Hvad stiller man op, når man står uskyldigt anklaget for at have forgrebet sig på sin bedste vens lille datter? Når man er blevet fyret fra sit arbejde?
Når ens barndomsvenner har slået hånden af én og man er blevet frosset ud af et enigt lokalsamfund? Når man bliver slået i gulvet af slagteren og korporligt smidt ud af Brugsen, fordi man forsøger at købe ind?
Hovedpersonen i ’Jagten’, den eller så korrekte Lucas, svarer igen. Han skraber sig selv op fra fortovet, går tilbage i Brugsen, nikker den svære slagtermester en dundrende skalle og insisterer på at få lov at købe sine dagligvarer.
LÆS ANMEDELSE 'Jagten' er kraftfuld og tankevækkende
»Havde det været en anden karakter end Lucas, ville den her skalle måske være faldet en halv time tidligere i filmen. Men han er et civiliseret menneske, der – stort set til det sidste – tror på, at samfundet som sådan skal løse det her. På det her tidspunkt har han ikke givet op. Han insisterer på, at han har lov at være der. I sit liv, blandt sine venner, i sit hjem, i sit lokale supermarked. Men alt det, der sker i den Brugs, er så forkert, at hans tro på, at man kan løse tingene på en civiliseret måde forsvinder ... sådan der«, siger Mads Mikkelsen og knipser.
Titelrolle som psykiaterkannibal
Vi befinder os i en lys cremefarvet suite i et hotel på Torontos mest elegante shoppinggade, men Mads Mikkelsen er afslappet klædt i løbesko og træningsjakke fra Puma, der matcher de stålgrå striber i hans hår.
Han bor for tiden med sin familie i byen, mens han indspiller den NBC-producerede serie ’Hannibal’, hvor han har titelrollen som psykiaterkannibalen, dr. Hannibal Lecter, der i starten af 1990’erne blev berømt i Anthony Hopkins’ skikkelse.
Denne klare vinterdag er Mads Mikkelsen afsat til et lille hold danske journalister i forbindelse med den danske premiere på ’Jagten’.
Da han i sin tid havde sagt ja til hovedrollen i filmen, fortæller han, tog han og instruktør Thomas Vinterberg, inden optagelserne gik i gang, i sommerhus et par dage for at vende alle detaljerne i manuskriptet, så de var enige om, præcis hvordan historien og karakteren skulle udvikle sig.
Spontan applaus i Cannes
En af de ting, de diskuterede ivrigst, var netop, hvornår og hvordan hovedpersonen siger fra i forholdet til lokalsamfundets hetz. Resultatet blev den beskrevne skallescene.
»Heldigvis er filmen ikke ude på at fortælle noget om mennesker, der gør det rigtige. Vi fortæller noget om, hvordan mennesker kan komme til at reagere og træde over deres egen tærskel. Han kan ikke mere. Og selvfølgelig er det retligt og sagligt forkert, at han giver efter og nikker den skalle. Men det er ikke sådan, jeg har det, når jeg sidder og ser ham gøre det. Tværtimod. Det er mere: Tak for i dag. Nu kunne de eddermame lære det«.
Det var også den scene, der høstede spontan applaus ved visningen i Cannes.
Tjener den som et selvtægts-fix til publikum?
»Jeg vil vove at påstå, at filmen ikke kun spiller på den violin, men er mere nuanceret. Jeg opfatter det sådan, at Lucas selv har det dårligt med det, han gør. Han bliver skubbet et sted hen, han ikke har lyst til. Det var overraskende for os, at publikum reagerede på den måde. Men det har nok noget at gøre med, at de føler sig provokerede. Det gjorde jeg også, da jeg først læste manuskriptet«.
Indre limbo
Mads Mikkelsen tror, at det, der provokerer ved filmen, er den fornemmelse af magtesløshed, som Lucas føler, efter at hans overordnede i børnehaven, hvor han arbejder, har mistænkt ham for et overgreb på et af børnene.
»Han får et chok, får at vide, at han skal gå hjem og komme tilbage i morgen. Men inden det er blevet i morgen, er hans overordnede i børnehaven allerede rykket et trin videre, og snebolden ruller. Han løber hen og konfronterer hende, spørger, hvad hun bilder sig ind. Og da han bliver klar over, hvem kilden til anklagen er, går han direkte hen til sin ven og forsøger at overbevise ham om sin uskyld. Han går ikke rundt og gemmer sig, men forsøger at løse problemet. Men dørene lukker sig for ham, en efter en. Kafkask. Han står helt alene. Og det bliver mere og mere grotesk. Men han har ingen steder at gøre af sin vrede og afmagt«.
