Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fiktion. 'Falske stemmer' handler om den stilfulde formand for 'Arbejderpartiet'. Hvor meget kan man tillade sig under dække af fiktion? Tegning: Jørn Villumsen
Foto: Tegning: Jørn Villumsen

Fiktion. 'Falske stemmer' handler om den stilfulde formand for 'Arbejderpartiet'. Hvor meget kan man tillade sig under dække af fiktion? Tegning: Jørn Villumsen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Socialdemokratisk insider skriver grænsesøgende nøgleroman

Helle Thorning-Schmidt og andre politikere er let genkendelige i 'Falske stemmer'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er løgn det hele.

Alle 388 sider.

Eller som forfatteren selv konstaterer i sit efterskrift til romanen ’Falske stemmer’: »Denne bog er det pure opspind. Ingen af personerne eksisterer i virkeligheden, ligesom handlingen udelukkende er et produkt af min fantasi«.

Ulla Thorning-Schmidt
Det er så også løgn. Lidt i hvert fald.

Og det er nok grunden til, at romanen allerede før sin udgivelse har udløst forventningsfuld snak i Christiansborgs gange.

For ikke alene synes mange af personerne og meget af handlingen i Anne Sofie Allarps roman ’Falske stemmer’ at være løftet lige ud af virkeligheden. Der er også den lille pikante detalje, at forfatteren selv i seks år arbejdede som international sekretær for Socialdemokraterne og altså har et godt kendskab til skuden og dens besætning.

Under læsningen er det da også nærmest umuligt ikke at se Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen, Svend Auken og Frank Jensen for sig – også selv om det i sidstnævnte tilfælde kan udarte en smule barokt på det indre lærred, da Frank Jensens figur i romanen er en kvinde ved navn Marianne Albertsen. Med pagehår.

Men selv i den mundering genkender man kandidaten, der tabte urafstemningen om formandsposten i partiet til den anderledes langbenede og tidssvarende model Ulla »med blot seks år i Folketinget bag sig«.

Ulla, det er så Helle. Thorning-Schmidt altså. I romanen er det ’Arbejderpartiet’, hun bliver formand for. Og navnet, hun lyder, er Ulla Bjerg Petersen. Men ellers ligner hun – i alt andet end hårfarve – Socialdemokraternes formand. Og så alligevel måske ikke. For, siger forfatteren:

»Det er fiktion«.

Det hele?

»Det hele! Men jeg ved godt, at en del af det sjove i denne her genre er, at man sidder og laver paralleller med virkelighedens personer. Jeg har været ret bevidst om ikke at gå for tæt på personerne, og jeg tror, at man kunne have skrevet sådan en roman om de fleste partier«.

Fusk i formandsopgør
Det må man ikke håbe.

I romanen ’Falske stemmer’ modtager Ulla Bjerg Petersen nemlig et anonymt brev med besked om, at hendes allierede i partiet fuskede med den urafstemning, der i sin tid gjorde hende til formand. Og nu skal hun så finde ud af, om hun vil købe brevskriverens tavshed. En beslutning, der træffer sig selv, da statsministeren næste dag udskriver valg.

Og så går historien ellers sin skæve gang.

Godt hjulpet ned ad bakke af lederen af partiets venstrefløj, en vis Bendt Graulund, som ustandselig stikker politisk pindebrænde i hjulet på partiformanden, når han da ikke lader blikket dvæle lidt for længe ved hendes kavalergang. Og selv om han ikke kun er høj, som Svend Auken var, men også kraftig, er hans virkelige forlæg ikke svært at spore.

Der skal meget til for, at en nøgleroman glider ind i den politiske debat.



»Jeg synes, det er interessant, hvordan magt påvirker et menneske«, siger Anne Sofie Allarp, men afviser, at den måde, hovedpersonen i hendes roman håndterer sin magt på, siger noget om, hvordan Helle Thorning-Schmidt gør det samme.

»Jeg kender Helle Thorning udmærket og har rejst med hende som embedsmand, og jeg holder meget af hende som person og synes, at hun er et meget vittigt og dejligt menneske«, siger hun.

Men hvis ikke personerne i din roman er de centrale figurer hos Socialdemokraterne, hvorfor har du så skrevet bogen, så de ligner dem så meget?

»Du mener, hvorfor har jeg ikke ændret deres alder og titler?«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Næsten ingen grænser Blandt de første til at blande fiktion og virkelighed i Danmark var Hanne-Vibeke Holst og Niels Krause-Kjær.

Førstnævnte, da hun i romanen ’Kronprinsessen’ (2002) skabte politiske romanfigurer med samme udseende og adfærd som virkelige politikere, men med frit opfundne private liv.

Og Niels Krause-Kjær i romanen ’Kongekabale’ (2000), hvor mange i og omkring Det Konservative Folkeparti mente at kunne genkende sig selv og især hinanden. Og forfatteren måtte understrege, at det hele var fiktion for at slippe for en retssag.

