Det tager sgu utrolig lang tid med den scene. Men det er vel, fordi det går godt derinde«. Mikkel Jersin N. – 30 år og kommende filmproducer – taler med lav stemme. Han står lige ved en dør, hvor et ’adgang forbudt’-skilt er printet på et stykke A4-papir sammen med navnet Dansk Rumskrot A/S. Indimellem kaster han et blik på sin walkie-talkie.
Bag ham, længst væk i den højloftede forhal, blinker en rød lampe, som om en atomreaktor var sprunget læk derinde. Pludselig knitrer en stemme »tak!«. Lampen går ud. Mikkel Jersin N. flår døren op og zigzagger med hurtige skridt ind imellem nogle kulisser og videre ind i centrum af Den Danske Filmskoles optagestudie. »Klar til optagelse – holder ro« Set udefra ligner rumskibet bare en aflang kæmpekiste af sammenflikkede træplader og brædder. Sorte teatertæpper hænger løst over skroget. Halogenlamper lyser ind fra siderne.






























