Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Janus Engel
Foto: Janus Engel

Skoven. Nogle gange bliver tankerne til radiostorm, der vildleder fra det væsentlige. Så kan skoven være en modvægt, mener Maya Ilsøe.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Maya Ilsøe: »Alle vil det gode - det gode ser bare forskelligt ud«

Maya Ilsøe, som står bag tv-serien ’Arvingerne', voksede selv op i en splittet familie.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da hendes morfar var ung, gik han med illegale blade.

Det var under krigen, og nazisterne var de onde. Maya Ilsøes morfar var maskinarbejder og kommunist, og han boede på Vesterbro i fjerde baggård. Når Maya Ilsøe mange år senere gik ture med ham på havnen i Hvidovre, eller når han sad i sin lænestol, og hun og hendes søster sad på puder foran ham, fortalte han om tiden, hvor han kæmpede mod nazisterne.

Maya Ilsøe tænkte dengang på, hvor rart det ville være med en verden, der var mere sort og hvid. Hun længtes efter at vide, hvem der var fjender. Så man i det mindste vidste, hvad der var godt, og hvad der var ondt.

I hendes barndom havde hippierne gjort oprør mod autoriteterne i samfundet, hun var flyttet fra et hippiekollektiv i Sverige til en lille lejlighed i Hvidovre, og man kunne ikke helt regne med, at de voksne gjorde, som de sagde, de ville. De ville alle sammen det gode, men havde helt forskellige og ofte modsatrettede værdier.

»I ungdomsårene var det svært. Jeg har haft mange indre kampe og konfrontationer, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede at vælge side. Nu sætter jeg pris på gråzonerne«, siger hun.

LÆS OGSÅ

I morgen sender DR afslutningen på første sæson af Maya Ilsøes tv-serie ’Arvingerne’, som har fået langt mere opmærksomhed og flere seere, end nogen havde turdet håbe.

Måske fordi serien fremstiller et nuanceret familietræ med kunstnere og gamle hippier med en jurist- og en håndboldgren, med søskende, der har forskellige forældre, en familie, som ikke er traditionelt bundet sammen, og som folk med moderne familieliv kan identificere sig med.

Den arena interesserer Maya Ilsøe. Familien. Ikke den sædvanlige kernefamilie, familievirksomheden, matriarkens eller patriarkens fald, som hun mener nutidens film og serier er fulde af. Men en familie, der afspejler virkelighedens familiemønstre, som hun undersøger uden at lede efter et facit.

Hippierne knaldede porcelænet
Maya Ilsøe var selv nyskilt og alene med to børn, da hun begyndte arbejdet med ’Arvingerne.

Hun har egen erfaring med hippier, kunstnere og utraditionelle familier fra sin opvækst. Ud over kollektivet i Sverige og det sociale boligbyggeri i Hvidovre, har hun boet hos sin oldemor, der var ret skør, hos sin far, da han blev yuppie i 1980’erne, og hos mormor og morfar på havnen. Maya Ilsøe har selv skullet finde sit eget ståsted. Der var ikke noget, der var givet, og det synes hun, kendetegner hendes egen generation.

»Jeg synes, nutidens familier er vildt spændende. Mange af de mennesker, jeg kender, er faktisk ret gode til det. Jeg er fuld af beundring for vores generation, fordi vi står i noget, ingen andre har stået i før. I så radikalt frie valg. Og mange navigerer ret fint. Men vi leder alle sammen«, siger hun.

Bagsiden af de mange frie valg har i Maya Ilsøes eget liv været, at det var svært at finde tryghed.

LÆS OGSÅ

»Vores forældre vidste ikke, hvordan det var at vokse op så vægtløst, som vi gjorde. De havde noget fast, som sad i deres krop, og så sprang de op og skulle knalde det kongelige porcelæn. Hvis jeg smider med det kongelige porcelæn, så skal jeg bare feje op bagefter. Det er en helt anden tilstand at være menneske i«.

Maya Ilsøe mener ikke, hun var sluppet godt fra at skrive ’Arvingerne’ for 15 år siden. Der var hun stadig vred på forældrene og deres generation.

