Budskaberne bliver ikke pakket ind i den nye film med dukkerne fra ’The Muppet Show’:
Skurken er en rig mand fra Texas, så han hedder naturligvis Tex Richman. Og ligner i øvrigt den konservative præsidentkandidat Rick Perry fra Texas på en prik. Richman driver et oliefirma, og nu har han fundet ud af, at der findes olie lige præcis under det hus i Hollywood, hvor ’The Muppet Show’ engang blev indspillet, og hvor et museum over tv-serien er ved at forfalde. Resten giver næsten sig selv: Dukkerne samles efter mange år, stabler et tv-show på benene og redder i sidste øjeblik deres hus fra olieskurken. Og hvis ikke det hele fandt sted i USA, ville historien sikkert slutte der. Men nu er frøen Kermit, den svenske kok og skrupskøre Gonzo pludselig under angreb igen. Ikke fra Tex Richman, men fra Fox News og andre konservative debattører, der beskylder dukkerne og deres film for at være udtryk for venstreorienteret propaganda af værste skuffe. »Jeg ville bare ønske, de venstreorienterede kunne lade vores børn i fred«, som kommentatoren Andrea Tantaros sukkede på Fox Business News forleden. »Hvorfor er det så slemt at være rig og succesfuld? Tex Richman er rig og succesfuld. Det var det, vi burde lære vores børn«, rasede hun.






























