Der var engang, da dansk børnefilm blev betragtet som second to none. Sådan er det ikke længere. I en tid, hvor dansk voksenfilm fortsat fejrer triumfer internationalt, er den danske børnefilm blevet kørt ud på et sidespor, hvor den reelt fungerer som en pengemaskine, der giver dansk film kunstigt åndedræt uden at gøre større indtryk.

Hvilket er grunden til, at jeg ikke bare stikker i et jubelhyl ved nyheden om, at ’Krummerne’ kommer på banen igen. ’Krummerne’ udfyldte såmænd et hul og en funktion, da Regner Grasten i 1991 genoplivede ånden fra ’Far til fire’, men siden da er både ’Far til fire’ og ’Min søsters børn’ genopstået fra de filmisk skindøde og støvsuger rutinemæssigt morfar og mormors lommer i skoleferierne.