Fra i dag er det muligt at se eller gense dokumentarfilm om Svend Auken, kronprinsesse Mary og Mærsk McKinney-Møller på streamingtjenesten YouBio. Også dokumentarfilm som 'Burma VJ' og 'The Good Life' får mulighed for at møde et større publikum på nettet via en aftale mellem Producentforeningen og streamingtjenesten YouBio.
Foreningen har også afsat 55 dokumentarfilm til streamingtjenesten Netflix.
Svigtende marked
»Der har aldrig rigtig været et marked for dansk dokumentarfilm. Det var noget, man så i skolen, og i de seneste 10-15 år er tv også begyndt at interessere sig for dem«, siger Producentforeningens direktør, Klaus Hansen.
»Men de nye platforme giver muligheden for at gøre filmene tilgængelige for hele den danske befolkning«, siger han. LÆS OGSÅLeje af film og serier på nettet blev tredoblet i 2012
I YouSee forventer vicedirektør Ulf Lund, at mange flere vil se dokumentarfilmene, når de bliver bredt tilgængelige.
»Dokumentarfilm bliver typisk vist på festivaler, kun ganske få kommer op i biograferne, og de bedste bliver vist på tv. Jeg tror, der ligger en frustration hos instruktørerne over, at deres film ikke kommer bredt nok ud. Og vi vil gerne have dansk kvalitetsindhold på YouBio«, siger han. Lej en dokumentar
Selv om det ikke kaster store indtægter af sig at lægge sit bagkatalog på en streamingtjeneste, kan det ifølge Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen, ses som en pendant til de bibliotekspenge, danske forfattere hvert år modtager.
»Det er ikke store beløb, men der er instruktører, der har knoklet et helt liv og lavet vidunderlige film uden at tjene noget særligt, og man kan da kun glæde sig over, at der kommer lidt tilbage til dem«. LÆS OGSÅDR og TV 2 frygter konkurrencen fra Netflix
Ifølge en ny standardkontrakt på dokumentarfilmsområdet mellem DR, TV 2 og Producentforeningen bliver det også muligt, at nogle dokumentarfilm kan få premiere på nettet i en såkaldt VOD-tjeneste, hvor man lejer filmene digitalt.
»TV 2 og DR har været voldsomme modstandere af, at vi på den måde går ud og leger med deres værste konkurrenter. Men vi er nået til en fælles forståelse af, at det skal være muligt for producenterne at udnytte de kommercielle muligheder på VOD-tjenesterne«, siger Klaus Hansen.
Han nævner 'Burma VJ' og 'Tommy' om Tommy Seebach som en type dokumentarfilm, der kunne have fået et liv på VOD før tv-premieren og dermed have genereret en indtjening, inden de blev vist på tv.
Forpligtet for 10 millioner
DR og TV 2 er forpligtet til at investere ca. 10 millioner kroner om året i dokumentarfilm. Og når man investerer i film, bør man også have lov til at vise dem først, mener Keld Reinicke fra TV 2.
»Når vi alligevel er gået med til det, er det, fordi vores investering i dokumentarfilm er politisk bestemt, så man skal se det som en slags kulturstøtte«, siger han. LÆS OGSÅEksperter: Netflix vil ændre tv-markedet markant
Ifølge områdedirektør på Filminstituttet, Claus Ladegaard, er den nye standardkontrakt et forsøg på at fremtidssikre distributionen af dokumentarfilm. Og i visse tilfælde kan det være en god ide at lade en film tjene nogle penge på nettet, før den får tv-premiere, mener han:
»Kan vi skaffe nogle indtægter til dokumentarfilmene, vil vi rigtig gerne det. Og hvis en film ikke sælger 5.000 billetter på nettet i løbet af de første 14 dage, går den direkte på tv efter en måned«.


























