Det er sjældent at lytte sig gennem en interviewoptagelse, hvor tanker larmer mere end tale.
En lille leg med tidtagning hen over lydfilen, hvor Stine Stengades stemme bruger hele registret fra det dybe, hæst hviskende til det lyse og distinkte, viser pauser på både 20, 25 og 30 sekunder. Var det radio, ville man tjekke antenne og sendemaster, men her er ikke noget galt. De store rum af tavshed er der bare. Som søgende tænkepauser. Og de sætninger, som så følger, bliver afbrudt af tankestreger, når de første ord, der dukker op, alligevel ikke dækker helt. Ordene er aldrig blevet strøget eller lagt pænt sammen. Der er ikke færdigpakkede sætninger, der kan forklare sporene fra forældrenes skilsmisse, sprækkerne i selvværdet eller kampen mellem de to modsatrettede, indre kræfter, hun må leve med.
