0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mor til dræbt søn: »Tilgivelse er at opgive sin retfærdige ret til hævn«

Robi Damelins er hovedperson i ny dokumentarfilm om konflikten i Mellemøsten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I dokumentarfilmen ’One Day After Peace’ tager du i en del af handlingen med instruktørerne til Sydafrika for at undersøge, om israelere og palæstinensere kan lære noget af det, der er sket på vejen mod demokrati i Sydafrika. Hvorfor kan netop Sydafrika være et forbillede?

»Jeg er født og opvokset i Sydafrika, og sammen med de to søskende, som har instrueret ’One Day After Peace’, ønskede jeg at opleve, hvad forsoningsprocessen i Sydafrika har betydet. The Truth and Reconciliation Commission (TRC, red.) i Sydafrika gjorde, at man fra 1996 havde høringer, der var med til at skabe forståelse og forsoning i landet efter apartheid«.

LÆS OGSÅ

»Mit budskab er, at en ærlig forsoningsproces skal være en del af enhver fredsaftale i Israel. Hvis ikke det er tilfældet, vil det være meget farligt. Kun gennem forsoning kan der blive tale om en afslutning af konflikten og ikke blot om våbenhvile«.

I filmen ser man tilbageklip fra TRC’s høringer ledet af bl.a. ærkebiskop Desmond Tutu, og der er nye optagelser af samtaler mellem dig og dels forældre, der mistede deres børn i Sydafrika, dels nogle af apartheidstyrets folk. Med din baggrund kendte du på forhånd situationen i Sydafrika. Lærte du noget nyt under optagelserne?

»Et sted i ’One Day After Peace’ ser man en sydafrikansk mor, der mistede sit barn under apartheid, møde Adriaan Vlok, som var Sydafrikas justitsminister i de sidste mange år af apartheidstyret. Det var hans beslutning at iværksætte den aktion, som dræbte den medvirkende mors barn. Jeg så ham og kvinden drikke kaffe sammen. De hyggede sig som et gammelt ægtepar. Det gjorde enormt indtryk på mig og fik mig også til at tænke på, hvad sand tilgivelse er«.

Din søn David blev skudt af en palæstinensisk snigskytte 3. marts 2002. David var en 27-årig filosofistuderende på universitetet i Tel Aviv, som var blevet beordret til at være soldat i den fredsbevarende styrke i de besatte områder. Hvad er oprigtig tilgivelse for dig?

»David og jeg var meget tætte. Han var en del af fredsbevægelsen i Israel. Han var pacifist. For mig går tilgivelse meget dybere end til blot at sige ordet. Man ser det i filmen: På et tidspunkt mødte jeg i Sydafrika en hvid kvinde, hvis datter tilfældigvis var blandt en gruppe unge, som blev myrdet af en ung sort mand«.

»Kvinden har siden opsøgt drabsmanden, de har talt sammen, de har forsonet sig. Jeg spurgte hende, hvad tilgivelse er. Er det at opgive, at der findes retfærdighed, og give personen lov til at gøre det samme igen? Er det at glemme, hvad der er sket? Hun svarede noget, som er blevet en helt central sætning for mig: Tilgivelse er at opgive sin retfærdige ret til hævn«.

Man fornemmer på kvinden i filmen, at det har været en befrielse for hende at møde og at tilgive sin datters drabsmand, og filmen igennem forsøger du forgæves at få et møde i stand med Davids morder. Hvorfor bliver du ved og ved med at forsøge det ved blandt andet at skrive til ham gennem hans familie, når han har svaret dig meget groft og afvisende?

»Nu havde jeg altså heller ikke forventet, at hans tone ville være det rene Martin Luther King! Men jeg tror, det var mine møder med den sydafrikanske kvinde og hendes datters drabsmand, som blev katalysatoren for mig. At skrive til Davids drabsmand var det sværeste brev, jeg nogensinde har skrevet. Men da jeg havde sendt det, forstod jeg, at det var begyndelsen til, at jeg selv kunne blive fri. For ved at skrive det brev, var jeg ikke længere et offer for den mand, der har dræbt mit barn«.

LÆS OGSÅ

»I øvrigt fik jeg for få uger siden en indbydelse til at komme og vise filmen i den landsby, hvorfra Davids drabsmand kommer. Jeg sagde med det samme ja. Måske har jeg ikke lyst til at gøre det og til eventuelt at møde hans familie. Men jeg gør det alligevel«.

Hvad giver dig styrke og kræfter til at blive ved med at tale for forsoning? Nogle gange kritiseres du af israelere, fordi du rejser sammen med palæstinensere og er tilhænger af både Israels ret til at eksistere og palæstinensernes ret til deres egen stat?

»Jeg var en del af antiapartheidbevægelsen i Sydafrika som ung. Da David døde, blev jeg opsøgt af nogle fra foreningen Parents Children, som har mere end 600 medlemmer, der alle er israelere eller palæstinensere, som har mistet børn i konflikten«.

»Jeg lod mig overtale til at deltage i et møde og genkendte med det samme min egen smerte i især de palæstinensiske mødre. Jeg indså, hvor stærke vi kunne være sammen, og jeg vil gøre alt for, at ingen andre forældre skal opleve den smerte«.

Læs mere:

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«