Auken-film trækkes ind i valgkampen

Lyt til artiklen

En opsigtsvækkende portrætfilm om socialdemokraternes tidligere leder Svend Auken får onsdag 31. august snigpremiere i Grand i København. 11 dage senere løber den over skærmen i 68 biografer landet over.

Dermed får Helle Thorning-Schmidt (S) på et afgørende tidspunkt i valgkampen en yderst hjælpende hånd af sin gamle partifælle. Det vurderer ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet Rasmus Jønsson.

LÆS OGSÅ 31-årig overtager Svend Aukens kreds

»Jeg ser det som en klar fordel (for Socialdemokraterne, red.)«, siger han til Ekstra Bladet.

»Man får skabt fortællingen om Socialdemokratiet og den rolle, det har haft for vores samfund. Om Svend Auken og hele hans generation. Man får fokus på historien, og hvilken rolle Socialdemokratiet har haft for udviklingen af det samfund, vi har i dag. Det er en stærk fortælling for Socialdemokratiet, og slet ikke tosset for en forholdsvis ung formand som Helle Thorning-Schmidt«.

Enken står bag
Filmen om Svend Auken, der blot bærer titlen 'Svend', er lavet af den afdøde politikers enke, dokumentaristen Anne Wivel. I de sidste to og et halvt år af hans liv filmede hun ham i flere sammenhænge.

Til at begynde med var det meningen, at den skulle skildre hans internationale engagement i særligt miljøpolitikken, men da Auken blev ramt af en alvorlig kræftsygdom, stjal temaer som liv, død og kærlighed fokus.

kritik Auken inspirerer fra det hinsides i nyt testamente

»Fra at handle om planetens overlevelse kom det pludselig til at handle om hans egen overlevelse«, siger Anne Wivel til politiken.dk.

Ikke en politisk film
Hun afviser, at filmen på nogen måde er politisk.

»Den handler om en person, der var politiker. Den er min kærlighedserklæring til ham«, siger hun og fastholder i samme moment, at det er helt tilfældigt, at premieren falder sammen med valgkampen.

Auken efterlod politisk testamente

»Oprindelig skulle filmen have været vist 14. september, men fordi den afgørende partileder også finder sted der, har vi valgt at rykke datoen«.

Men hvorfor har I så ikke valgt en dag efter valget?

»Det har simpelthen ikke været muligt af hensyn til biografernes kalendere«.

S-top har set filmen

Anne Wivel har inden udgivelsen vist sit værk til tre medlemmer af Socialdemokraternes top - heriblandt partisekretær Lars Midtiby. Hun afviser imidlertid, at de har haft nogen form for redigeringsret.

»Tre af Svends unge, nære medarbejdere har set filmen. Jeg ville gerne se deres reaktion på den, og den var meget følelsesmæssig«, siger hun.

LÆS OGSÅ Svensker er første modtager af Svend Auken-prisen

Hvad end Anne Wivel vil det eller ej, så får hendes film om hendes mand stor politisk opmærksomhed.

Ikke til snigpremieren, men til forpremieren, som finder sted 10. september vil blandt andre en række topsocialdemokrater - herunder Helle Thorning-Schmidt - samt lederen af de radikale, Margrethe Vestager, være på tilskuerpladserne.

Desuden bliver filmen 11. september i hver af de 68 biografer, som viser den, præsenteret af en politiker - fortrinsvis fra Socialdemokraterne. Blandt andre Aukens niece, Ida Auken, fra SF får dog også lov at byde velkommen.

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her