»Der var så meget uro i mig, at jeg godt vidste, at enten skulle jeg selv lave et ordentligt oprydningsarbejde, eller også måtte jeg slå mig til tåls med en livsform – et eller andet system – hvor jeg godt selv ville vide, at det ville være en løgn. Så det var ligesom et sølle valg. Jeg har taget mange lange kampe på mange niveauer for at finde ud af, hvordan jeg skulle orientere mig i denne verden«, siger hun. Men selve skrivearbejdet har også hjulpet.

»Når jeg skriver, er det et af de store privilegier at sætte sig lidt ud over sit eget. Det har været en forsoningsakt at skulle dreje alle karaktererne og forstå dem til bunds«. Värmland og Hvidovre


De var flyttet derop sammen fra København. Til Värmland. I en klynge af huse midt ude i en skov.

Maya Ilsøes far havde en butik i København i Klosterstræde med brugskunst, og de voksne havde en fabrik i kollektivet, hvor de alle sammen arbejdede. De lavede vikingebæltespænder af elfenben, læder og forskelligt materiale. Og kartede uld. Maya Ilsøes mor syede små tasker og punge til butikken, dyrkede økologiske grøntsager og var hjemmegående husmor.

»Det var fuldstændig langt ude i en skov. Den nærmeste by hed Blomskog. Det var bare en jernbaneoverskæring med et par butikker. Det var noget af det, jeg savnede mest, da vi flyttede til Hvidovre. Vi var ude i den skov hver dag. Vi gik ikke i børnehave og sådan noget«.

Da Maya Ilsøe var seks år, blev hendes forældre skilt. Hun flyttede med sin mor og søster til Hvidovre og ind hos deres skizofrene oldemor, som havde et hus der.

Der var ligusterhække, og bagerens datter boede ved siden af. Maya Ilsøe gik rundt i byen i to år og forstod intet. Hun vidste ikke, hvad gear på en cykel var, og forstod ikke rigtigt, hvad folk snakkede om. Hun blev ikke mobbet, men kunne godt mærke, hun var anderledes. Af og til fik de gæster.

Nogle af dem kørte i ligvogne, som de havde malet blomster på. De kom i hele sigøjnerkaravaner, og så flokkedes Hvidovrekvarterets børn og løb efter gæsterne. Hun og søsteren blev også nogle gange hentet af deres far i kæmpe biler med soltag. Hendes mor havde en knaldgul skrammelcykel. De var helt klart anderledes.



»Hvis nogen kaldte mig svensker, blev jeg bare stolt. Så det blev hurtigt kedeligt at drille mig. Men jeg synes godt nok, det lige tog nogle år, før jeg fandt ud af, hvad det hele gik ud på«, siger hun

Kort efter de flyttede til Danmark, blev Maya Ilsøes mor syg og indlagt på hospitalet. Hun var indlagt i omkring tre måneder, mens Maya Ilsøe startede i børnehave.

»Jeg var bange for de voksne og bange for at være der. Det kan jeg huske meget tydeligt. Jeg tror, det var en kæmpe utryghed. Jeg vidste ikke, om min mor skulle leve eller dø. Jeg gjorde mig enormt umage for at passe ind, men jeg kunne grundlæggende ikke forstå, hvad det gik ud på«, siger hun.

Og så var der oldemor.

»Hun snakkede meget og mærkeligt. Hun var ret skør, men for os var hun jo bare oldemor. Hvis vi ikke ville i børnehave, min søster og jeg, for det synes jeg virkelig ikke var sjovt, så kunne man snyde hende og sige: »Nej, nej, oldemor. Børnehaven er der!« og pege i modsat retning. Til sidst opgav hun, og så kom man hjem og lege«.

Da hendes mor kom tilbage fra hospitalet, flyttede de i lejlighed, og Maya Ilsøe kom i en ny skole. Her fik hun sin første danske veninde.

