Det er meget lang tid siden, aboriginerne i Raminging-stammen har skrællet bark i meterlange strimler af træerne for at bygge en af de særlige kanoer, stammens mænd siden urtiden har sejlet i henover sumpens filter af grene og rødder... som små, seje pile. Mere enden velmenede hyldest
Men da den flere gange prisbelønnede filminstruktør Rolf de Heer dukkede op i det utilnærmelige hjørne af Australien ved Arafura sumpen, fik han sammen med sin ven, skuespilleren og aborigineren David Gulpilil, overtalt nogle af stammens mænd til ikke bare at lave ti kanoer, men også at sejle ud i dem på en fantastisk rejse tilbage til stammens forfædre. Rejsen i tid, kultur og sind er blevet til den dybt fascinerende, rørende og smukke spillefilm, ’Ten canoes’. Filmen præsenteres som en fortælling, hvori en ung mand, der har bortført en af sine brødres koner, skal lære om de gamle dage og om, hvordan man egentlig opfører sig som en del af Raminging-stammen.

Ved ganske enkelt at mikse sort/hvide scener fra dengang med den mere farvestrålende nutid, får Rolf de Heer spillet mellem de glemte rødder og den tvivlende, rastløse nutid til at gå op i en sjældent vellykket helhed. Gennem sin pudsige humor og den legende livslyst, der emmer fra lærredet, er ’Ten Canoes’ meget andet end en velment, pædagogisk hyldest til et urfolk og de skikke, der for længst er blevet trampet ned af det moderne samfund. Det sublime ved filmen er, at den præsenterer og bringer de gamle myter og manerer i spil på sine helt egne præmisser. Filmen bag filmen
At det ikke har været den rene leg at indspille filmen med udelukkende aboriginer på rollelisten og på stammens eget sprog, viser den medfølgende dokumentarfilm ’The Balanda and the Bark Canoes’ (’Den hvide mand og barkkanoerne’) til fulde. Det er første gang, at en australsk film udelukkende bruger aboriginer på rollelisten – og på stammens eget sprog. Filmen er i høj grad skabt på stammens betingelser, manuskriptet er ændret flere gange og scener skiftet ud undervejs.