Og det er hele humlen, forklarer lektor, mag.art. Poul Behrendt, der har skrevet bogen ’Dobbeltkontrakten’ om fiktion og virkelighed. Står der ’roman’ på en bog, og erklærer forfatteren, at det hele er fiktion, er der næsten ingen grænser for, hvad vedkommende ustraffet kan skrive i den.

»For nylig udkom der en bog af en, der havde været ansat i Mærsk (Helle Vincentz: ’Den afrikanske jomfru’, red.), som kunne læses som en nøgleroman om Mærsk, men her gik forfatteren ud før udgivelsen og sagde, at bogen ikke handler om Mærsk«, forklarer Poul Behrendt.

»Og bogen fik jo ingen konsekvenser«.

Roman ødelagde et liv
Det gjorde det så til gengæld, da Jan Stage i 1997 i romanen ’De andres krig’ anklagede en dansk oberst for at have vidst, at den ene part i borgerkrigen ville angribe den danske lejr på grænsen til Bosnien. For dernæst selv at være flygtet hjem og have overladt de øvrige til deres skæbne.

»Sådan kørte historien også i fjernsynet. Helt faktuelt. Selv om Stage lige til sidst sagde: Det er fiktion. Det var jo et rent hævntogt fra Jan Stages side«, siger Poul Behrendt, som selv senere interviewede obersten.

»Han fik faktisk ødelagt sit liv af det, Jan Stage havde opfundet for at plette ham. Og det synes jeg ikke var fair«.

Nogle må nu finde sig i den slags, mener Poul Behrendt. Offentlige personer må leve med, at der bliver broderet videre på dem i fiktive værker. Som da der mildest talt blev digtet videre på Anders Fogh Rasmussen i filmen ’AFR’. Og ikke på den venlige måde.

»Alligevel kom der ikke et ord fra Fogh. Og sådan må det også være med offentlige personer«.

LÆS ANMELDELSE

Bogens egentlige ærinde
Hvor stort udbytte politikerne vil få af romanen ’Falske stemmer’, er tvivlsomt, mener politisk kommentator, den tidligere konservative politiker Hans Engell, der med stor fornøjelse læste ’Kongekabale’, hvor han, som han siger, »muligvis selv var lidt afbildet«.

»Den bar også præg af en stor blanding af realiteter og fiktion og rygter. Og det kan politikere ikke bruge til noget. Der skal meget til for, at en nøgleroman glider ind i den politiske debat og nogen tager dem for mere end underholdning. Også fordi genren nu er blevet så almindelig i Danmark«, siger han.



På engelsk er der kommet »fantastisk gode bøger« ud af at hente plot i den politiske verden og koge det sammen med tankespind og rygter, mener Hans Engell. Det kræver egentlig bare talent. Men det er til gengæld også afgørende.

Af samme grund regner Hans Engell kun med at læse ’Falske stemmer’, hvis den får gode anmeldelser. Ellers gider han ikke, siger han.

Spørger man forfatteren til ’Falske stemmer’, hvad læserne kan lære om dansk politik ved at læse hendes roman, peger hun på, hvor få personer der reelt er involveret i de politiske beslutninger.

»Man bruger mange kræfter i politik på at holde ro. Derfor indgår politikerne alliancer og knytter kun meget få personer til sig. Selv det, der kommer fra partiernes bagland, betragtes ofte som splid, der skal lægges låg på. Og så mister man noget. For flere hoveder tænker altså bedre end færre«, siger hun.

Hvad kan læserne ellers få ud af din roman, som de ikke kan finde i aviser og nyhedsudsendelser?

»En skide hyggelig søndag i sofaen«, griner hun. »Det er det primære mål med bogen«.

»At underholde«.

Skilsmisse efter valget

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selve urafstemningen om formandsposten i Arbejderpartiet er Anne Sofie Allarp godt klar over ligger »snublende nær på en virkelig hændelse«, som hun siger. »Men det er også det eneste. Fløjkonflikter er klassiske i alle partier. Hvis man skal beskrive et politisk miljø realistisk, kommer man ikke uden om de bagvedliggende krige, som primært er udtryk for magtdynamik. Der er forsvindende lidt politik i dem«.

Og du mener ikke, at der BLEV fusket med urafstemningen hos Socialdemokraterne?»Nej, nej«, griner hun. Ligesom hun ikke ønsker at give indtryk af, at Socialdemokraternes gruppeformand skulle frekventere prostituerede eller Helle Thorning-Schmidt have et forhold til en partifælle. »Jeg tror faktisk, at hun har et rigtig godt ægteskab«. Det er så ikke et træk, hun har til fælles med Ulla Bjerg Petersen, hvis mand allernådigst indvilger i at vente med at lade sig skille til efter valget. Mod at få forældremyndigheden over børnene. Og skødet på huset. Tror du ikke, nogle vil tænke, at der nok er noget om snakken, fordi du som tidligere ansat må ligge inde med særlig viden?»Andre forfatter har lavet en god research og kender derfor deres miljø lige så godt som jeg«, siger Anne Sofie Allarp, der er uddannet jurist. Og måske derfor kommer den igen: »Det er jo fiktion det hele«.














Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden