Der er noget absurd over konkurrencerne på tv: Deltagerne kæmper mod hinanden for at vinde, men de lader, som om de er verdens bedste venner. Uanset om det er ’Danmarks næste topmodel’, ’Masterchef’ eller ’X Factor’, så går alle deltagere målrettet efter sejren. De træner, de lytter til deres coach, og de omtaler sig selv som et produkt, de skal arbejde hårdt på. Når de taber, græder de. Men de græder også, når deres konkurrenter ryger ud, og de siger, at de elsker hinanden.
Den blanding af konstant konkurrence og kammeratlig kærlighed er almindelig underholding i konkurrencestaten. Hvis en gruppe unge mennesker skal ud på en øde ø i et tv-show, ved vi, at nogle skal sendes hjem som tabere, og en skal blive tilbage som vinder. Der er ikke noget, som er for fint eller for særligt til at blive gjort til genstand: Madlavning, dans, kunst, sang, viden og alt andet skal være en sportsgren, hvor man kan måle, hvem der har vundet, og hvem der har tabt. Hvis der skal danses på tv, skal det være som konkurrence, hvor de bedste bliver hyldet, og de dårligste bliver til grin. Og alle bliver krammet.
