Filminstruktør: Indfør kvoter for køn

Diskrimination. Kønt er det ikke, at mændene  løber med de fleste kulturpriser, mener instruktør Kathrine Windfeld
Diskrimination. Kønt er det ikke, at mændene løber med de fleste kulturpriser, mener instruktør Kathrine Windfeld
Lyt til artiklen

Optag lige mange mænd og kvinder på Filmskolen. Og sørg for, at kvinder får en ligelig del af filmstøtten ligesom i Sverige. Forslaget kommer fra filminstruktør Kathrine Windfeld, efter at Politiken i går i en undersøgelse afslørede, at landets største kulturpriser overvejende går til mænd. Mandlige kunstnere modtager over dobbelt så mange priser som deres kvindelige kolleger inden for både film, teater, musik, litteratur, billedkunst og arkitektur. Især i filmbranchen er tendensen markant - eksempelvis er Robertprisen for årets filminstruktør de seneste 12 år udelukkende gået til mænd. I gårsdagens artikel udtalte Kim Magnusson, formand for Danmarks Film Akademi, der står for at uddele Robertprisen, at en af årsagerne til, at mændene løber med priserne, er, at der er færre kvindelige instruktører at vælge blandt. LÆS OGSÅDet er mændene, der løber med kulturpriserne For eksempel var to tredjedele af de optagne på Filmskolens fiktionsinstruktørlinje i 2011 mænd. Men netop derfor bør man ifølge Kathrine Windfeld kigge på optaget på Filmskolen og på, hvem Filminstituttet giver penge til. Her bør indføres kvoter, som de har gjort det i Sverige, hvor halvdelen af filmstøtten gives til kvinder. »I dag findes jo allerede en kønskvotering. Den er bare omvendt og ubevidst. 12 år udelukkende med mandlige instruktører som vindere. Hvis det ikke er kvotering, så ved jeg ikke, hvad det er«, siger hun. Forslaget får opbakning hos ligestillingskonsulent Dorte Madsen, der mener, at det svenske system nemt kan overføres til Danmark. Nej til kvoter i filmbranche Men i filmbranchen er der ikke megen støtte at hente til forslaget om kvoter. »Kvoter har den sidegevinst, at det er dybt diskriminerende, hvis nogle meget talentfulde ikke kommer ind på grund af nogle andre, der ikke har det talent. Men jeg mener, at kvinder er lige så talentfulde. Gåden er, hvorfor der ikke er så mange, der søger ind som fiktionsinstruktører«, siger rektor på Den Danske Filmskole Poul Nesgaard. Han peger på, at der på dokumentarinstruktørlinjen til gengæld er en overvægt af kvinder. Henrik Bo Nielsen, direktør i Det Danske Filminstitut, undrer sig også over, at prisregnen ikke drypper mere på kvinderne. Men heller ikke han synes, at svaret er kvoter.

»Vi har et kønsblindt støttesystem, som støtter værker. Vores nordiske kolleger har kvoter, men vi har flere markante kvindelige instruktører, som klarer sig flot uden kvoter, end de har med kvoter. Jeg føler mig ret fortrøstningsfuld om, at tiden vil give en anden balance«, siger han. Martin Strange-Hansen, formand for interesseorganisationen Danske Filminstruktører med cirka 400 medlemmer, går heller ikke umiddelbart ind for forslaget, men mener, at branchen skal gøre mere for at opildne kvindelige talenter. »Hvis kvindelige ansøgere får afslag på støtte, søger de ikke igen. Mænd derimod er mere tykskallede og kommer igen og igen, ligegyldigt hvor mange afslag de får. Vi skal sørge for at give de kvindelige talenter rygstød til, at de også kommer igen«, siger han. Hårdt mod hårdt Ifølge Kathrine Windfeld bør man gå stærkere til værks end opfordringer og støtte. Ellers kommer man ingen vegne. »Ligestillingen kommer ikke af sig selv. Det ved vi jo også fra bestyrelseslokalerne. Og vi ender med en filmisk historieskrivning, hvor kvindernes historier ikke er repræsenteret. Det er problematisk«, siger hun. Også kulturminister Uffe Elbæk (R) mener, at kvinders markante underrepræsentation bør vække til alvorlig eftertanke. »Når det er så gennemgående og i så mange år, er det udtryk for, at nogen får mere lys end andre«, siger han. LÆS OGSÅFilmakademi-formand om manglende priser til kvinder: »De sidste 12 år må mændene have været bedre« Kulturministeren er dog ikke parat til at indføre kvoter på uddannelser eller offentlige kulturstøttekroner. »Personlig har jeg været fortaler for kvoter, men regeringen er blevet enig om at gå en anden vej. Senere i år kommer der dog en mangfoldighedsstrategi på kulturområdet for at sætte fokus på det her problem. Vores kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, råd og nævn skal tænke i mangfoldighed«. I dag findes jo allerede en kønskvotering. Den er bare omvendt og ubevidst

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her