»Det var mit held, at jeg kom i den klasse. De havde meget fokus på hvert enkelt barn, og hvad man havde behov for«, siger hun. Skoven og ligusterhækken


»Nogle gange tænker jeg over, når vi for eksempel skal ind at se ’Far til fire’, hvordan alt er designet til adfærd. Man går ind, der er et lysskilt. Man sætter sig, køber nogle popkorn, og der er et hul i armlænet til dem. Meget liv i byen er designet til, at man skal bevæge sig på en bestemt måde. I skoven er der hemmelige steder alle vegne. Og privatliv«.

Nu løber hun langs vandet på Amager Strand. Der kan hun få fornemmelsen af naturens sus. Hun bor i nærheden af Christiania, men der er for mange mennesker.

»Men lur mig, om man ikke kunne få det sus over en bakke karse«, siger hun.

Der var nogle år, hvor hun var sur på naturen og valgte den fra.

LÆS OGSÅ

»Hold kæft, hvor er det lommepsykologisk. Men jeg tror, jeg blev så såret over at miste den, at jeg tænkte: Fuck den. Nu hvor jeg bor på stenbroen og har kvababbelse over for mine børn, har jeg den splittelse, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at bo i skoven – midt i byen«.

Som barn var savnet af skoven stort. Dengang Maya Ilsøe og hendes mor og søster var flyttet til Hvidovre, plagede hun om at komme ud i skoven. Det var en kæmpe sorg at undvære den. Hendes mor lovede, at de skulle i skoven, og hun glædede sig helt vildt. De tog toget. Og de gik og gik. Maya Ilsøe sagde:

»Mor, hvornår kommer den skov?«.

Og hendes mor svarede, at de altså allerede var i skoven. Det var Dyrehaven.
Breve i kurven

Hjemme på værelset i Hvidovre havde hun bundet et sjippetov op med en kurv imellem. Hendes første danske veninde og hun sagde tit: »Skal vi gå hjem og skrive breve?«.

Så startede den ene med at stille 10 til 20 spørgsmål, og så sendte de breve frem og tilbage hele dagen.

»Det var alt fra »Hvad synes du er godt og ondt i livet« til »Hvad synes du om Jannick Dalsted« og »Keder du dig nu?«. Store spørgsmål og små«, siger hun.

Veninden har stadig nogle af de mange breve. Maya Ilsøe har ingen. Hun er ikke så god til at arkivere, men helt vildt god til at smide ud. Men noget har hun gemt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da hun var 13 år, skrev hun sin første bog. På en gammel sort skrivemaskine. Den var på 120 A4-sider, og hun betragtede den som en voksenroman. Og sendte den til Gyldendal.



»Så fik jeg så mit afslag. Og de havde fandeme været søde«, siger Maya Ilsøe. Forlaget havde læst bogen og kom endda med en forklaring og nogle anvisninger på, hvordan hun kunne gøre det bedre. Men så stod der: »Det er flot af din alder«.

»Det føltes som en hån og et skamstempel. Jeg fortalte ikke engang min familie om det. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg nok ikke skulle destruere brevet. Stadig den dag i dag kan jeg ikke få mig selv til at sige titlen. Og jeg har ikke læst den siden«, siger Maya Ilsøe.

Til gengæld går måden, hun skrev sin første bog på, igen i meget af hendes senere arbejde, mener hun. Lyriske stykker, kollageagtigt. Da hun fik en elektrisk skrivemaskine gik hun i gang med roman nummer to. Hun gik på biblioteket for at låne en bog om dramaturgi, men var for genert til at bede om hjælp til at finde den. Så hun kom tomhændet hjem.

Først langt senere på teaterskole i Australien fik hun fat i nogle litterære begreber. Siden søgte hun på filmskolens manuskriptlinje, hvor hun svor, at hun aldrig ville lave tv-serier. Nu er hun helt forelsket i mediet og at få lov at opholde sig i et univers og med de samme karakterer i længere tid ad gangen. Offerroller og ’Fattige Carina’


Mens Maya Ilsøe arbejdede på første sæson af ’Arvingerne’, satte hun sig grundigt ind i arveretten. Hun opdagede, at juristerne har et begreb, der hedder et ’intrigant testamente’. Men hun mener ikke, at matriarken, Veronika, der dør og efterlader sig et stort hus i ’Arvingerne’, er bevidst intrigant.

