Børnene fra Pristina i Kosova kigger på os med øjne, der synes større end dem selv og deres unge liv. Blikke fulde af bange anelser, uro og en angst, der forekommer så meget stærkere end de tillærte monologer i børnenes munde. På papiret er det et interessant filmisk eksperiment, instruktøren Birgitte Stæremose begiver sig ud i med ’Ønskebørn’. En af de fire danske kortfilm for børn og unge, der deltager i Berlinalen, hvor de fleste af bidragene blev vist i går. I barndommens land er der at dømme efter de fire danske kortfilm ikke så rart. I hvert fald er filmene med en enkelt undtagelse fyldt af en ildevarslende stemning, der nærmest vil finde resonans i gysergenren. Dog naturligvis fraregnet ’Ønskebørn’ fra et Kosova, hvor hverdagen efter borgerkrigen stadig former sig som et virkeligt gys.
»Den eneste grund til, at jeg taler til dig, er, at jeg er så sulten. Jeg er så sulten, at jeg kunne spise dine penge ... faktisk er jeg så sulten, at jeg kunne spise dig«, som en af filmens drenge siger til kameraet i en af de – problematiske – monologer, Birgitte Stærmose har udstyret børnene med. Problemkatalog Det er en ærgrelse så gammel, som der findes journalistik, at kilder ikke altid siger tingene så præcist og stærkt, som journalisten gerne ville have. Og det er en dødssynd i samme aldersklasse at bestemme sig for at ’stramme’ udsagnet, så det passer bedre ind i den virkelighed, man vil skildre.