I dit spil virker hans reaktion minimal ...
»Der er ikke nogen teaterreaktion. Først går han ud fra, at i morgen er tingene løst, at det er en fejl. Det sker så tit. Senere, da lavinen begynder at rulle, er hans reaktion stadig ret minimal. Men indeni går han jo rundt i et limbo, fordi han ikke har nogen, han kan gå til ...«, siger Mads Mikkelsen og spiler øjnene op i vantro og hakker nogle lyde ud mellem sine svungne læber for at illustrere sin karakters sindstilstand.
»Det er lige før, han stammer, fordi det er så uretfærdigt. Når man har så mange ting, man gerne vil sige på en gang, kan det være svært at sige nogen af dem. Så det ender med sådan nogle ikke helt rene statements«, siger Mads Mikkelsen og åbner en cola.
Kønsroller er kedelige
I forbindelse med filmens lancering har Thomas Vinterberg jo talt meget om styrkeforholdet mellem mænd og kvinder i vores kultur ...
»Det er ikke en tematik, der interesserer mig«, siger Mads Mikkelsen og griner, så det runger i suiten.
»Det er fint, at Thomas har haft et billede af, at min karakter var den nordiske mand. Men jeg har ikke syntes, det var interessant at lave en film om kønsroller. Det ville kede mig som skuespiller, simpelthen«.
Mads Mikkelsen knuser en mundfuld nødder mellem tænderne, der langtfra er hollywoodregelmæssige, og skyller efter med en slurk cola.
»Jeg har bare spillet en mand. Som er ved at rejse sig fra en nedtur i sit liv og begynder at finde sit fodfæste. Han kunne godt have været en murerarbejder, så havde vi spillet ham lidt anderledes, nu er han en lærer, der har arbejde i en børnehave. Jeg har overhovedet ikke siddet og tænkt ham som den bløde mand i forhold til den stærke kvinde. Det synes jeg heller ikke, vi rigtig rammer på noget tidspunkt. Han er bare en lidt mere tilbageholdende mand. Som dog ikke har problemer med at sige, hvad han mener, eller er under tøflen på nogen måde«.
Manuskriptet som sengepartner
Har I studeret psykologiske profiler på folk, der har været i lignende situationer, for at kunne tegne et overbevisende portræt af Lucas?
»Jeg har slet ikke. Researchen omkring børnetematikken har Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm lavet, mens de skrev manuskriptet. Det kan jeg så sidde og lytte til, og det kan være spændende, men det er ikke noget, der giver noget til min karakter. Fordi hele situationen skal være lige så absurd og uventet for Lucas, som den skal for publikum. Jeg behøver ikke nogen ekstra viden«.
Men hvilken forberedelse har du så gjort for at opbygge hans karakter?
»I starten læste jeg manuskriptet igennem, sov nærmest med det og blev ved med at vende tilbage og kigge på det igen. Det var vigtigt, at han ikke blev en kliché, der kun kunne gøre tingene på én måde. Han kunne godt gå rundt med briller og være den belæste type og samtidig gå på jagt med drengene og gå i seng med en eller anden pige. Mennesker kan mange ting. Samtidig var det vigtigt, at der ikke var noget, der stak for meget ud, som jeg ikke kunne forene med den kerne, som jeg gradvis fandt ind til. De ting diskuterede jeg med Thomas, og så var næste skridt, at det begyndte at forplante sig i mig, hvordan jeg syntes, han skulle se ud, gå, være og forholde sig i de forskellige situationer«.
Ikke et cirkusnummer
Hvis man skal formå at røre biografpublikummet, provokere det og få det til at tænke efter, er det vigtigt, at en karakter som Lucas er absolut troværdig, siger Mads Mikkelsen. Og det lykkes bedst, hvis man som skuespiller ikke overanstrenger sig for at brillere.
»Publikum må helst ikke føle, der render én rundt oppe på lærredet og gør en indsats for at imponere dem. Når man ser en film, kan man jo godt sidde og tænke: Gud, hvor er det en stor indsats, dér. Og nej, hvor han spiller, dér«, siger Mads Mikkelsen med påtaget højtideligt tonefald.
