Foreløbig har den været i Nepal, Sverige, Danmark, Honduras og Norge.
Inden længe rejser bamsen Sofus til andre lande med sin lille røde kuffert for at være hovedfigur i korte dokumentariske børnefilm.
Når bamsen sammen med nogle af sine skabere fra produktionsselskabet +Plus Pictures i fremtiden besøger andre lande end hidtil, vil den sandsynligvis være kendt af mange af sine oplagte danske tv-seere.
Børn i alderen fra 3 til 6 år er den primære målgruppe for ’Sofus’, men producenterne forventer, at også mange 2-årige vil kunne få noget ud af at se kanalen Ramasjang i det ugentlige kvarter, hvor bamsen er på programmet.
Nyt univers
Ambitionen er ifølge DR, at ’Sofus’ skal slå igennem, som bamser og andre børnefigurer har gjort det på DR førhen.
70 centimeter høje lysebrune, lammebløde Sofus med lædersnude, en lille tunge ud af munden og en blanding af et hundetegn og et superheltelogo i en kæde om halsen er satsningen, der skal gøre for DR i dag, hvad figurer som Kaj og Andrea og siden Bamse og Kylling gjorde engang fra begyndelsen af 1970’erne og flere årtier frem.
Sammenligningen med lige præcis ’Bamse og Kylling’ er dog skæv, siger Ulla Hæstrup, der er kanalredaktør på Ramasjang. For bamsen Sofus har ikke sit eget, fiktive univers.
Giv nu slip på Bamse og KyllingTværtimod tager den rundt i verden og møder børn i deres virkelige univers:
»Det nye ved ’Sofus’ er ikke hans måde at være bamse på. Det nye er den måde at lave dokumentar- og reportageprogrammer på for de små. Bamsen gør, at de yngste seere bedre kan relatere til de forskellige børn, programmerne handler om. Samtidig har det vist sig, at bamsen er med til at lukke de børn op, man møder i serien«.
DR har lang tradition for at lave reportager for børn fra fremmede lande, men det er første gang, man gør det med en bamse som gennemgående hovedperson. Økonomisk koster ’Sofus’ nogenlunde det samme som de programmer for børn, DR i øvrigt tager til andre lande for at lave. Ulla Hæstrup vil dog ikke oplyse det nøjagtige budget.
Opmuntrer til fortællinger
»Grundideen kom fra, at mange børn har prøvet at have en besøgsbamse med sig hjem fra børnehave. Når man har haft bamsen overnattende hos sig og kommer tilbage i børnehaven, fortæller man de andre børn om, hvad man har oplevet sammen med bamsen. Det er en måde, hvorpå børn formidler sig til hinanden. I serien rejser Sofus ud i verden til børn, der fortæller og viser historier fra deres hverdag«, siger Mette Mailand, der producerer ’Sofus’.
I modsætning til rigtig mange andre fiktive børneserier har ’Sofus’ rigtige børn som medvirkende. De enkelte afsnits børn fra Danmark, Honduras eller Nepal er ikke instrueret i at formulere det, de fortæller i et afsnit. De spiller sig selv.
For Mette Mailand og instruktør Ulla Søe var det naturligt at gøre ’Sofus’ dokumentarisk, fordi »+Plus Pictures er rundet af den dokumentariske genre«, som Mette Mailand siger det.
Producent: Dårligt børne-tv er DR's egen skyld»Når børnene får besøg af Sofus i serien, trækker han sig selv lidt tilbage og lader dem fortælle. Det genkendelige hverdagsagtige i serien er vigtigt for børn. Når vi rejser rundt i verden med Sofus, leder vi ikke efter forskelle på danske børn og børn i andre lande. Vi forsøger at finde lighederne, så børn kan genkende sig selv i de historier, der fortælles. Om de så foregår i Hvidovre eller i Honduras«.
Når Mette Mailand skal karakterisere Sofus, bruger hun ord som »glad«, »åben«, »nysgerrig« og nok så væsentligt: »ikke bange for det fremmede«. I hvert afsnit er der en situation, hvor han viser sig fra sin overraskende, drillende side. Derudover er han ret rar og med på at prøve lidt af hvert – også kulinarisk.
Inspireret af Totte
Mens Sofus kommer vidt omkring, vil børn fra 2-års alderen kunne se billeder fra lande, de ikke anede fandtes. Og også høre andre børn tale på fremmede sprog. For bag den indtalte voice overstemme høres det eksempelvis, at pigen Nirbika fra Nepal siger ord, der er fremmede i danske ører.
