Det er eftermiddag i et velhavervillakvarter i Lyngby. Augustsolen brager ned over de røde teglstenstage. I skyggen af de firskårne hække bevæger en ung, mørklødet fyr sig søgende fra hus til hus og noterer sig navnene på postkasserne. Han er iført shorts, og over skuldrene hænger en rygsæk.
Så får en af vejens beboere øje på ham fra sin garage. Hen over sommeren har der været historier i nyhederne om kriminelle bander, som tømmer huse i de dyre villakvarterer nord for København, mens folk er på ferie. Beboeren er blevet mistænksom og går ud og konfronterer den ubudne gæst – hvad laver han her?


