»Men hvis du først begynder at tænke sådan som publikum, er det, fordi der er gang i et cirkusnummer. Men skuespil behøver ikke være et cirkusnummer. Det er der ikke brug for, filmen gør jo allerede meget af arbejdet for os. Hvis publikum lægger sig ind i filmen og prøver at være til stede, mens jeg gør alt, hvad jeg kan for faktisk bare at være, bliver det troværdigt, og publikum kan slappe af med mig og de andre karakterer«.
Men kan det ikke være svært for publikum at glemme dig, når du bliver et stadig større navn og modtager priser, i Cannes, for eksempel?
»Det er jo sådan lidt en catch 22. Som skuespiller håber man altid, at folk ved tilpas lidt om én som person. Et godt trick er selvfølgelig at sige nej tak til at være med i ’Vild med dans’ og den slags. Men man kan jo ikke holde sig helt anonym. En del af mit arbejde går jo også ud på at snakke om faget og filmene. Så jeg er nødt til hele tiden at lyve lidt, så folk tænker, at ham Mads, han er nok lidt som den person, han spiller. Det bliver selvfølgelig sværere og sværere. På den ene side er det en hæmsko, at folk har set mig i andre roller, og at de har læst, at jeg har drukket kaffe et eller andet sted. Samtidig er det jo skønt at få de gode job, netop fordi folk ved, hvem jeg er, og fordi de har set, at jeg kan noget, de kan bruge«, siger Mads Mikkelsen. Hans blik forsvinder ud gennem vinduet, hvor det et par sekunder lægger sig til rette et fjernt sted på Torontos vicksblå himmel, inden det vender tilbage til hotelsuiten.
»Det er et dilemma«.
Cannes og karrieren
Kan sådan en pris i Cannes ligefrem ændre kursen for karrieren?
»Slet ikke. Nu laver jeg jo en tv-serie, oven i købet en amerikansk tv-serie. Det er jo en helt anden retning end Cannes. Det har jeg gjort, fordi jeg syntes, det var spændende, og fordi ham, der pitchede historien, var superknaldet og helt vildt sjov. Det er ikke sådan, at jeg sidder og venter på den næste Cannesrolle«
LÆS OGSÅ Mads M. i Cannes: Selvfølgelig vil jeg have en pris med hjem
Skelner du mellem det kunstneriske og det kommercielle, mellem Cannes og ’Hannibal’?
»Det kunne jeg ikke drømme om. Enhver opgave er vigtig. Inden for vores fag bliver skellet altid diskuteret. Det er mest europæerne, der har et problem. De spørger mig altid, hvad den store forskel er på europæisk og amerikansk film. Men jeg kan jo ikke svare det, de gerne vil høre. Jeg så først europæisk film i en meget sen alder. Jeg så amerikanske film, da jeg var dreng. Jeg var fascineret af dem. Elskede dem. Hvorfor skulle jeg pludselig stå og sige, det var noget lort? Jeg spørger tit mig selv: Hvorfor må vi skuespillere ikke tjene penge? Vores job er jo også et arbejde«.
Men det er også kunst ...
»Det er, som om man gerne hele tiden vil have, at vi skal være finere i mit fag, end vi egentlig er. Jeg har masser af smagskriterier, som jeg altid prøver at holde intakte. Men det behøver ikke at være finkulturelt af den grund. Det kan sagtens være familiefilm. Mit hjerte ligger da helt klart i noget drama som det, jeg er opdraget med i Danmark og har lavet sammen med Jang (Nicolas Winding Refn, red.), med Vinterberg, med Nikolaj (Arcel, red.)«, siger han. Og læner sig frem og fortsætter intenst: »Men jeg har ikke noget imod at skulle sidde på en hest og lave en episk western. Det synes jeg er superfedt, mand«.
»Mit ansvar som filmmand ligger i, at jeg skal gøre mit absolut bedste inden for den genre, vi har valgt. Vi må ikke forstyrre billedet, den rene vare. Når det er realisme, som med ’Jagten’, er der ikke plads til røvsyge kønsrolleklicheer eller politisk korrekthed. Fuldstændig ligesådan, når det er ’De tre musketerer’, skal jeg sørge for, at det bliver en familiefilm, med billige grin og fede ting med sværd. Det er et kæmpe kunstnerisk ansvar, hver gang«.
fortsæt med at læse
