Det føles, som om jeg drømmer«, siger den 24-årige Eric Wilson, da hans tilsynsførende fortæller, at han – efter at have tilbragt halvdelen af sit liv i fængsel – vil blive løsladt og udstyret med en ny identitet og muligheden for et nyt liv.
Det gør han måske også. Drømmer. Men han gør i hvert fald et forsøg. Og rækker med rystende knæ og kejtede bevægelser ud efter resten af sit liv. Eric Wilson var kun en dreng, da han sammen med vennen Phillip slog en jævnaldrende pige ihjel på sin hjemegn i Nordengland. I retssalen stod de tiltalt som henholdsvis Boy A og Boy B, og anklagemyndigheden gik efter den hårdeste straf på grund af den »åbenlyse ondskab«, de to drenge besad. Ret til et nyt liv Phillip tager sit eget liv i fængslet, men som 24-årig prøveløslades Eric (Andrew Garfield) under en ny identitet. Og i skikkelse af Jack Burridge oplever han alt det, som samfundet aldrig vil kunne unde Eric Wilson på grund af den forfærdelige forbrydelse, han begik som barn.






























