Slagsbror. Spritbilist. Skuespiller. Og forfører. I årevis fyldte Mikael Persbrandt den kulørte presses forsider i Sverige med sine drukture, sine skandaler og sin temmelig generøse seksualitet. Og rigtig nærværende har han altid kun følt sig, når han stod på scenen. Eller i en bar. Eller når han bollede. Men nu orker han det ikke mere. »Jeg er et afhængigt menneske helt ud til fingerspidserne. Både når det gælder sex, alkohol, bekræftelse, kærlighed og arbejde. Jeg kan misbruge det hele. Men jeg prøver at gøre noget ved det, for jeg vil ikke ende som en ensom og bitter mand«, siger han. Om tre år fylder Mikael Persbrandt 50 år. Og når han ser på sine ældre kolleger, er nogle af dem »stadig bare store børn«. »Jeg har set de andre mænd, der lever uden kontakt til deres børn, drikker for meget og spiller lidt teater og får nogle filmroller her og der. Men jeg vil ikke bruge hele livet på at jage rundt efter bekræftelse som et barn, der ikke er blevet set. Det er ikke cool. Jeg ønsker mig lidt mere ro«. En iPhone 4 og en dåse snus Mikael Persbrandt kommer gående gennem baren på Hotel Imperial, rækker hånden frem og præsenterer sig som »Micke«, inden han forsvinder op på taget med fotografen. En times tid senere kommer han ned igen. Forblæst og med løbende næse. »Han fik mig til at smide tøjet«, siger han forundret, inden han går ud for at pudse næse. Så kommer han tilbage, stiller sig foran min stol, rækker hånden frem og siger: »Kom«. »Hvad skal vi tale om i dag«, spørger han, da vi har slået os ned i en dunkel krog af hotellets bar, hvor ’Una paloma blanca’ driver spinkelt ud af højttalerne. »Mit jävla liv?«. Det kan vi godt ... »Nej, for faen. Jeg var ironisk«, siger han, og lægger sin splinternye IPhone 4 og en dåse snus på bordet mellem os. Han ser træt ud. Skægget er blevet gråt og håret er længere, end det plejer. En blå tatoveret streg løber fra lige under øret og ned under t-shirtens halsudskæring. »Det var en fejl«, siger han. Fuck The Whole Hole World »Jeg fik den lavet i Thailand i en brandert«. Hvad ender den i ? »Ingenting, siger han og trækker lidt ud i t-shirten«. For enden af stregen hænger en enkelt blå dråbe. »Heldigvis nægtede tatovøren at lave den anden tatovering, jeg bad ham om. Ellers havde der stået ’Fuck The Whole World and everybody in it’ tværs hen over mit bryst og min mave i dag«, siger han. Vant til applaus For fem år siden troede skuespilleren med den slæbende basstemme og den foruroligende natur aldrig at han ville få et normalt liv med en familie, for: »Det er en utopi, som et Narnia i horisonten. Mit job er uforeneligt med det«, sagde han i et interview. Men nu er han alligevel blevet far til to sønner, lever i et forhold med deres mor, og har netop været på barsel med den yngste, der snart bliver et år. »Jeg har stort set ikke arbejdet siden december. Jeg troede, det ville række med bekræftelsen fra en etårig, men det gør det jo ikke, når man er vant til applaus hver eneste aftenen. Det var faktisk svært«. Bliver skør af fritid I det første halve år af sin yngste søns liv, var han næsten ikke hjemme. Først filmede han med Susanne Bier og siden spillede han sammen med Iben Hjejle med i Simon Kaijser da Silvas ’December’. »Så jeg var vældig glad for, at jeg tog fri. Selv om jeg blev fuldstændig skør af det og gjorde mange mærkelige ting. Solgte mit hus, købte et andet, byggede om – projekter, projekter, projekter«. Var du rastløs? »Det kunne man kalde det – med en underdrivelse«, siger han og griner dybt og uldent et sted inde under jakkesættet. Et brand på linje med kongehuset Ifølge den svenske instruktør Stefan Larsson, der i dag er direktør for Århus Teater, er Mikael Persbrandt et svensk brand på linje med kongehuset og Björn Borg. I disse dage er han i Danmark for at promovere Susanne Biers nye film ’Hævnen’, hvor han spiller rummelige læge og familiefar Anton, der pendler mellem sit job for Læger Uden Grænser i en flygtningelejr i Afrika og sit familieliv i en søvnig dansk provinsby.

LÆS ANMELDELSE Susanne Bier lever op til alle forventninger

En rolle der er renset for den dæmoni, der præger mange af hans tidligere roller, eksempelvis Gunvald Larsson i tv-filmatiseringerne af Sjöwall og Wahlöös ’Beck’. »Det var en anderledes rolle for mig. Jeg har altid gerne villet arbejde sammen med Susanne Bier. Jeg har jo set Mads Mikkelsen stå og skrige alle sine følelser ud i hendes film. Og så skulle jeg bare gå rundt på en solrig strand på Fyn sammen med mine børn. De var smukke, solen var smuk og jeg var smuk. Og jeg spurgte hende: Hvad er komplikationen her? Og hun svarede: »Der er ingen komplikation, du skal bare være glad sammen med børnene««. Senest, han rundede en dansk filminstruktør, var da han for et par år siden igen spillede med i i en af Stahos film, det bergmanske kammerspil ’Himlens Hjerte’.