Meningen er dog ikke, at børn skal blive kloge på, hvordan det er for børn at leve i andre lande. Det kan de ældste børnehavebørn måske danne sig et indtryk af. Men hensigten er snarere, at børn foran tv-skærmen kan opleve genkendelse i historierne, siger Mette Mailand:
»Vi har ladet os inspirere lidt af ’Totte’-bøgerne. ’Totte’ er hverdagshistorier for de helt små i stil med ’Totte hos lægen’ og ’Totte rydder op’. I afsnittet med Belinda i Honduras hjælper Sofus tre børn med at lære, hvordan det er at være tre, der skal finde ud af at lege sammen. Det er svært alle steder«.
Hr. Skæg gør matematikken til en magisk legNetop det genkendelige i det fremmede er noget af det, lektor og afdelingsleder på Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet Christa Lykke Christensen har lagt mærke til efter at have set to afsnit af ’Sofus’:
»Man vælger at vise, at ligegyldigt hvor i verden man er, så er børn altid børn. Ved at fokusere på det genkendelige i det fremmede holder DR med ’Sofus’ en tradition i hævd, man har haft siden 1980’erne. I de små dokumentarfilm knyttet til julekalendere fastholdt man rester af at lave dokumentarfilm for børn med fokus på det fremmede i det fremmede. Men ellers har man valgt den forestilling, at uanset hvor forskellige vi er, så er vi ens«.
Christa Lykke Christensens kerneområde er børn, unge og medier, og umiddelbart synes hun, at ’Sofus’ har takter til at blive en god serie for de allermindste seere:
»Jeg tror, den vil appellere til små børn. Den repræsenterer både den tuttenuttede bamse, der gerne vil have et næsekys, og det lidt overraskende. I hvert afsnit er der installeret små dramaer, der løses til sidst. Også det er i DR’s ånd: Opstår der konflikter, løses de på diplomatisk vis. Man går ikke ind i konflikterne. Det gjorde man heller ikke med ’Bamse og Kylling’ eller med ’Kaj og Andrea’.
Gammeldags og langsom
Ud over at ’Sofus’ er dokumentarisk, er der en stor forskel på den serie og på de efterhånden bedagede seermagneter, siger Stine Liv Johansen, der er adjunkt på Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet og for nylig fik udgivet bogen ’Børns liv og leg med medier’:
’Sofus’ er mindre modig og fræk, end eksempelvis ’Bamse og Kylling’ var:
»Man kan se, at den er produceret med henblik på at skulle kunne sælges på et internationalt marked. Med ’Sofus’ har man bevidst lavet en figur, der kan eksporteres til lande, hvor man ikke laver så modigt tv for børn som i Danmark. ’Bamse og Kylling’ kunne ikke eksporteres. Det prøvede man slet ikke på. ’Sofus’ er ikke nær så fræk. Bevidst er den skabt, som når man laver forsimplet animation. Den kan jo næsten ingenting«, siger Stine Liv Johansen.
DR har selv betalt en stor del af ’Sofus’, men serien medfinansieres af bl.a. Danida og en længere række nordiske fonde.
Allerede nu er ’Sofus’ planlagt til visning i flere af de lande, bamsen har besøgt. Håbet er ifølge producer Mette Mailand, at f.eks. Tyskland også viser interesse, og at lande som Honduras og Nepal vil vise hele serien og ikke blot de afsnit, de selv er repræsenteret i.
Ingen disneyficering
Stine Liv Johansens umiddelbare vurdering er, at DR med ’Sofus’ »virkelig vender tilbage til de gamle dyder«:
»Den er sød, og det er nogle flotte billeder. Men hvis ’Sofus’ skal blive den nye superstar, skal der noget mere schwung i serien. Den er gammeldags og langsomt fortalt«.
Hvor Christa Lykke Christensen ser ’Sofus’ som »harmløs i bedste forstand«, savner Stine Liv Johansen, at bamsen har mere indlevelse:
»Som karakter betragtet er den ligegyldig. Men man må sige, at den er et sats fra DR’s side, for den er heller ikke for lækker at se på. Jeg synes ikke, den er så meget i tråd med ’Bamse og Kylling’ som med de ulandsdokumentarer med lidt bedrevidende formidling, forældre kan huske fra deres barndom«, siger Stine Liv Johansen og tilføjer, at hun i sig selv er positiv over for, at ’Sofus’ viser børn, hvordan børn i andre lande lever:
Bamse har tabt til billige, udenlandske tegnefilm»Hvis DR ikke gør det, er der ingen, der gør det. Blot er jeg skeptisk over for, at man gør det så traditionelt på det ekstremt fragmenterede marked for børne-tv«.
Producer Mette Mailand fra +Plus Pictures understreger, at Sofus »bestemt ikke er ligegyldig«:
»Han er faktisk helt fantastisk, fordi han åbner børns øjne for verden uden for deres egen. Det har været vores mål at producere en serie, som viser børns hverdagsliv fra hele verden på en måde, så det ikke bliver disneyficeret«.
fortsæt med at læse
