Engang spillede de for enlige mænd, som sneg sig ind i sidegadernes biografer for at lure på lærredets frækkerter. Så kom pornoen hjem i stuerne på først video og senere dvd. I dag lever fænomenet fremdeles i bedste velgående på internettet, hvorfra ung som gammel kan laste det ned til privat brug på sin computer. Og det var vel så den historie. LÆS OGSÅAnmelderne afsporer Bille Augusts nattog Lige indtil den normalt ellers nærmest overdrevent politisk korrekte og moraliserende filmfestival Berlinalen i år bestemte sig for at invitere pornoen tilbage på lærredet fra den lodrette position på de skidne lagner. En invitation, pornoen i den grad har taget til sig. Hvorfor festivalen svælger i sex fra morgen til midnat.
Garanti for forløsning Berlin er blevet omdannet til lasternes hule for en uge, mens film som de amerikanske 'Lovelace' og 'Don Jon's Addiction' sammen med den britiske 'The Look of Love' har fået en skøn blanding af hipstere, husarer og kvinder med lyst til lidt mere til at stå i kø i timevis for at sikre sig billet til løjerne. At forestille sig, at nogen er gået skuffede hjem uden forløsning, er nærmest umuligt. For filmene om porno og sex har på en måde dækket alle hjørner af lystens rige. Vi får den, om jeg så må sige, fra offerets rolle i 'Lovelace', fra bagmandens vinkel i 'The Look of Love' og fra konsumentens position ved computerskærmen i 'Don Jon's Addiction'. LÆS OGSÅGennembanket og nykristnet pornoikon får Hollywood til at gå til kødet Størst opmærksomhed har der været om 'Lovelace' med Amanda Seyfried og Peter Sarsgaard i hovedrollerne. Filmen er den første af i hvert fald to biografiske film om pornobranchens måske største 'legende', Linda Lovelace, i år. Ligesom for eksempel rockmusikken har sine ikoner og sine ikoniske udgivelser, hvis jubilæer en desperat pladebranche i dødsangst med stor forudsigelighed får placeret massivt i medierne, har pornoen sine legender. John Holmes med den lange, De ved nok, italienske Cicciolina, der gik ind i politik, og altså Linda Lovelace, der ifølge titlen på pornoens mest kendte og bedst solgte værk, 'Deep Throat' ('Langt ned i halsen'), kunne et eller andet med mund, svælg og hals.
Porno-nostalgi Den slags mytologi er kostbar, hvis den ellers dyrkes grundigt nok til at blive holdt i live. Nostalgi smager gevaldigt meget af den autenticitet, vi så desperat jager i den digitale tidsalder, hvor det meget foregår i det virtuelle univers. Så er det herligt at svælge i de fede tider, da pornofilm havde en historie og den humor, 'Deep Throat' besad i for eksempel det berømte citat om de ønskede orgasmer fra filmens heltinde, fru Lovelace: »Klokker bør ringe, dæmninger bryde sammen og bomber gå af«. LÆS OGSÅBerlinale dag 7: Bille August har skabt en træg, men seværdig film Med udgangspunkt i den selvbiografi, hvori virkelighedens Linda Lovelace med det rigtige efternavn Boreman fortalte sin skrækindjagende historie om vold, trusler, narko og afpresning i pornoens verden, går filmen til værks på samme måde som mange forgængere om samme emne. Hollywood vil gerne sælge billetter på at underholde med historier fra pornobranchen, men det skal ske med en tydelig morale om, at hvis man agter sig i denne onde verden, ender det grueligt galt.
Fri for moralisering Sådan ser Michael Winterbottom også på det i sin film 'The Look of Love', et portræt af 70'ernes ukronede sexkonge af Soho-bydelen i London, Paul Raymond (Steve Coogan). Paul Raymond blev en af Englands rigeste mænd på sit imperium af sex. Men også for denne - ifølge filmen - følelseskolde og sexfikserede mand gik det galt. Hans datter døde af en overdosis i 1992, og det knækkede kongen af Soho. Som en modvægt til al den moraliseren står den unge amerikaner Joseph Gordon-Levi med sin 'Don Jon's Addiction', der har instruktøren selv i hovedrollen som kongen af dansegulvet, der egentlig kan score frit, men nogle gange hellere vil se porno. LÆS OGSÅMads Mikkelsen-film får hug i Berlin Filmen er ligesom den to år gamle 'Shame' af Steve McQueen et portræt af en netporno-junkie. Men det trøstesløst golde over Michael Fassbenders figur i 'Shame' opløses her af en befriende humor. Således holdes pornoafhængigheden op mod en smuk kvindes (Scarlett Johansson) tilsvarende behov for romantiske film, og ved ikke at ville moralisere får historien om den moderne, netsurfende version af Don Juan nogle anderledes pointer ind.
Karriereskifte Heller ikke Travis Mathews og James Francos fælles film 'Interior.LeatherBar' er fordømmende. Tværtimod sætter den sig for at finde og genindspille de 40 minutters eksplicit homosex, der i 1980 blev klippet ud af filmen 'Cruising' med Al Pacino, som i øvrigt også blev vist på Berlinalen det år. Filmen er et forsøg på at gøre op med Hollywoods homofobi og samtidig portrættere New Yorks bøssemiljø, lige før aids spredte skræk og rædsel. Til sidst finder vi måske forklaringen på den voldsomme genopblomstring for det, nogle kalder 'naturfilm', i den amerikanske 'Concussion' af Stacie Passon. I filmen lever den 42-årige Abby i det perfekte lesbiske ægteskab med to børn. Hendes dage består, som så mange andres, af at arbejde, træne i et fitnesscenter, familieliv og husarbejde. Men en dag får hun pludselig nok og siger de magiske ord: »I don't want this!«. LÆS OGSÅDerfor kommer 'Nymfomanen' ikke med til Cannes Før hendes kone aner, hvad der sker, har Abby startet en ny tilværelse som prostitueret i New York, hvor hun dog holder sig til kvindelige kunder. Et noget anderledes liv end den slagne vej uden om alle fristelser hjem til familiens skød. Men ikke nødvendigvis dårligere. Bare med mere sex. Og den slags sælger som bekendt. Både i biografen og uden for, uanset hvor mange advarsler og røde lamper vi stiller op omkring det. Så er det ellers bare at vente på, at Lars von Trier surfer videre på den aktuelle pornobølge og slipper sin 'Nymphomaniac' løs med mere porno, trekanter og andre slibrigheder på lærredet. Hvor sex tilsyneladende også er kommet for at blive. Bare vi kan få lov at se på det med fordømmelsens briller.