Lars von Trier vil gerne holde sig i live. Derfor har han droppet alkohol og det »rusmiddel«, han har skrevet så godt som alle sine film på, sagde han i weekenden i et interview i Politiken.
Der er bare et enkelt lille problem:
»Samtidig skal jeg prøve at holde den kreative linje, som jeg har lagt. Og det tror jeg simpelt hen ikke kan lade sig gøre. For ingen kreativ udfoldelse af kunstnerisk værdi er nogensinde blevet udført af forhenværende drankere og narkomaner«, sagde filminstruktøren.
LÆS INTERVIEWET
Trier sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt for tørlagte kunstnere at skabe på samme niveau, og nævner folk som David Bowie, Rolling Stones og Jimi Hendrix som kunstnere, der ville være uinteressante uden misbruget.
Særlig åre i flasken, hashpiben eller stofferne
Siden har debatten kørt på de sociale medier. Kunstnermyten om den alkoholiserede, sniffende kunstner lever i bedste velgående. Og navne som Leonard Cohen, Amy Winehouse, Lou Reed og Charlie Parker bliver nævnt som eksempler på artister, der fandt en særlig åre i flasken, hashpiben eller i stofferne.
Omvendt har krimiforfatteren Stephen King længe klaret sig mere end hæderligt på vandvognen. Og instruktøren Martin Scorsese har heller ikke ligefrem virket udbrændt, efter at han i slutningen af 70’erne droppede kokain, som nær havde taget livet af ham. Tværtimod, har han forklaret, brugte han den indsigt, et dårligt trip gav ham i hans selvdestruktive indre, i sit næste mesterværk ’Raging Bull’.
Forfatteren Knud Romer har i mange år drukket hele flasker vodka, sniffet coke og røget joints, inden han satte sig til tasterne, men stoppede for seks år siden, da han blev far. Han forholder sig kritisk til Triers høje tanker om beruselsens indvirkning på kunsten.
»Det handler sandsynligvis snarere om et ritualiseret forløb, hvor han er tryg og går ind i en tilstand, som han kender. Og der hører sprutten med. Men det er nonsens, for det har jo ikke nogen god effekt. Du bliver langsomt dummere og dummere af det. Du kan godt skrive, når du går i gang med den første flaske, men når den er tom, er du mere eller mindre lam. Du invaliderer nærmest dig selv med alkohol og stoffer«, siger Romer.
Musikjournalist og forfatter Jan Poulsen har skrevet bøger om bl.a. David Bowie og Eik Skaløe.
»Der er selvfølgelig en rock’n’roll-myte, og den er der jo ikke for ingenting. For hvad laver du ellers, når du er på turne? Det er let at sætte sig og drikke nogle drinks sammen med sine bedste venner og en masse hangarounds, der vil gøre alt for en«, siger han.
»Bowie var enormt påvirket, og et eller andet sted har Lars von Trier ret i, hvad han siger. Men man tager typisk stoffer i sine unge, formative år, inden man bliver fornuftig og sat, og det er også der, man er modtagelig for alt muligt andet. Så jeg tror ikke, at det var stofferne alene, der gjorde, at Bowie skabte gode plader i 70’erne, selv om det har betydet meget for ham og mange andre«.
Bowies kokainmisbrug kulminerede omkring 1976. Så rejste han til Berlin, hvor hans privatliv sank i ruiner. Og berusede sig yderligere.
»I 1977 lavede han ’Low’ og ’Heroes’ og samtidig også ’The Idiot’ og ’Lust for Life’ for Iggy Pop. Fire lp’er, som nærmest er uomgængelige i rockhistorien. På et år, hvor han og Iggy Pop har kartet rundt i Berlin og taget stoffer«, siger Jan Poulsen, som mener, at Bowie, også efter at han blev gift igen i 1992 og holdt op med stofferne, har lavet god om end ikke ligefrem historisk god musik.
