ligesom amerikanerne altid vil have Las Vegas (og den falske udgave af Eiffeltårnet der). Det neonlysende mirakel i Nevadaørkenen kan amerikansk film åbenbart blive ved med at vende tilbage til som en prisme at se tilværelsen igennem – uanset om de lever på solsiden eller raller rundt i rendestenen. Nu slår den spillefilmsdebuterende Hue Rhodes endnu en krølle på fortællingerne om syndens by.
Men selv om den næsten altid fascinerende Steve Buscemi stiller op, endda i den bærende rolle for en gangs skyld, og der indimellem er et gnæggende grin at hente i den absurde komedie, banker den store nødvendighed ikke på her. Ludoman med fast job Den håbløse ludoman John (spillet af Buscemi) har efter mange år i spillehallernes fangenskab endelig revet sig løs og fundet ro i et bilforsikringsfirma i Albuquerque.






























