Politikens streaming-guide: Kom med ud til det ydre rum

Lyt til artiklen

Science fiction er ikke kun for nørder.

Med film som Spike Jonzes ’Her’ om en mand i en nær fremtid, der forelsker sig i sit styresystem, og med en tid, hvor vores elskede smarte telefoner kravler længere og længere ind som en uadskillelig del af krop og liv, er science fiction bestemt ikke længere en genre, der er forbeholdt teenagerdrenge og nørder, der kan tale ’Klingon’ og lave det der svære v-tegn mellem lange- og ringefingeren.

Politiken guider dig hver mandag til gode film og serier blandt de tusindvis af tilgængelige titler på forskellige streamingtjenester. Her er bud på sci-fi-film og -serier, der tager dig ud i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige, og ingen ved, hvad der venter.

Battlestar Galactica

En koloni af mennesker angribes af en robotrace, cylons, de selv har skabt, og ud af flere milliarder overlever kun omkring 50.000. Rumskibet Battlestar Galactica er eneste tilbageværende militære fartøj af en sønderslået flåde, og sammen med en række civile fartøjer sætter de kursen mod et sted, som kun kendes fra gamle sagn: ’Jorden’.

Serien har flere referencer til virkelighedens kamp mod terror, cylons er sammenlignet med Al-Qaeda, og serien er blevet rost for at tage politiske såvel som religiøse, kulturelle og psykologiske problemstillinger op.

Alle 4 sæsoner af ’Battlestar Galactica’ er tilgængelig på HBO og på Netflix, der også har 27 episoder af den oprindelige serie fra 1978

LÆS ANMELDELSE FRA ENGELSKE THE GUARDIAN: Better than The Wire?

WWW:Se trailer til 'Battlestar Galactica' ( eksternt link)

Stargate SG-1

Serien er skabt ud fra filmen Stargate fra 1994 og handler om en portal, der giver adgang til andre verdner. Herfra udforsker et særligt team galaksen og tager kampen op mod fjendtlige aliens, som siden gammel tid har kidnappet mennesker og taget bolig i deres kroppe.

Hovedrollen spilles af Richard Dean Anderson (tidligere ’MacGyver’, tv-helten, der kan klare enhver knibe og lave en bombe ud af en tot vat og en æske tændstikker). Klart i den nørdede afdeling, men med humor og fornyelse i manuskripterne er det blevet til ti sæsoners udenomsverdslig underholdning.

5 sæsoner er tilgængelige på HBO

LÆS ANMELDELSE FRA ENGELSKE THE GUARDIAN: Stargate Review

WWWSe trailer til 'Stargate SG-1' ( eksternt link)

Doctor Who

»Jeg er doktor. Jeg er tidens herre. Jeg er fra planeten Gallifrey fra Kasterborous-konstallationen. Jeg er 903 år gammel, og jeg er kommet for at redde jer og de seks milliarder på jorden under os. Har du et problem med det? Ok, Allons-y!«

Fra den første serie startede i 1963 og frem til nu har der været 11 forskellige doktorer, og serien er den længst kørende science fiction-serie. Doktoren flyver stadig rundt i en politi-telefonboks fra 1950’erne, og selv om der er mere action og fart i den nye version efter de 16 års pause, der har været indtil 2005, kører serien fortsat på det syrede og det sjove.

LÆS ANMELDELSE FRA ENGELSKE THE GUARDIAN:Dr Who for the attention deficit disorder generation

WWWSe trailer til 'Doctor Who' ( eksternt link)

Prometheus

33 år efter skabelsen af science fiction kult-gyseren ’Alien, den 8. passager’, er Ridley Scott tilbage som instruktør på en film om samme univers. Denne gang er det forhistorien til Alien-filmene, det handler om, og i særdeleshed det mystiske rumskib, hvor første mand i filmen fra 1979 stifter bekendtskab med den uhyggelige race, der siden bryder ud af hans mave.

Men filmen om Prometheus, rumskibet med navn efter den græske Gud, der stjal ilden fra Zeus og gav den til mennesket, forfølger en anden historie: To arkæologer har fundet et stjernebillede, som de mener viser vej til dem, der skabte mennesket.

Plottet er ambitiøst og fuldt af løse ender, men filmen er en lækkerbisken, når det gælder det visuelle, effekter og lyd. Michael Fassbender er dragende og mystisk som underspillet robot, og Noomi Rapace intens som nysgerrig arkæolog, mens man må kigge langt efter den knugende spænding fra Scotts første film fra universet, hvor han på Hitchcock-maner lod publikum skræmme af et monster, man kun sjældent fik et glimt af.

Ridley Scott arbejder på endnu en film i samme univers, som har planlagt premiere i 2015.

’Prometheus’ kan streames på ViaPlay

LÆS ANMELDELSE FRA AMERIKANSKE EMPIRE:It’s Alien, Jim, but not as we know it

WWWSe trailer til 'Prometheus' ( eksternt link)

Rumrejsen 2001

Stanley Kubricks meditation af en science fiction fra 1968. Om en mission til Jupiter, verdens begyndelse, menneskets ophav og fortalt med æstetik, stor musik og præ-digitale effekter.

Den knappe dialog mellem videnskabsmænd og computeren HAL, pauserne og den statiske lyd fra rumskibet er nærmest trancefremkaldende, hvilket gør filmens 160 minutter til en oplevelse, kun få film kan gøre den efter. Den blev i mange år vist på årets mest søndagsagtige dag, 1. januar, og mon ikke den også fungerer en regnfuld sommersøndag.

'Rumrejse år 2001' kan streames på Filmstriben.

WWW:Se trailer til 'Rumrejsen år 2001' ( eksternt link)

Star Trek VII: Generations (1994)

Besætningen fra den oprindelige serie ’Star Trek’ møder besætningen i den efterfølgende - ’Next generation’. På trods af, at de befinder sig i hver sin tid. Men det er ikke nogen forhindring i dette univers, der er kendt for sin utopiske fremtidsvision, hvor alle problemer med køn, race og socioøkonomisk diskrimination er længst overståede.

Og så er den kendt for sine joviale kammeratskaber om bord på det gode skib, USS Enterprise.

Her får robotten Data en følelseschip, så han får græde- og grineflip; en planet trues med at blive pulveriseret; den gamle kaptajn siger til den nye, at situationen er faretruende og chancerne små. Alt er i det hele taget trygt, og som det plejer for stjerneskibet, hvis motto ellers siger, at det modigt flyver, hvor ingen andre før har været.

'Star Trek VII: Generations' kan streames på Netflix.

WWW:Se trailer til 'Star Trek VII: Generations' ( eksternt link)

Helene Navne

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her