»Hun er som et barn – og generøs. Hun har jo givet huset væk tre gange og haft et ønske om, at de alle sammen skulle have det. Så det er en naivitet, der bliver ekstremt destruktiv. Den yderste konsekvens af ikke at lave en struktur«, siger hun.

På den måde kommer Veronikas ønske om at gøre det så godt til at virke egoistisk og hensynsløst. Sådan går det også de fire børn, der hver især har deres bud på, hvad der skal ske med den efterladte arv.

»De arbejder for hver deres fællesskabs værdigrundlag«, siger Maya Ilsøe.

LÆS OGSÅ

Kuratordatteren Gro vil lave huset til et museum, fordi hun mener, kunst er vigtig for alle. Juristsønnen Frederik ønsker en retfærdig bodeling for alle. Den mere flippede søn, Emil, har gæld, men ønsker også bare at hygge sig med de andre, og den bortadopterede håndboldpige, Signe, vil bare gerne ind i familien.

»Alle vil det gode, det gode ser bare forskelligt ud«, siger Maya Ilsøe.

Ligesom i hendes eget liv med kollektivet, forstaden og de modsatrettede værdier. Og evnen til at forstå andres motiver og se de gode intentioner bag selviskheden er en drivkraft, hun har. Også da hun skrev julekalenderen ’Pagten’, som havde et tema om mobning og om at behandle hinanden ordentligt.

»Jeg har en tyrkertro på, at alle gør det så godt, de kan. Jeg ser enormt meget god vilje, og jeg kan næsten få lyst til at sige: Kom nu. Det kan I simpelthen gøre bedre! Jeg har nok nogle kraftige værdier, som jeg gerne vil tillægge verden«, siger hun.

Modet til at være der
For hende er det ren dovenskab, når man synes, det er nemmere at pege på andre end at gribe i egen barm.

»Alle de her forsøg på at lave en pude mod verden. Hallo. Det virker ikke! Hvad havde du forestillet dig? Hvordan skal det se ud? Prøv at tegne det! Hvis man bliver forskrækket over, at tingene er store, og begynder at skælde ud på nogle bestemte for det, er det dovenskab. Eller hvis man selv synes, noget er svært, og derfor virkelig fordømmer det hos andre. Det gør jeg jo også selv, men så må man altså gøre sig umage. Jeg værdsætter virkelig mennesker i mit liv, der siger: Hey. Hører du lige, hvad du selv siger? Jeg kan godt lide, når folk gør sig umage for at leve i tråd med det, de godt ved«.

Og et er at have en god vilje, men at turde stå frem og lade være med at give andre skylden, når noget ikke passer en, det kræver mod.

»Mod til at være der. Jeg kryber selv i musehuller og dækker mig ind, men jeg synes, mod er vigtigt. Jeg synes, prisen for ikke at turde er meget høj. For alle. Mod til at tåle det, der skal mærkes. At tåle verden. Også det svære«, siger hun.

Og det gælder også, når vi gennemgår kriser i livet. Som for eksempel en skilsmisse, som Maya Ilsøe selv har gennemlevet. Der er en periode, hvor sorg og forvirring er fuldt forståelig. Men det går altså ikke at leve videre i en offerrolle, mener hun.



»En person i skilsmisse er i affekt i en vis periode, men der kommer et tidspunkt, hvor det ligesom ikke gælder mere. Når det sker, ved alle i omgangskredsen det godt. Man ved det også godt selv. Så kan man snakke længe om redskaber og præmisser. Men det ville være fint og spændende, hvis vi kunne gøre os umage og komme videre derfra«, siger hun.

I hendes omgangskreds er det for eksempel i orden at sige til, hvis man synes, hinandens måde at opdrage børn på halter. Det kan hun godt selv lide, selv om det er et felt, der gør ondt at få kritik på. Hun ser det faktisk som en pligt at bevare respekten for andre. Også når man selv har været igennem en krise.

