Maya Albana, hvad gør ’Gift ved første blik’ til godt fjernsyn?
I min optik er det kombinationen af en klar præmis, den rette udførelse og vigtigst af alt: at der er noget på spil, som vi kan identificere os med som mennesker. Det er der i ’Gift ved første blik’. Alle længes efter at opleve kærlighed, og vi kender sårbarheden, den spirende forelskelse, følelsesudsving, det pinagtige, det lystfulde og så videre. Derfor læser vi programmerne gennem vores eget erfaringsfelt. Og vi kan godt lide at se noget, der handler om os selv.
Programmet rammer en aktuel virkelighed for mange, for der er 1,5 millioner mennesker, der lever alene i Danmark, på trods af at datingindustrien aldrig har været større. Og så tror jeg også, at vores medvirkende har en stor betydning. De fascinerer os med deres mod, samtidig med at vi genkender os selv i dem.




























