0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Philip Seymour Hoffman var ham, man tog med sig ud af biografen

Med Philip Seymour Hoffmans død har en generation af amerikanske scenekunstnere mistet sin mest ærlige, sin mest umiskendelige stemme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jordan Strauss (arkiv)/AP
Foto: Jordan Strauss (arkiv)/AP
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ved 19.30-45-tiden imploderede internettet, da det rygtedes, at den amerikanske skuespiller Philip Seymour Hoffman, indbegrebet af kunstnerisk autenticitet og integritet, var blevet fundet død om formiddagen amerikansk tid i en alder af 46 år.

Hoffman var skuespilleren, der blev boende i New York, på sin fjerde sal i Greenwich Village, også da karrieren fortsatte sin himmelflugt, og alle andre for længst ville være flyttet til Hollywood for at være tæt på producerne og andre, det kunne være værd at networke med. Og han var stjernen, der så gnidningsløst som ingen anden vekslede mellem vægtige roller i mainstreamfilm, som det faktisk lykkedes ham at forlene med farve og prægnans, og små tætte, unpluggede indiedramaer, hvor det igen og igen var ham, der forankrede værkets menneskelighed.

Én ting havde Philip Seymour Hoffman tilfælles med store dele af indbyggerne i Beverly Hills, nemlig sit misbrug. Det misbrug, der angiveligt og ifølge de første meldinger om, hvordan han blev fundet, drev ham i døden. Han var sindbilledet på en skuespiller, der satte sig selv på spidsen og næppe forevigede noget på lærredet eller på tv-skærmen, uden at det kom indefra det evigt hamrende tærskeværk, der bearbejder en kunstners personlige erfaringer og omsætter dem til emotioner, vi alle i publikum kan gøre til vore egne.

I den sidste af hans film, der har fået premiere, ’A Late Quartet’, spiller han andenviolinisten i en strygekvartet, og det krævede ingen erfaring med at sidde i strygekvartetter at forstå karakterens dilemma i en grad, at det var hans smerte, hans mindreværd og ydmygelse, man tog med sig ud af biografen.

Menneskeligt og kunstnerisk overskud

Det vil altid tjene til Philip Seymour Hoffmans ære, at han formåede at gøre sin nyreligiøse guru i ’The Master’, en veritabel L. Ron Hubbard-klon, til ikke alene en mand, der er fyldt med lige dele tvivl og overmod, men også til en sympatisk familiefar.

Det siger meget om Hoffmans menneskelige og kunstneriske overskud, at lige netop den karakter ikke blev til den billige satire, vi alle sad nede i biografmørket og forventede. Han arbejdede med alle de største instruktører, Paul Thomas Anderson, Cameron Crowe, Anthony Minghella, Todd Solondtz, Coenbrødrene m.fl., men nok så interessant er det, at han i de skelsættende værker, han medvirkede i, tit netop var den bid af virkeligheden, vores allesammens underbevidste virkelighed, man tog med sig.

’Synecdoche, New York’, der måske var sit års, 2008, mest elskede film i Cannes var det på grund af Hoffman, der ejede hver scene, hver indstilling i den film, titelrollen som den lille excentriske forfatter Truman Capote i ’Capote’, der gav ham en Oscar. I ’The Talented Mr. Ripley’ var han Jude Laws tykke ven med de fatale ejerfornemmelser, der ender med at give ham en antik vase i nakken. Og vel var ’Boogie Nights’ formelt set eksrapperen Mark Wahlbergs gennembrud som skuespiller, men her 17 år efter er det Hoffmans sølle, blegfede og potentielt farlige filmtekniker, man husker.

Teaterskuespiller i sin hjemby

I New York, Hoffmans hjemby, var han især teaterskuespiller. Her spillede han sine hovedroller, ikke mindst i moderne klassikere som ’En sælgers død’ og ’Lang dags rejse mod nat’, og her slog han sine folder som instruktør.

Philip Seymour Hoffmans dæmoner var ikke af nyere dato. Han havde efter eget udsagn været clean i 23 år, da han sidste år faldt i igen. Der var ikke nogen Shakespearesk eller Pintersk tragik over hans narkomisbrug, men tilsyneladende dybt grundfæstede problemer, som det ikke lykkedes ham at få bugt med.

Hvor glamourøst hans virke end måtte synes for os, der er uden for kunstverdenen, var det aldrig noget, der syntes at påvirke ham i hans daglige liv. Det er ikke mange år siden, jeg sidst læste et stort personligt interview med ham, som blev lavet på hans yndlingscafé »lige henne om hjørnet« i det lille kvarter på Manhattan, der var hans verden.

Med Philip Seymour Hoffmans død er det, som om en hel generation af amerikanske scenekunstnere er forstummet. Eller i hvert fald har mistet sin mest ærlige, sin mest umiskendelige stemme.