»Det er ikke i orden at tillade, at man mister respekten for andre mennesker, på grund af at man selv er i affekt. O.k., når man lige har været besat af tyskerne, så synes man ’noget’. Og det gør man måske i en generation. Men så må næste generation prøve at finde en måde at komme videre på. Hvis man har et ansvar, er det at holde øje med de mennesker, man rigtigt holder af. For offerrollen er sgu mere ødelæggende, end man lige tænker over. Men gud, hvor er det svært«, siger hun.

Hun har ikke lyst til at være moralsk. Men man må godt have et menneskeligt ansvar og et samfundsmæssigt ansvar, mener hun. Det kan man godt kræve af hinanden.

»Det er jo også vildt, at man tillader sig selv at blive så skinger, at man stigmatiserer folk, der i forvejen er stigmatiserede. For at nå sit eget mål. Som i indvandrerdebatten, men også ’Dovne Robert’ og ’Fattige Carina’. Det er da helt vildt«. Skilsmisse og delebørn


Hun havde rejst meget i mange år og troede ikke, hun skulle bo i Danmark. Hun levede uden rytme og havde ikke nogen planer. Lavede en masse undergrundskunst, var meget engageret.

»Jeg levede efter ’alt eller intet’. Jeg følte, håbede og troede, at jeg var lidt urørlig«. Hun tænker lidt.

»Hvis jeg hørte det med mine ører dengang, ville jeg sige: Gud, hvor er du tarvelig at sige det om mig«. Hun fortsætter:

»Jeg var ikke så sårbar heller. Wauw. Altså. Når man får børn. Nu er min lykke afhængig af ... Nu er jeg bare nummer to i mit liv for altid. Endda nummer tre. Med to børn«.

Hun mener, der er en anden grund end mange bleer og søvnløse nætter til, at forældre med små børn bliver skilt, som hun selv blev, da børnene var små. Vi forandrer os hele tiden. Og at få børn forandrer alt:

»Da blev jeg voksen. Er du sindssyg. Det havde jeg ikke været før. Når man får børn, er man sig selv, men man er også ny. Og så skal man møde den anden igen«, siger hun.

LÆS OGSÅ

Og selv om en skilsmisse altid vil være sorgfuld og svær, mener hun, at man er nødt til at fokusere på, hvordan man gør det nemmere for familien at vænne sig til den nye situation. To hjem for børnene.

»Fra at gå helt ned i detaljer omkring, om min eksmand husker noget gymnastiktøj, så har jeg valgt at lægge fokus på, om han elsker børnene. Har de det godt? Er alt andet, som det skal være? Så fuck gymnastiktøjet. Og måske er det ret fedt, at han er lidt lose med noget af det, jeg er tight omkring – og omvendt«.

Efter skilsmissen havde Maya Ilsøe stort set ikke andet i sit liv end børn, arbejde og for lidt søvn.

»Det er uholdbart i længden«, siger hun. Hun tror på kærligheden mellem to voksne. Tanken om at holde en i hånden gennem livet. Og hun har også en at holde i hånden nu.

»Men for mig skal det være ret levende. Alle parforhold kræver meget investering, tror jeg«, siger hun. Frihed

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det slog hende lige pludseligt.

Hun sad på toilettet, da hendes datter kom kravlende derud. Hun tænkte, at nu kunne hun ikke engang gå på toilettet alene mere. Men det sære var, at hun havde heller aldrig følt sig så fri.

Sad der med pligter og ansvar, som hun i sit ustrukturerede og omrejsende kunstnerliv aldrig havde haft, og følte sig mere fri end nogensinde. »Tænk at have så meget og ikke skulle lede efter noget som helst. Der var ingen søgen eller tanker om, at der bag det næste var andre grønne plæner. Det synes jeg er et meget spændende emne, som vi arbejder med i ’Arvingerne’. Frihed har været et grundtema. Hvad er frihed. Der kan jo godt være frihed i begrænsninger«, siger hun.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden