De er på vej ud i zonen. I det fjerne er der en gård med lerklinede mure omkring. Hold 7 har været i Afghanistan i fem måneder, i Helmandprovinsen. Nærmere bestemt den danske lejr Armadillo. Fjenden, talebanerne, er sjældent mere end 800 meter væk. Nu skal de have ram på ’ham’. Den danske deling nærmer sig over nogle marker omkranset af levende hegn og grøfter. Pludselig lyder den tørre, metalliske lyd af skud. Soldaterne kaster sig ned på jorden. Kameraet og seeren er lige så forvirret som soldaterne: Hvad sker der, hvor kommer det fra? Billederne tilter, vi ligger bogstaveligt talt på marken, med kuglerne fløjtende om ørerne. Det lykkes nogle af soldaterne at komme hen til gården, hvor der er flere træfninger. En soldat er ramt i skulderen. Han sidder med vilde, tomme øjne op ad lermuren, mens han får forbinding om sit åbne sår. Over radioen kommer der besked om, at en af hans kammerater er ramt i låret. Så er vi ude på marken igen. Sammen med soldaten Ølby bag et hegn af træer. Der bliver skudt og sendt salver tilbage fra de danske soldater, selv om de ikke kan gennemskue, hvor ’han’ har gemt sig.Soldaterne er spredt i små hold på to-tre mand og er i radiokontakt med hinanden. Den metalliske lyd af skud bliver ved. »Fuck, det er fuldstændig urealistisk det her«, udbryder en. Ølby får besked fra et af de andre hold om, at talebanerne ligger i en grøft lige ved siden af. Så tager han en håndgranat, afsikrer den og kyler den ned i grøften. Eksplosion. Øjeblikket efter farer Ølby og en anden soldat derhen og sender salver af skud ned i grøften. Da kameraet få sekunder senere når derhen, ligger ødelagte lig af afghanske mænd i grøftens vand, der er farvet rødt af blod. Soldaterne hiver fat i dem, flytter dem som sække for at sikre sig deres våben. Der er fem døde. »Puh, der lugter«. En soldat skræver hen over grøften og de døde, mens han vifter sig om næsen for at få stanken væk. »Jeg har fucking ikke ondt af dem«, lyder det fra en anden. Kameraet zoomer ind. På de dødes, blodige ansigter. Sensationelt nærbillede Opgøret og drabet på de fem talebanere i grøften er højdepunktet på Hold 7’s seks måneder lange udstationering i Afghanistan. Og det er klimaks i Janus Metz’ dokumentarfilm ’Armadillo’, der giver et sensationelt nærbillede af, hvad der sker med danske soldater i frontlinjen. Aldrig tidligere har danske journalister, dokumentarister eller fotografer været så tæt på. Aldrig før er krigens gru blevet beskrevet så nøgent.
Den halvanden time lange dokumentarfilm er da også som den første danske dokumentarfilm nogensinde udtaget til filmfestivalen i Cannes og deltager i sideprogrammet Semaine de la Critique, hvor den konkurrerer med syv spillefilm og syv kortfilm.






























